Børn og voksne flokkes om bibliotekerne i Gribskov. Modelfoto.

Børn og voksne flokkes om bibliotekerne i Gribskov. Modelfoto. LIGHTFIELD STUDIOS - stock.adobe

Suveræn førsteplads: Gribskov har landets mest besøgte biblioteker

Biblioteket i Gilleleje er gået fra 1000 besøg om ugen til 1000 besøg om dagen

Af
Jeppe Helkov

Hvor ligger Danmarks mest besøgte biblioteker? Er man vant til at komme på bibliotekerne her i kommunen, bliver man nok ikke overrasket over svaret.

For Gribskov Kommunes biblioteker er landets mest besøgte, når man tager højde for antallet af indbyggere. Det viser en ny analyse fra find-a-kasse-priser.dk. Faktisk indtager bibliotekerne i Gribskov en ganske suveræn førsteplads.

For hver borger i kommunen aflægger i gennemsnit 23 besøg på bibliotekerne om året. Nummer to på listen, Helsingør Kommune, er et godt stykke efter med 16 besøg. Landsgennemsnittet er på blot seks besøg.

Ligger over Odense

Selv når man ikke tager højde for indbyggertallet, er borgerne i Gribskov blandt landets mest biblioteksentusiastiske. Landets største by, København, topper selvsagt statikken, når man ser på det samlede antal besøg med 4,7 mio. besøg i 2018. Gribskov ligger på en imponerende femteplads ud af alle landets kommuner med 948.000 biblioteksbesøg sidste år. Det er blandt andet 100.000 besøg flere end en storby som Odense.

Spørger man bibliotekschefen i Gribskov Kommune, Vibeke Steen, er der en klar grund til de mange besøg. Bibliotekernes geografiske placering trækker naturligt folk til, fortæller hun.

"Både i Helsinge og i Græsted er bibliotekerne placeret sammen med skoler. I Helsinge ligger der også en svømmehal ved siden af. I Kulturhavnen i Gilleleje ligger vi sammen med kulturhus og biograf. Det betyder, at der er mange mennesker centreret omkring vores biblioteker," siger hun og fortæller, at det i dag er nødvendigt med tilbud rundt om bibliotekerne, hvis folk skal komme.

"Jeg følger tæt med i, hvordan det går med besøgstallene på biblioteker i hele Danmark. Det, man kan se, er, at de steder, hvor biblioteker ikke ligger i forbindelse andre tilbud, er besøgstallene dalende."

"Heroppe kan man bare se på, hvad det har gjort for besøgstallene, at biblioteket i Gilleleje flyttede ned i byen. I det gamle bibliotek i Gilleleje havde vi 1000 besøg om ugen. Det nye har 1000 besøg om dagen," siger Vibeke Steen og understreger, at besøg i Kulturhavnen ikke bliver talt for et besøg på biblioteket i den statistik.

Helt unikt i Gribskov

"Vi får tit skudt i skoene, at i Gilleleje bliver folk, der går i biografen eller i restauranten i Kulturhavnen, også talt med som besøgende. Men det gør de ikke. Vi har syv indgange til biblioteket, og der er dørtællere på dem alle. Så vi ved, præcis hvor mange der kommer - og hvilke indgange de benytter."

Vibeke Steen peger også på de mange frivillige kræfter her i kommunen som en forklaring på, hvorfor bibliotekerne er de rene menneske-magneter.

"I Gribskov har man en stor tradition for at inddrage borgerne i aktiviteter. Der er rigtig mange frivillige, der er med til at drive og arrangere aktiviteter. Så der sker rigtig meget heroppe, og mange mennesker er involverede," siger hun og fortsætter:

"Det ser jeg ikke på samme måde andre steder. Jeg ser tit, at man på kulturområdet rekrutterer nogle frivillige til at klippe billetter, være garderobedamer eller lave kaffe. Her involverer vi borgerne meget tæt i, hvad der foregår. Ofte kan de selv drive det, og så er det os, der laver kaffen. For mig skal vi som bibliotek bare give folk mulighed for at mødes. Og så kan borgerne selv sætte dagsordenen. Heldigvis har vi også et fantastisk personale, der kan understøtte og faciliterer de mange gode ideer."

Publiceret 14 August 2019 07:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk