Sejlklubben i Ramløse har store ambitioner for fremtiden.

Sejlklubben i Ramløse har store ambitioner for fremtiden.

Arresø sejlklub har rund fødselsdag

Dagen bliver fejret i Ramløse Havn med musik og festivitas

festdag Arresø sejlklub kan på lørdag fejre de første 50 år. I den anledning inviterer klubben nuværende og tidligere medlemmer, venner af klubben, naboer, samarbejdspartnere og andre interesserede til at komme og fejre klubben. Det foregår ved klubhuset i Ramløse Havn klokken 13-16, og der vil være musik, mad og drikke.

Sejlklubben blev stiftet den 23. august 1969 af 13 lokale sejlere og sejlsportsinteresserede, hovedsageligt medlemmer af Grundejerforeningen Egehøj – Møllehavegård, men også den lokale vognmand og den lokale mekaniker fra Ramløse deltog.

To af stifterne af klubben er stadig æresmedlemmer af klubben i dag, skriver sejlklubben i en pressemeddelelse.

Forud for stiftelsen var gået nogle år, hvor sejlere havde sejlet fra en bådebro nogle hundrede meter øst for, hvor havnen er placeret i dag. Grundejerforeningen Egehøj – Møllehavegård ejede og ejer stadig en matrikel med ret til en bådebro. Der var etableret en træbro på betonsokler, hvor der var plads til 6-8 joller, med sænkekøl, der lå i vandet hele sejlsæsonen. Man sejlede en dag om ugen efter nogle bøjer der var lagt ud om foråret. Der blev hovedsagligt sejlet i nogle BB joller, nogle Piratjoller, en Lynæs 12 med flere. Det var nogle ret tunge joller, og de store dage var dagene hvor jollerne skulle i vandet henholdsvis op igen. Alle mand var i gang iført vaders. Der blev, med le, ryddet et spor i sivene, og så blev bådene slæbt på land, gennem siv, knæ dybt mudder og våde tuer, og kørt hjem. De fleste af jollerne var af træ og havde ikke godt af at ligge i vandet hele sæsonen, og lette var de bestemt ikke med alt det vand, de havde suget i sommerens løb.

I 1973 fik klubben sin første danmarksmester, idet Mogens Wismann ved DM i BB-jolle afholdt af Jyllinge sejlklub vandt guld.

Klubben har i dag fire laserjoller, som sejles af ungdomsafdelingen og deres træner, og tre 606’ere som bruges til skolebåde for junior, ungdoms- og seniorsejlere. Der er også femoptimist-joller og tre Thera-joller der sejles af de yngste juniorer. Derudover råder klubben over to 420-jolle til de voksne sejlere, der vil sejle jolle.

Klubben håber, at det med en udbygning af havnen stille og roligt bliver muligt at udvikle klubben til en moderne sejlklub, med en stor og stærk juniorafdeling og en velfungerende seniorafdeling, der både kan rumme kapsejlere og hyggesejlere.

Publiceret 20 August 2019 16:00