Pernille Kromann Sams er overbevist om, at hjemmepleje-leverandørerne og Gribskov Kommune nok skal nå til enighed.

Pernille Kromann Sams er overbevist om, at hjemmepleje-leverandørerne og Gribskov Kommune nok skal nå til enighed.

Udvalgsformand om truende kaos: Vi finder en løsning

Af
Jeppe Helkov

Selvom hjemmepleje-leverandører på stribe har afvist og kritiseret Gribskov Kommunes nye godkendelsesmateriale, der skal sikre, at der også bliver leveret hjemmepleje, når Attendo stopper, ryster udvalgsformand Pernille Kromann Sams (NG) ikke på hånden.

Hun har været formand for det § 17 stk. 4-udvalg, der har arbejdet med at lave det materiale, der nu møder kraftig kritik.

Altiden, Attendo, Estrids Pleje, Helt Rent og BM Pleje siger alle samstemmende, at økonomien i jeres udspil ikke hænger sammen. Der er ikke sammenhæng mellem den pris, I vil betale, og den kvalitet I forlanger. Gør det indtryk på dig, at fem etablerede firmaer alle er enige om det?

"Det er selvfølgelig en skam. Der er en relativ stram økonomi på mange områder. Det er der også her. Derfor har et samlet byråd været inde og vurdere, hvor mange penge man kan sætte af til den her kommende hjemmepleje," siger Pernille Kromann Sams.

Men når I vurderer, hvor mange penge der skal bruges, så bør det vel bygge på, hvad det er for en kvalitet, I forlanger - og ikke hvad der lige er i kassebeholdningen på det tidspunkt?

"Ja, det er fuldstændig rigtigt. Men vi har ikke sat afregningen ned. Og i min optik har vi ikke forlangt meget mere kvalitet for pengene, end vi får i dag. Vi har ikke hævet kvalitetsstandarderne eller sænket dem."

LÆS KRITIKKEN FRA PLEJE-LEVERANDØRERNE HER

Hvis dem, der til dagligt opererer på det her område, siger, at man ikke kan få økonomien til at hænge sammen - hvad er det så, der gør, at du som politiker kan sige, at det gør den?

"Den har hængt sammen indtil nu. Jeg har ikke haft de efterfølgende drøftelser med firmaerne. Det er administrationen, der har haft den snak. Omvendt kan jeg få lyst til at spørge, hvad det er for nogle elementer, der er anderledes end i dag?"

Firmaerne siger, de vil tabe en mio. kr. om året på også at skulle køre nat. Det har de også prøvet at gøre jer opmærksomme på undervejs. Hvorfor er den ydelse stadig med?

"Nat skal løses på en eller anden måde. I andre kommuner har man valgt, at der kun er én natleverandør. Det kan også være en overvejelse, at hjemmesygeplejen skal varetage natkørslen. Vi har ikke behandlet noget af det her på et udvalgsmøde. Men vi var godt klar over, at vi skulle finde en løsning på det her sammen med leverandørerne. Via dialog. Jeg er helt overbevist om, at vi finder en løsning på det."

Firmaerne siger også, at der har været dialog, men når man ser på det færdige materiale, kan se ikke se, at noget af det, de har budt ind med, er taget med. Er det rigtigt?

"Jeg tænker ikke, at vi har ført nogen pseudoprocesser. Det er i hvert fald ikke nogle møder, jeg har været med til. Jeg tror, det er rigtig vigtigt at holde fast i, at ingen prøver at bondefange nogen. Vi prøver alle at finde en god løsning for at få leverandørerne på plads til en pris, man også kan leve af. Vi har ingen interesse i, at firmaerne ikke kan få tingene til at løbe rundt. Tværtimod."

Hvad er det for nogle ting fra leverandørerne, der er kommet med?

"Flere af dem pegede på, at det var problematisk, hvis man kun skulle levere praktisk hjælp og ikke personlig pleje. Det har vi ændret nu."

BM Pleje mener, at kontrakten er ufuldstændig – og at upræcise formuleringer åbner for, at de kan få flere sygeplejeopgaver, uden betalingen følger med. Er kontrakten ufuldstændig?

"Der er forskel på et godkendelsesmateriale og et materiale, man bruger til udbud. Det her materiale lægger op til dialog mellem kommune og leverandør. Det er rigtig vigtigt at sige, at vi ønsker et samarbejde med vores leverandører. Vi ønsker ikke nogen kattelemme, hvor man kan pådutte firmaerne ekstra opgaver, der vil vælte deres økonomi. Der er ingen skjulte agendaer."

I har sat 85,5 mio. kr. af. Er det et beløb, der kan hæves?

"Det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt. Hvis rammen skal hæves, skal pengene findes et andet sted. Og det har ikke været på nogen dagsorden endnu. Det kan jeg svare på, hvis det kommer op."

Jeg kan se, at I holder et ekstraordinært byrådsmøde den 11. med et lukket punkt: ’Opfølgning på velfærdsområdet’. Hvis jeg nu siger, at I skal diskutere hjemmepleje her, hvad siger du så?

"Det har jeg ikke nogen kommentar til."

Hvad så med en kommunal hjemmepleje. Kan det blive aktuelt igen?

"Alle muligheder er altid åbne. Du spørger, hvordan jeg kan være sikker på det ene eller det andet. Men det kan aldrig være sikkert. Beløbet kan hæves, sænkes, eller der kan laves en kommunal enhed. Det vigtige er, at vi har leverandører, der leverer pleje. Det er den proces, vi er i."

Men så kan det være, der kommer en ny proces efter byrådsmødet den 11.?

"Det kan man ikke vide. Du er velkommen til at ringe igen dér."

Hvis der ikke er nogen, der har budt ind efter skæringsdatoen - hvad gør I så?

"Det kan jeg svare på på et lidt senere tidspunkt."

Hvis jeg skulle gætte, kunne det måske være noget med, at I så åbner en kommunal enhed?

"Det kunne jo være et gæt."

Publiceret 08 June 2019 09:10

SENESTE TV

Gå med 30 km ad Klosterruten

motion På lørdag 29. juni er det på med vandreskoene, hvis man vil med på en ca. 30 km lang vandretur på en del af Klosterruten. I spidsen går turlederne i Dansk Vandrelaug Hans Henrik Kleinert og Ingelise Kvorning.

"Vi starter i Esrum og går langs Esrum Sø gennem Gribskov, passerer Stjernen, der er centrum for de snorlige jagtveje, som Kong Christian den 5. anlagde, og fortsætter langs Store Grib Sø. Vi passerer Mor Grib's hule, kommer også forbi Æbelholt Kloster og slutter i Hillerød," fortæller de i en pressemeddelelse fra Dansk Vandrelaug.

Øvelser og små lege

Ud over at man får motion, vil der være forskellige indslag på turene som for eksempel 'Walk and Talk', særlige øvelser og små lege, hvor man bruger alle dele af kroppen, også hjerne og hjerte, og der vil være information om seværdigheder på turen.

Der bliver pauser undervejs til at nyde medbragt mad og drikke, inden turen slutter ved Hillerød station ca. kl. 16.30.

Turen starter kl. 9 ved Esrum skole, når bussen fra Saltum ankommer.

Det koster 30 kr. at deltage, hvis man ikke er medlem af Dansk Vandrelaug.

jesl