Alle de tilstedeværende havde svært ved at holde tårene tilbage, da Godhavnsdrengene endelig fik sin undskyldning. Her ses statsminister Mette Frederiksen sammen med formanden for Godhavnsdrengene Poul Erik Rasmussen Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Alle de tilstedeværende havde svært ved at holde tårene tilbage, da Godhavnsdrengene endelig fik sin undskyldning. Her ses statsminister Mette Frederiksen sammen med formanden for Godhavnsdrengene Poul Erik Rasmussen Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen i tårer: Godhavnsdrenge fik ENDELIG en undskyldning

Ét ord. Det er, hvad Godhavnsdrengene i 14 år og 72 dage har kæmpet for. Tirsdag faldt ordet endelig

Af
Jeppe Helkov

Undskyld Man skulle ikke tro, at det er er så svært. Svært at beklage hvis man har gjort noget forkert. Men ikke desto mindre har Godhavnsdrengene måttet kæmpe ufattelig hårdt for at få, hvad kun de mest kyniske mennesker kan være uenig i, at de fortjener. En undskyldning.

Tirsdag faldt det forløsende ord så endelig.

"I har ventet længe, og nu skal I saftsuseme ikke vente længere. På vegne af vores fortid, nutid og på vegne af vores fælles fremtid, vil jeg gerne se hver eneste af jer i øjnene og sige det eneste rigtige. Undskyld for den uret, der er gjort mod jer og jeres kære. For dem der er her, og dem der var her, og dem der følger efter. På vegne af Danmark, UNDSKYLD," sagde en dybt berørt statsminister Mette Frederiksen, der havde inviteret Godhavnsdrengene og pårørende ind på Marienborg som de første officielle gæster i hendes regeringstid.

Første officielle gæster

"Jeg har glædet mig af hele mit hjerte. Der er ikke nogen, jeg hellere ville have besøg af end jer. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Iskulle være de første officielle gæster, jeg skulle tage imod på Marienborg," sagde statsministeren videre.

Undskyldningen faldt til de børn, der var anbragt på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde fra 1947 til 1976. Her blev de udsat for fysisk og psykisk vold. De blev seksuelt misbrugt, ligesom de blev udsat for medicinske forsøg. Alligevel har skiftende regeringer afvist at give dem en officiel undskyldning, ligesom en erstatningssag i 2017 blev afvist med henvisning til forældelsesfristen.

Ellemann nægtede

I 2016 sagde den daværende social- og indenrigsminister Karen Ellemann følgende:

"En undskyldning i Danmark er konkret, og det giver mening, at politikere og administratorer undskylder for overgreb og svigt, de selv har begået. Stedfortræder-undskyldninger, hvor man undskylder på vegne af andre, giver ikke mening. Man kan sige undskyld for det, man selv er ansvarlig for – ikke for, hvad andre har været ansvarlige for."

Men tirsdag den 13. august 2019 skiftede det officielle Danmark så endelig mening.

"Det er en dag i retfærdighedens tegn og fællesskabets tegn. Der kommer en dag, og i dag er jeres dag," sagde Mette Frederiksen fra talerstolen.

Blev fjernet fra forældre

"Børn blev fjernet fra deres mor og far. I stedet for støtte og undervisning blev I sat til arbejde ingen spinkel børnekrop kan klare. I stedet for omsorg fik I tæsk. Den dag i dag må vi spørge os selv, hvordan det kunne lade sig gøre," fortsatte statsministeren, mens tårerne pressede sig på.

"I mistede den ene barndom, vi har i vores liv. Mange af jer er vokset op i skyggen uden håb og en plads i solen. Et sted hvor børn ikke var børn, fordi de voksen ikke var voksne. Det I har gennemlevet er et af de mørkeste kapitler i vores historie. Det er i modstrid, til alt det Danmark står for. Tryghed, lighed og retfærdighed," sagde Mette Frederiksen, før det forløsende ord 'undskyld' endelig lød.

En masse forsvandt

Derfor var det også en tydelig berørt formand for foreningen Godhavnsdrengene, Poul Erik Rasmussen, der efterfølgende tog mikrofonen.

"Smerten og minderne forsvinder aldrig, men mon ikke det her giver en masse, der lige skal tænkes igennem. I mange år har man gået og gemt på den skyld nede i en kasse. Det behøver man sgu ikke mere. Det har statsministeren lige sørget for," sagde Poul Erik Rasmussen.

Publiceret 13 August 2019 14:02

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk