Erik Bering var i en menneskealder royal bryllups-arrangør og flere dronningers blomsterdekoratør, men nu skaber hans flittige hænder kun udsøgte buketter til privaten i Gilleleje. Og til hans hjertenskære nabo på Husmandsvejen, forfatteren Helle Søderham. Foto: Lars Christiansen

Erik Bering var i en menneskealder royal bryllups-arrangør og flere dronningers blomsterdekoratør, men nu skaber hans flittige hænder kun udsøgte buketter til privaten i Gilleleje. Og til hans hjertenskære nabo på Husmandsvejen, forfatteren Helle Søderham. Foto: Lars Christiansen

Blomsterbarnet Bering er flyttet hjem til Gilleleje: Nu udgiver han sine erindringer

I hans storhedstid stod kendte og kongelige i kø for at handle hos troldmanden fra Beringgård i Søborg, der er flyttet ”hjem” til Gilleleje og netop har udsendt sine erindringer

Af
Elisabeth Saugmann

I det vildeste blomsterflor i en have i Gilleleje går en 74-årig ungdommelig mand i egne tanker og plukker blomster, og vupti, oh la la har han skabt den vidunderligste buket i skønne farver, der ville have kostet en formue hos kgl. hofleverandør Erik Bering. Ikke sært. Det ER nemlig blomsterkunsteren Erik Bering.

Den farverige blomstermand, der i storhedstiden boede i et hjemmelavet eventyrhus i Nødebo ved Esrum Sø og havde 15 ansatte i Bering Blomster på Købmagergade, hvor kendte og kongelige stod i kø for at handle.

Desuden var han royal bryllups-arrangør og flere dronningers blomsterdekoratør, men nu skaber hans flittige hænder kun udsøgte buketter til privaten i Gilleje. Sammen med partneren Gunner er han vendt hjem til området, hvor han i syv år drev gårdbutikken Beringgård i Søborg. Men da han skulle have en hjerteklapoperation, solgte han den smukke gård til rockmama Sanne Salamonsen og røg igen på forsiderne.

Men de ville hjem igen

Siden har der været stille om Erik Bering og partneren, imens de har rejst rundt og testet nomade-talentet i det yndige land. Men de ville hjem.

Den farverige blomstermand fortæller levende og blomstrende usentimentalt om sit liv i den aktuelle erindringsbog ”Et liv med blomster og en smule ukrudt”. som han har skrevet med hjælp fra Helle Söderham. Og sammen har de skrevet en ny charmerende hundebog ”Vi og vores hunde” med ekstra lokalt præg, da illustrationerne er tegnet helt vidunderligt af elever i 9. klasse på Blistrup Skole. Foto: Lars Christiansen

Den farverige blomstermand fortæller levende og blomstrende usentimentalt om sit liv i den aktuelle erindringsbog ”Et liv med blomster og en smule ukrudt”. som han har skrevet med hjælp fra Helle Söderham. Og sammen har de skrevet en ny charmerende hundebog ”Vi og vores hunde” med ekstra lokalt præg, da illustrationerne er tegnet helt vidunderligt af elever i 9. klasse på Blistrup Skole. Foto: Lars Christiansen

Alt det og meget mere kan man læse om i hans aktuelle erindringsbog ”Et liv med blomster og en smule ukrudt”, som han har skrevet med hjælp fra naboen, forfatter Helle Söderham. Deres naboskab er lykkeligt, fortæller de, imens den nye buket står og blærer sig i vasen i udestuen med kig ud til et flor af langstillkede skønheder på sirlige rækker – klar til pluk. Hunde er der også nok af.

”Her har jeg siddet alene i mange nætter og skrevet mine erindringer i hånden, og bagefter har jeg givet arkene til Helle, der har skrevet mine kragetæer ind på computer og ryddet op i teksten,” fortæller Erik Bering. Og Gunner tilføjer:

”Vi blev alle tre så forelskede i hinanden, da Erik og jeg flyttede ind her i vores otiumhus og røg lige i favnen på Helle.”

Faktisk var det Helle Söderhamn, der opfordrede den berømte blomstermand til at skrive sine erindringer.

”Jeg havde jo kun kendt ham fra pressen, og nu oplevede jeg min nabo som et varmt, levende menneske, helt nede på jorden. Helt anderledes end jeg havde forestillet mig,” fortæller hun, imens Erik Bering smiler sødt som en stor dreng, der har fået et tantekys på kinden.

Bog med lokale tegninger

Det kan man opleve ved selvsyn, når parret deltager i årets Bogmesse i Forum til efteråret. Og faktisk er de aktuelle med to bøger. For sammen har de skrevet en ny charmerende hundebog ”Vi og vores hunde” med ekstra lokalt præg, da illustrationerne er tegnet helt vidunderligt af elever i 9. klasse på Blistrup Skole. Desuden har Helle Söderhamn (uden hjælp fra naboen) skrevet en ungdomsbog om hestepigen Julie, ”Dage i mit liv”.

Erik Bering bruger ofte ordet ”hjertenslyst”, men han er ingen Aladdin. Hvis nogen kender arbejdsgangen i eventyrets motor, er det ham. Der har været fuld blus på i maskinrummet. Og i erindringsbogen lukker han luften ud af sit offentlige image for i stedet at vise læseren et kreativt, sanseligt menneske, der er vokset op i en stor varm arbejderfamilie, garneret med drengestreger og en drengs tidlige kærlighed til anemoner og lathyrus.

Om den lykkelige barndom med de højt elskede forældre siger han i dag:

”Vi havde ikke bad, så alle ungerne kom på skift i en zinkbalje på bordet, hvorpå vi blev rullet ind i håndklæder og lå som rullepølser og tørrede, mens far læste H.C. Andersen, så vi både lo og græd.”

Kongehusets darling

Fortællingen om den berømte karriere er generelt spændende, selv om den vist er kendt af de fleste. Der var rift om ham, og det var et eventyr, når han f.eks. pyntede Kronborg Slot op med frugter og grøntsager til Anne-Marie og Konstantins sølvbryllup. Han stod også for udsmykningen ved prins Joachims bryllup med Alexandra. Dronning Ingrid og hendes døtre var også tit på banen.

Men succes er en dødsform, som maleren Oluf Høst engang sagde. Og pludselig en dag smagte overhalingsbanen ikke længere af laurbær. Efter 30 år i Købmagergade var silken slidt af ham.

”Jeg var stresset og så dødtræt, at jeg bare havde lyst til at sidde og se på et hul i væggen” husker Bering, som i 2001 overdrog ”Bering Blomster” til sin førstemand.

Selv tryllede han videre på deltid i kongebyen Søborg ved Gilleleje.

”Kun Mærsk McKinney Møller fik en forklaring af mig. Jeg havde en enorm respekt for ham og var helt flov over at give op. Men han sagde, at så ville han bare komme sejlende til Gilleleje og køre til gårdbutikken efter blomster.”

Udsmykkede kirke

Men livet på Beringgård blev tvunget ned i kadence, og de indskrænkede åbningstider blev strengt overholdt, selv om folk kom valfartende. Erik Bering nød naturens blomstervæld med frit udsyn til Moder Naturs moser og grønne enge med rideheste. Parret på gården i Søborg blev optaget i det langsomme lokale liv i Søborg, og de faldt godt til i Dronning Margrethes Den Førstes gamle landsby. Erik Bering stod for julens blomster-udsmykninger i restauranten på Esrum Kloster og pyntede i flere år Søborg Kirke til gudstjenester og højtider.

”Det gjorde jeg med stor glæde, for vores provst, Birgit Hasselager var en forrygende kone.”

Nu nyder han livet for fuld sansning, og hverken kornblomster eller morgenfruer aner, at det er selveste Erik Bering, de gror hos.

”Jeg har arbejdet meget, det har ikke skadet, og jeg har nydt det hele. Men jeg havde hverken regnet med at skulle forlade verdens skønneste hus i Nødebo eller dejlige Beringgård i Søborg, og det nager mig den dag i dag, at jeg lod min kære mor komme på plejehjem. Hun bad selv om det og var der kun kort, men det fortryder jeg.”

Publiceret 14 August 2019 09:37

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk