Karin Lind både arbejder og bor i Græsted og til Græsted Torv har hun skabt værket Troen og Kroen, som trækker rødder til de religiøse vækkelser, som byen har oplevet. Foto: Lars Christiansen

Karin Lind både arbejder og bor i Græsted og til Græsted Torv har hun skabt værket Troen og Kroen, som trækker rødder til de religiøse vækkelser, som byen har oplevet. Foto: Lars Christiansen

Troen og kroen går arm i arm på torvet i Græsted

Lokal kunstners triennale-installation midt på torvet i Græsted er inspireret af byens prædikat som “Den hellige stad”

Af
Flemming Saugmann

”Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.”

En populær revyvise, der godt nok ikke stammer fra Græstedrevyen, men til gengæld passer perfekt til ”forestillingen” ude på torvet. Eller rettere kunstværket, som indgår i kunst-triennalen, der i tre måneder er spredt ud over Nordkysten.

Og ophavsmanden til den vildtvoksende installation er en kvinde, nemlig den lokale kunstner Karin Lind, der sammen med sin mand Peter Holm efterhånden har boet i Græsted i 11 år.

For at komme de mange forundrede beskuere til undsætning har vi besøgt Karin Lind i hendes atelier for, om muligt, at blive lidt klogere på symbolikken i kunstværket, der kun får lov at overleve de tre måneder, som triennalen varer.

Og selv ved hun da også alt om, hvad hun har villet fortælle med sin installation, da først hun sagde ja til opgaven.

”For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg pludselig blev i tvivl, da jeg blev tilbudt opgaven. Nok fordi jeg nærmest blev ramt af berøringsangst, fordi jeg pludselig skulle ”optræde” lokalt," fortæller Karin Lind.

Frem til 22. september kan den store kavalkade af kunst, design, mad og musik ses på Græsted Torv og rundt omkring langs Nordkysten. Foto: Lars Christiansen

Frem til 22. september kan den store kavalkade af kunst, design, mad og musik ses på Græsted Torv og rundt omkring langs Nordkysten. Foto: Lars Christiansen

Men udfordringen vandt, og den indre kunstner overbeviste Karin Lind om, at ”selvfølgelig skal jeg det.” Og her var overtalelsesevnen ikke mindst historien om ”Den hellige Stad”, som ægteparret havde hørt Græsted omtalt som fra dag ét, da hun for 11 år siden flyttede fra 4. sal på Østerbro til Græsted med mand og datter: Og i dag bor og arbejder, hvor de har ombygget en fabriksbygning med alt under ét tag: bolig, værksteder, projektrum med udstillinger og lejlighed til artist-in-residence, hvor kolleger fra hele verden inviteres til ophold og produktion af udstillinger.

Jagten på Græsteds DNA

Så da beslutningen var taget, gik ”jagten ind” på de mange historier, der fortsat lever i bedste velgående om ”Den hellige Stad”.

”Jeg tog til en masse møder, mødte og opsøgte en masse mennesker, lige fra præsten til kroejeren, lokalhistorikere og lokale “vækkelsesprædikanter”, og der kunne fodre min nysgerrighed og inspiration,” fortæller Karin Lind.

Og det blev også til mange timer siddende på torvet og og bare kigge og lytte sig frem til Græsteds DNA og prædikatet og tilnavnet »Den hellige stad«: Som skyldes at byen historisk har været præget af missionske vækkelser siden 1860'erne, da kirkelivet har været med til at præge udviklingen i byen.

“Og det gør det stadig, lever i bedste velgående, kirkelivet i Græsted, hvor der stadig er fulde huse på både kroen og i kirken, hvor troen er forklaringen på, at Græsted selv i dag har to missionshuse, en luthersk frimenighed, en folkekirke, en kristen friskole, to spejderorganisationer, en frikirke i den gamle Græsted Mostfabriks bygninger, samt Luthersk Missions eneste børnehave i byen i Danmark”, fortæller Karin Lind.

Og nu var hun ikke længere i tvivl. Installationen på Torvet skulle hedde “Troen og kroen” og symbolisere forbrødringen af troen og kroen, med udgangspunkt i den gamle lokale talemåde om, at: "Græsted er der oppe, hvor folk enten går i missionshus eller på kroen".

Og det hele har faktisk 150 års jubilæum i år, da der dengang voksede flere religiøse vækkelser op i Græsted, og den i folkemunde blev døbt "den hellige stad". Og på samme tid blev Græsted Kro opført.

Et billede af dagliglivet

“Så hvad var mere oplagt end at lave en installation, der trækker forbindelser mellem de to institutioner i lokalsamfundet, der både nu og historisk set, berører det dagligt levede liv, og eksistentielle spørgsmål om tro og tørst,” fortæller Karin Lind, og løfter lidt af det kunstneriske slør for den rumdannende trækonstruktion, der lige nu står midt på Græsted torv og leder i fire retninger: hovedgaden, præstegården, kirken og kroen.

“Detaljerne i værket symboliserer netop mødet mellem det jordiske og det åndelige, hvor de lodrette jordbundne stolper er fæstnet i store massive betonrør, mens humlen, der er gravet op fra kroens baghave, vokser op mod lyset og himlen."

“Og selvfølgelig håber jeg da osse, at det midlertidige kunstværk vil være med til at nedbryde de mange fordomme mod samtidskunsten og henvende sig til et andet publikum. For værket henvender sig netop ikke til en speciel gruppe, men sætter forhåbentlig gang i nysgerrigheden om netop Græsteds identitet,” siger Karin Lind.

Og fejlet noget har nysgerrigheden ikke under opførelsen af installationen, hvor det ligefrem har været svært at få arbejdsro, husker Karin Lind med et smil og kan endnu more sig over de mange bud, der kom fra forbipasserende om, hvad hun egentlig gik og lavede der midt på torvet, da installationen kom til verden: “Er det noget, der skal bruges til terrorsikring”, eller “er det affyringsramper til et festfyrværkeri, når revyen er slut”.

Torvet mangler noget

Meget har det dog allerede rykket, for næsten dagligt kommer mange nu hen til hende og spørger, om ikke de må beholde installationen. Her er svaret dog nej, ned skal det, den 22, september. “Men skulle nogen komme og spørge mig, om jeg kunne tænke mig at lave et permanent kunstværk til torvet, er svaret et rungende ja. For der mangler noget på torvet, uden jeg lige ved hvad. Lige nu.”

“Men hvor har det været vildt spændende og sjovt at sidde på torvet og bare lytte. Så jo, jeg er klar, væk er min berøringsangst og hvor ville det være skønt og være af stor betydning, at min rolle og mit fag kan bruges i lokalsamfundet - og ikke mindst i byrummet: hvor hele mit virke som kunstner netop har været, og er, at forene funktion med æstetik til noget, der både er “kønt” og giver identitet.”

Karin Lind

Karin Lind, billedkunstner, født 1969 i Sønderborg. Hun er uddannet på Det fynske kunstakademi 1992-98 og driver i samarbejde med sin mand, billedkunstner Peter Holm, projektrum teksas.

Hun har mange udstillinger bag sig i ind- og udland, senest var hun med på Drawing Attention, Den Frie Udstilling, Kbh og Five Walls i Melbourne, Australien.

I 2017 lavede hun sammen med Peter Holm en udstilling på Munkeruphus.

2016 havde hun soloudstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot og i Xbunker, Sønderborg.

Og i efteråret deltager hun på en udstilling i Kiev, Ukraine og senere en separatudstilling i Japan.

Karin Lind har igennem årene modtaget talrige hæderslegater, arbejdslegater og præmiering fra Statens Kunstfond.

Lige nu arbejder hun på flere opgaver i det offentlige rum, bl.a. et lys-værk til Hundested by og udvikling af et kunstnerisk greb til et landskab ved Bramstrup Gods på Fyn. Snart påbegyndes skitser til et kunstværk til en tilbygning til Espergærde Gymnasium og HF.

Publiceret 15 August 2019 07:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk