Christoffer Møller foran sit hus, hvor han nu har et hul i hækken. Foto: Jens Berg Thomsen

Christoffer Møller foran sit hus, hvor han nu har et hul i hækken. Foto: Jens Berg Thomsen

Christoffer fik en bil gennem hækken: Det ville være rart med et autoværn

Bil kørte også galt på stedet i 2008

Af
Jens Berg Thomsen

ulykke Omkring klokken 12 natten til torsdag kørte en 18-årig mand galt på Tinghusevej ved Ny Mårum, fortæller politiets døgnrapport. Bilen endte kørte af vejen, og via rabatten endte den i en hæk.

Det var Christoffer Møller, der har den tvivlsomme ære at være indehaver af bemeldte hæk, der ligger op ad huset.

"Bilen lå oven i hækken, og min egen bil er tæt på totalskadet. Den tidligere ejer af huset fik sat et jernstakit op, så bilen nåede heldigvis ikke så langt. Mellem bilen og huset holdt min trailer, og hvis jernstakitet ikke havde været der, så havde den nok fortsat hen over den og ind i huset," siger Christoffer Møller til Ugeposten dagen derpå.

"Det er også sket tilbage i 2008, ved jeg fra mine naboer, og dengang var bilen helt inde og smadre noget af huset. Det kan man se på pudset her," siger han og viser stedet, hvor huset sidenhen er blevet repareret.

Tæt på totalskadet

Bilen ramte også Christoffer Møllers egen bil, der holdt i indkørslen mellem huset og ulykkesstedet.

"Den er tæt på at være totaltskadet. Den har det ikke så godt," konstaterer han.

"Bilerne kører stærkt her, og der er også mange lastbiler, der har været ude i skoven efter flis. Der er også lagt hel ny asfalt her, og det får jo nok folk til at køre lidt stærkere her. Og så er der ikke noget vejbump inden det farlige kryds, hvor det gik galt. Fotovognen fra politiet holder også ret tit herovre," siger han og peger på en plet græs med gule blomster, der ligger i skjul af det farlige sving.

"Jeg håber, at kommunen vil sætte et autoværn op her. Det tror jeg, ville være en god idé," siger Christoffer Møller.

"Jeg vil gerne opfordre folk til at køre ordentligt på det her sted. Det er en meget trafikeret vej, og selvom her er en fartgrænse på 50 kilometer i timen, så er det absolut ikke mit indtryk, at den bliver holdt," siger han til Ugeposten.

På døgnrapporten står der, at den 18-årige fører af bilen rutinemæssigt blæste i alkometret, men at det ikke gav udslag. Hvad der så var årsag til solouheldet, fremgår ikke. Den 18-årige er fra Helsinge, fortæller politiet.

Publiceret 12 August 2019 11:41

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk