DEBAT: Pas nu på kørslen gennem skoven, Musik i Lejet

Af
Helle Dyrting,

Granhaven 6,

3220 Tisvildeleje

DEBAT I forbindelse med afholdelse af Musik i Lejet køres der tung lastbiltrafik gennem Tisvilde Hegn ned til parkeringspladsen.

Jeg har fået oplyst fra MIL, at det sker i perioden 9.-18. juli fra kl. 09-22.00. Fra 18. til 20. juli køres der et begrænset antal lastbiler og shuttlebusser i en fast rutefart. Fra 21. – 25. juli kl. 09-22.00 igen lastbiltrafik til bortkørsel af gods fra festivallen.

Perioden er altså 17 dage i juli, hvor rigtig mange turister, fastboende og sommerhusgæster holder sommerferie i Tisvilde, og hvor gå- og cykelture i skoven og gennem skoven ned til stranden er en højt skattet ferieaktivitet.

Manges erfaring fra de sidste år er at blive overrasket af lastbiler, da de, der bruger hegnet ikke er vant til at skulle tage højde for lastbiler, der pludselig kommer kørende. Ligesom omvendt ikke alle lastbilchauffører ved, at de kan møde gående og cyklister (mange børn og ældre). Jeg var selv sidste år en gåtur i skoven med et ældre familiemedlem, der i mødet med en lastbil havde svært ved at nå at komme til side. Jeg nåede at forestille mig en børnefamilie, hvor et par kåde unger er cyklet i forvejen og slet ikke kan vurdere, hvad de skal gøre, når en uventet og stor lastbil pludselig er foran dem. Eller en børnehave på skovtur, hvor små unger er rendt i forvejen, og chaufføren ikke ser dem. Kort sagt er det ikke svært at forestille sig, at der kan ske en ulykke en dag.

Derfor vil jeg opfordre MIL, Naturstyrelsen eller kommunen - hvem der nu har ansvaret – til i god tid at offentliggøre: 1) Ruten gennem skoven, 2) Hvor mange lastbiler man kan forvente at møde de enkelte dage – altså hvor mange lastbiler, der er tale om en pågældende dag.

Jeg synes, det vil være en god ide, fordi det så bliver det muligt for alle at planlægge deres skov- og strandtur, så de undgår mødet med lastbilerne. Og hvis man er i skoven med sine børn, der som bekendt elsker at løbe eller cykle i forvejen, så holder dem i nærheden af sig.

På den måde kan alle færdes tryggere. En god følelse for os alle.

I håb om at der bliver reageret på denne opfordring af de ansvarlige før kørslen.

Publiceret 07 July 2019 07:00