Der var godt humør og masser af gamle maskiner, da årets veterantræf blev afholdt.

Der var godt humør og masser af gamle maskiner, da årets veterantræf blev afholdt.

18.000 mennesker deltog i veterantræf: Det er gået helt fantastisk

Af
Claus Johansen / Foto: Lars Christiansen

De har svært ved at få armene ned i Græsted, efter at årets veterantræf i pinsen netop er overstået.

”Det er gået helt fantastisk, og vi er superglade for det gode vejr, vi har haft,” siger Pernille Albjerg Sørensen, projektkoordinator og medlem af veterantræffets bestyrelse.

Deltagerantallet er ikke gjort endeligt op endnu, men hun håber og forventer, at tallet kommer til at overstige 18.000, som var besøgstallet i fjor.

”Vi er glade og tilfredse, og der har været god stemning alle dagene. Det skal ligne sig selv – men med en smule fornyelse - og det har vi ramt spot on,” siger Pernille Albjerg Sørensen.

Blandt nyhederne var en bokselandskamp i old school style med dans og musik, der trak fulde huse. Der var rally på vejene omkring festivalpladsen, der var Danmarks stærkeste mand, havetraktor-træk og et F-16-fly, som også trak masser af tilskuere.

DU KAN SE VORES KÆMPE BILLEDGALLERI FRA VETERANTRÆFFET HERUNDER

Og så alt det sædvanlige, blandt andet veteranbiler, muskelbiler, traktortræk, knallerter, veterantog, kaninhop, entreprenørmaskiner og meget mere – alt hvad raske drenge og piger kan ønske sig.

Omkring 225 frivillige har knoklet for at få det store show op at stå. Dertil kommer, at mange foreninger og grupper jo også har stillet med frivillige. Og træffet kunne slet ikke lade sig gøre uden de frivillige, fremhæver projektkoordinatoren:

”Jeg vil gerne sende en stor tak til alle de frivillige, som har knoklet løs – nogle af dem i ugevis op til træffet. Uden dem havde vi ikke en festival,” siger Pernille Albjerg Sørensen.

Publiceret 12 June 2019 11:00