Musik i Lejets placering ned til stranden i Tisvildeleje er både hadet og elsket. Hadet fordi festivalen lægger beslag på parkeringspladserne i en af de turistede uger — og elsket af andre, fordi den giver en helt unik udsigt under koncerterne. Her under Mads Langers optræden i 2017. Foto: Jan F. Stephan.

Musik i Lejets placering ned til stranden i Tisvildeleje er både hadet og elsket. Hadet fordi festivalen lægger beslag på parkeringspladserne i en af de turistede uger — og elsket af andre, fordi den giver en helt unik udsigt under koncerterne. Her under Mads Langers optræden i 2017. Foto: Jan F. Stephan.

Før festival-åbning: Musik i Lejet svarer på kritikken

Årets Musik i Lejet bliver afholdt i skyggen af kritik fra flere sider. Men en af stifterne forsvarer festivalens størrelse og omfang

Af
Jeppe Helkov

festival Stort set ikke en uge er gået, uden de har fået kritik. Så fylder de for meget. Så larmer de så meget, at man ikke kan sove. Det er stort set heller ikke til at komme til i byen. Og så er de to stiftere forresten også kun ude på at tjene penge.

Ja, arrangørerne af Musik i Lejet har i den grad fået på puklen i det forgangne år. Faktisk var situationen så tilspidset, at der i februar var indkaldt til borgermøde, hvor Tisvilde-borgere og arrangørerne mødtes og så hinanden i øjnene. Diskuterede formen og indholdet på Musik i Lejet.

Her få dage før årets festival erkender festival-leder Andreas Grauengaard da også, at de har måttet lægge øre til meget kritik. Men han mener samtidig også, at mange af kritikerne ikke ser det store billede, når de langer ud efter den populære festival.

Delte 600.000 kr. ud

"Der er mange mennesker, der ikke ser det store billede. De ser kun, at Musik i Lejet generer dem. Men de ser ikke, hvad festivalen gør for byen. Der er nogen, der sågar underkender, at festivalen overhovedet har en værdi for lokalsamfundet, fordi man er ligeglad med, at købmanden for eksempel har åbent hele året. Eller at Musik i Lejet deler 600.000 kr. ud, så man kan købe en strandrenser eller lave en ny cykelsti," siger han og fortsætter:

"Det har heller ikke været specielt godt sommervejr endnu. Og det betyder altså noget for en almindelig sommerbys omsætning, hvis turisterne ikke kommer. Der giver Musik i Lejet en sikkerhed, fordi der med garanti kommer 10.000 mennesker til byen hvert år."

"Man skal også huske på, at festivalen altså kun varer tre dage. Selvfølgelig vil det have nogle påvirkninger på folk. Men den mentale størrelse, festivalen har hos nogle folk, er langt større, end hvad den reelt fylder. Så stort et indgreb i deres liv er det altså heller ikke."

Bliver ikke større

En stor del af kritikken har især gået på, at Musik i Lejet er blevet for omfangsrig. At man bare kan halvere dens størrelse fra de nuværende 10.000 gæster til halvdelen. Andreas Grauengaard anerkender argumentet.

"Det handler meget om øjnene, der ser. Det handler om folks ståsted. For det er klart, at folk har forskellige holdninger til et arrangement af den størrelse, Musik i Lejet har. Men jeg synes, festivalen har den størrelse, den bør have. Den er ikke blevet større de seneste tre år og bliver det heller ikke."

"Men samtidig forstår jeg godt, at der kan være forskellige holdninger. Det forsøger vi at imødekomme med den ansvarlighed, vi udviser rundt om. Vi har den strammeste logistik af alle danske festivaler. Det er nærmest lige som Super Bowl, hvor de afvikler det vildeste halvlegsshow, og så skal de pille det ned på rekordtid. Det er lidt det samme, vi er ude i, så parkeringspladserne bliver ledige så hurtigt som muligt."

Lytter til kritik

"Vi prøver også at mindske generne ved at køre gennem skoven i de befærdede timer i Tisvilde. Vi prøver at lægge resten af kørslerne tidligt om morgenen. Der er gratis shuttlebusser, der bliver sat ind. Vi har team renhold, der rydder op på gaden, på stranden og i skoven. Så vi gør rigtig meget for at imødekomme kritikken."

"Samtidig skal man passe på med, at man ikke bare ønsker, at ting er, som de altid har været. Tisvilde er ikke et stillestående sted. Det er en dynamisk by. Og kigger man 10 år tilbage, skete der ikke noget i Tisvilde. Der var der nogle meget døde somre, og det var en relativ død by. Jeg synes, man skal værne om, at man nu har en by, der har haft en stor udvikling i de senere år. At butikker er blomstret op. Det er ikke kun på grund af Musik i Lejet, men vi har været en medvirkende årsag."

Udover selve festivalen er der også blevet skudt med skarpt mod Andreas Grauengaard og hans tvillingebror Thomas. Det var dem, der i sin tid stiftede Musik i Lejet. Men sidste år meldte de sig formelt ud af festivalen og stiftede kulturbureauet Good Boys Agency. Efterfølgende blev deres bureau så hevet ind for at stå for festivalen.

Good Boys

Det fik kritikere til at hævde, at Musik i Lejet nu var blevet en pengemaskine for Grauengaard-brødrenes foretagende. Men Andreas Grauengaard mener, at opsplitningen var nødvendig. Festivalen havde simpelthen fået et omfang, der gjorde, at der var brug for professionel ledelse, siger han.

"Fordi vi er lokale, tror jeg folk tænker lidt anderledes. Hvis et andet firma var kommet ind og havde stået for festivalen, tror jeg godt, folk ville kunne forstå, at det er et kæmpe arrangement, der skal køres professionelt. Men fordi vi er bydrengene, tror jeg nogle folk har svært ved at forstå, at vi er gået fra en legeplads til at lave voksenarbejde."

"Nogle af de allerstærkeste kræfter i en festival er de frivillige. Med det arbejde, der er fra dag til dag, er det afgørende for en festival med så stærkt et program, at der er noget fagviden — og at den bliver drevet af professionelle, der ved, hvad de laver."

Det negative fylder

"Til at begynde med var det naturligt, at Musik i Lejet blev drevet af frivillige. Men i takt med at kravene til festivalen er blevet større, har vi måttet udvikle os. Nu er der strengere krav til logistik, til programmet, til sikkerheden – ja, alt det der ligger i at lave en festival. Der er så mange ting, der skal være styr på, når man skal navigere med så stor en festival. Det er et helårs arbejde," siger han og fortæller, at hele ideen med at lave Good Boys Agency også har bygget på drømmen om også at kunne kaste sig over andre projekter.

"Vores ambitioner slutter ikke med Musik i Lejet. Den begynder med Musik i Lejet. Derfor har vi lavet et kulturbureau, hvor vi også har mulighed for at lave en masse andet. Til næste år laver vi Gyldendals 250 års jubilæum. Vi har indgået et strategisk partnerskab med Meyers Køkken. Vi laver firmaevents, julefrokoster og al den slags. Det har vi fået mulighed for, fordi vi lavede Good Boys. Det kan jeg ikke se noget galt i. I stedet er jeg mega stolt af, at vi er nået så langt på så kort tid."

Andreas Grauengaard mener samtidig, at negativiteten omkring Musik i Lejet har fået lov til at fylde alt for meget. Især i forhold til hvor mange der reelt er glade for festivalen.

"Det negative får lov til at fylde utrolig meget. Når vi så holder et borgermøde i Tisvilde, viser det sig, at der kun sidder et par rækker med kritikere. Det er det samme på Facebook. Få er reelt kritiske. Der er rigtig mange, der er positive, men de har ikke et behov for at sige noget, mens kritiske har travlt med at råbe op. Men de er et fåtal, som jeg ser det."

"For vi er en af de mest attraktive festivaler herhjemme. Både for kunstnere og for publikum. Ellers ville vi heller ikke have en festival, der blev udsolgt på tre minutter, uden at vi havde offentliggjort et eneste navn. Vi lavede også en undersøgelse efter sidste års festival. Her spurgte vi 1700 gæster, om de ville anbefale Musik i Lejet til en ven. 92 pct. svarede, at det ville de. Det tal taler for sig selv. I stedet for at finde hårene i suppen synes jeg, man skal være stolt af det. Både som borger i Tisvilde. Og også på hele kommunens vegne. Man skal være stolt af at have en festival, der er så ambitiøs og så populær."

Musik i Lejet bliver afholdt den 18.-20. juli.

Publiceret 17 July 2019 11:30

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk