Hjemmepleje-leverandører afviser Gribskov Kommune på stribe. Økonomien er for dårlig i i forhold til den kvalitet, kommunen forlanger, lyder kritikken. Modelfoto.

Hjemmepleje-leverandører afviser Gribskov Kommune på stribe. Økonomien er for dårlig i i forhold til den kvalitet, kommunen forlanger, lyder kritikken. Modelfoto. whyframeshot - stock.adobe.com

Hjemmepleje: Firmaer siger nej — og kritiserer Gribskov Kommune

Som det ser ud nu, er ingen firmaer klar til at drive hjemmeplejen videre i Gribskov Kommune, når Attendo stopper sidst på året

Af
Jeppe Helkov

Attendo siger nej. BM Pleje siger nej. Altiden siger nej. Estrids Pleje siger nej. Og Helt Rent siger nej. Der er ikke noget at sige til, hvis der er en smule kaotiske tilstande på rådhuset i Gribskov.

Firma efter firma har den seneste uge vendt tommelfingeren ned til at drive hjemmepleje her i kommunen. Og med en deadline den 14. juni for at blive godkendt som leverandør begynder timeglasset at rinde ud for Gribskov Kommune.

Firmaernes afvisninger kommer, efter at administrationen har offentliggjort det godkendelsesmateriale, der fastslår, hvilke vilkår hjemmeplejen skal drives under, når samarbejdet med Attendo stopper til december — og hvad Gribskov Kommune er villig til at betale for det.

Især betalingen har fået flere af firmaerne til at stejle.

"Den kvalitet, man vil have, hænger ikke sammen med de penge, man er villig til at betale. Jeg er ikke uenig i kvaliteten, men Gribskov er ikke villig til at betale for det," siger Dorte Christiansen fra firmaet Helt Rent, der i dag yder praktisk hjælp i Gribskov, men som havde sat næsen op efter også at skulle levere praktisk hjælp.

"Priserne er for lave"

Men det har Gribskov Kommunes priser altså sat en stopper for. Gribskov har sat 85,5 mio. kr. af om året til at drive hjemmeplejen. Det på trods af, at kammeradvokaten i en redegørelse for Gribskov Kommune vurderede, at markedsprisen burde ligge mellem 90 og 125 mio. kr.

"Priserne er for lave til at, at vi kan drifte kvalitativt tilfredsstillende. Derfor har vi meldt tilbage til Gribskov Kommune, at vi ikke kommer til at søge om at blive godkendt," siger Miriam Toft, der er direktør for den største private omsorgsvirksomhed i Danmark, Altiden.

"Vi er optaget af, at det skal være trygt for borgerne, og at der skal være ordentlige vilkår for medarbejderne. Derfor vil vi ikke tage den risiko at gå ind i et samarbejde om hjemmepleje, når vi på forhånd kan se, at vi ikke vil kunne levere en tilfredsstillende kvalitet. Vi respekterer, at Gribskov har besluttet, at prisen er på det niveau, men vi må desværre melde fra," fortsætter hun.

I dag er BM Pleje den ene af to leverandører af hjemmepleje i Gribskov Kommune. Men indehaverne Martin og Birgitte Marburger vil hellere lukket firmaet end at fortsætte på de vilkår, Gribskov nu lægger op til.

I dag er BM Pleje den ene af to leverandører af hjemmepleje i Gribskov Kommune. Men indehaverne Martin og Birgitte Marburger vil hellere lukket firmaet end at fortsætte på de vilkår, Gribskov nu lægger op til.

Altiden har ellers allerede et plejehjem og 200 ansatte i Gribskov Kommune. Derfor lå det umiddelbart lige til højrebenet, at firmaet også bød ind på hjemmeplejen. Men sådan bliver det altså ikke.

Taber en mio. kr. om året

Den anden af de nuværende leverandører af hjemmepleje i Gribskov, BM Pleje, har heller ikke tænkt sig at byde ind. Udover økonomien er der især én ting, de finder kritisabelt i det nye materiale.

"Gribskov Kommune vil have, at vi også skal lave hjemmepleje om natten nu. Det har vi ikke mulighed for. Det vil være en underskudsforretning fra dag ét. Vi har 340 borgere, og vi vil have to-fire besøg pr. nat. Resten af tiden vil vores medarbejder så bare skulle sidde og vente på nødopkald, som vi heller ikke får betaling for. Vi vil få hundrede kroner pr. nat. Det kan slet ikke lade sig gøre," siger Birgitte Marburger, der sammen med sin mand Martin driver BM Pleje.

Kenneth Kammerdahl fra Estrids Pleje er enig. Estrids Pleje driver i dag hjemmepleje i Halsnæs og Frederikssund. De ville også gerne ind på markedet i Gribskov, men har efter at have set priser og hjemmepleje-materialet valgt at takke nej.

"Kommunen vurderer, at et nattevagthold koster en mio. Vi har nattehold to steder i dag, så jeg måtte rette dem og sige, at det koster 1,4 mio. kr. Kommunens vurdering var, at der årligt er natborgere for mellem 250.000 og 300.000. Så allerede der har vi tabt en mio. kr., inden vi er begyndt at arbejde," siger han.

Kenneth Kammerdahl er samtidig en del af bestyrelsen i Dansk Industris afdeling for Dansk Sundhed og Velfærd. Og han fortæller, at man i Dansk Industri generelt er bekymret over udviklingen inden for hjemmepleje i Gribskov.

"Jeg taler også på vegne af Dansk Industri, når jeg siger, at man er meget bekymret over udviklingen i Gribskov. Jeg ved også, at vores chef har haft kontakt til kommunen. Men det virker ikke til, at de lytter."

Og netop det med at lytte er også et af de kritikpunkter, hvor mange af plejefirmaerne mener, at Gribskov Kommune har fejlet i hele processen med at finde nye hjemmepleje-leverandører. Efter problemerne med Attendo nedsatte man et såkaldt §17 stk. 4 udvalg, der blandt andet skulle undersøge, hvilke ønsker og visioner der var blandt leverandørerne.

Men her har man fejlet, mener Kenneth Kammerdahl.

"Vi deltog i en workshop i februar, hvor alle leverandører kom med indspark til, hvordan vi kunne skabe en god hjemmepleje. Men der er ikke nogen af os, der har hørt noget fra kommunen bagefter – og ingen af de positive forslag, vi kom med, er taget med i materialet. Udadtil viser man, at man rigtig gerne vil os og virksomheds-inddragelsen. Men til syvende og sidst er det bare tomme ord. Kommunen har fejet hen over alt, hvad vi er kommer med — og har tydeligvis ikke taget ved lære af de udfordringer, der har været på området," siger han.

Har lavet copy-paste

BM Pleje og Helt Rent er enige.

"Jeg synes, vi har haft en god dialog med lokalpolitikerne og Mikkel Damgaards (velfærdsdirektør i Gribskov Kommune, red.). Der har været workshops, som vi har brugt kræfter og timer på. Vi følte, der blev lyttet. Men når vi så ser materialet, spørger vi os selv, hvad de har taget til sig. Intet er kommet med. Man har reelt bare taget en kopi af udbudsmaterialet fra 2015," siger Birgitte Marburger. Hun mener også, at den kontrakt, som Gribskov Kommune beder leverandørerne om at skrive under på, er en kontrakt som ikke er gennemarbejdet.

"De er kommet med et ufærdigt materiale. Man har blandt andet ikke præciseret, hvilke opgaver der kan delegeres fra sygeplejersker til social- og sundhedsassistenter. De har ladet formuleringer være så åbne, at kommunen løbende har mulighed for at give os flere opgaver, uden at vi skal have flere penge."

"Vi har også fundet fejl i materialet. Blandt andet var nogle af de visiterede ydelser pludselig slået sammen, så kommunen skulle af med færre penge. Det har vi påpeget, og kommunen har erkendt, at det ikke skulle have været sådan. Men det er horribelt, at det er os som leverandører, der skal finde den slags fejl, efter materialet er sendt ud."

Har voldsom mavepine

Et andet punkt, som leverandørerne mener, gør, at det er for risikabelt at drive hjemmepleje i Gribskov, handler om mulige konkurser. Hjemmeplejebranchen har i de senere år været ramt af adskillige konkurser, hvor mindre firmaer har påtaget sig større opgaver, end de reelt har kunnet gabe over. Blandt andre Bonderosen i Gribskov.

"Jeg har en voldsom mavepine over de konkursvilkår, som leverandører skal skrive acceptere. Hvis en leverandør går konkurs, kræver Gribskov, at de resterende leverandører overtager deres borgere fra den ene dag til den anden. Men det er kun store leverandører, der kan det. Ingen af os mindre har mandskab eller materiel til at få 300 nye borgere uden varsel. Det vil gøre, at hele vores virksomhed kan gå konkurs," siger Kenneth Kammerdahl.

Er oprigtig bekymret

Dorte Christensen fra Helt Rent ærgrer sig samtidig over, at Gribskov Kommune med den lave pris og de mange problematiske forhold i godkendelsesmaterialet har forspildt en chance for at skabe ro på et kaotisk område.

"Jeg er oprigtigt bekymret over, hvordan vi fastholder og får rekrutteret nye medarbejdere til hjemmeplejen i Gribskov. Med den uro, der har været i flere år, er det allerede ekstremt svært i dag. Der er faktisk nogen, der slet ikke tør søge arbejde heroppe på grund af alt det, der er sket. Nu har der været uro omkring vores borgere og medarbejdere i flere år. Nu må der godt falde lidt ro på, så vi kan give den service, borgerne har brug for," siger hun.

Birgitte Marburger fra BM Plejer afviser, at deres hårde udmelding blot er et forsøg på at få flere penge ud af Gribskov Kommune.

"Det kan jeg garantere for, at det ikke er. Vi har en fin forrentning i dag. Men vi lukker hellere firmaet ned end at tage chancen og byde ind på de nye vilkår. For borgerne, medarbejderne og ikke mindst vores egen skyld vil vi hellere aflevere en velfungerende hjemmepleje i god ro og orden i stedet for at gamble — velvidende at vi inden for et halvt år ville gå konkurs. Det er simpelthen ikke realistisk at tro, at nogen kan byde ind på det, kommunen kræver nu."

Publiceret 08 June 2019 09:14