"Alle kan pege på noget negativt ved EU, og det kan jeg også, men sådan er det jo med næsten alting – der er surt og sødt. I sidste ende er det dog altid for mig det positive ved EU, der vinder," mener Kim Valentin.

Kim Valentin: Vi har noget unikt med EU

Klimaet, migrantstrømmen og handel er mærkesagerne hos Venstres lokale EU-kandidat

Af
Claus Johansen

Hvad er dine mærkesager?

Det er klima, migrantstrømmen og så masser af handel med resten af verden. Kigger vi ned i vores egen pengepung, er der heller ikke nogen tvivl om, at vi er blevet rigere. Det er selvfølgelig primært, fordi vi kan sælge alle vores varer fra Danmarks dygtige virksomheder frit indenfor EU’s grænser. EU’s landbrugsstøtteordninger har også været vigtige for Danmark, selvom tiden nu er kommet til, at vi skal sikre en langsom og lige udfasning af denne del. Men vi skal også huske, at EU er fredens projekt, og at vi med EU har noget unikt, der forsøges kopieret mange andre steder. Alle kan pege på noget negativt ved EU, og det kan jeg også, men sådan er det jo med næsten alting – der er surt og sødt. I sidste ende er det dog altid for mig det positive ved EU, der vinder.

I Venstre mener vi, at klimadagsordenen løses bedst gennem EU. Vi ligger i Danmark godt til med klimaindsatsen, men vi skal blive endnu bedre og gå foran på de store områder som energiunionen og transportomlægning og bygningsrenoveringer og genbrug. Vi skal i EU sætte nye standarder og leve op til parisaftalens indhold og derved gå foran resten af verden. Vi skal særligt vise Fjernøsten og Afrika, at det er EU’s standarder, de skal kopiere. På den måde vil danske og europæiske virksomheder få et forspring på denne udvikling frem for alle andre. Vi kan gøre klimaudfordringen til fremtidens fælles opgave i EU og til en styrke for os alle.

Skal EU have en flygtningepolitik?

I EU skal vi også samlet finde løsningen på migrantstrømmen fra Afrika og Mellemøsten. Vi skal gøre de ydre grænser stærke, så vi ikke får situationer som i 2015-2016 igen. Vi hjælper bedst reelle flygtninge i nærområder og ikke ved, at de stærke af dem rejser halvdelen af jorden rundt for at lande i Danmark, Sverige eller andre steder i Europa, hvor deres kompetencer mange gange ikke kan bruges, og deres kultur er i konflikt med vores lovgivning og skikke. Vi skal selvfølgelig hjælpe der, hvor der er brug for det, men det gør vi bedst lokalt.

I hvilken retning skal EU udvikle sig?

EU kan også hjælpe med til at få etableret ordentlig regulering og tilsyn med finanssektoren, og desuden kan effektiv terrorbekæmpelse næsten kun ske med Interpol eller andre tværnationale politienheder. Til gengæld er der også mange andre dele, EU skal holde sine fingre væk fra. Vi kan godt selv finde ud af, hvordan vi vil have barselsregler, og den danske arbejdsmarkedsmodel skal ikke udvandes af EU. I Danmark taler vi sammen om tingene, og det skal vi blive ved med – uden at staten og EU blander sig i lønniveauer og pensionsforhold.

Hvordan vil du gøre en forskel, hvis du bliver valgt?

Hvis jeg bliver valgt til Europa-parlamentet, vil Gribskov for første gang få en borger direkte placeret, hvor en stor del af lovgivningen skrives i fremtiden. Jeg vil altså udover først og fremmest at repræsentere Danmark også kunne hjælpe lokalt. Som Lissabonaftalen udtrykker det, er kommunerne en vigtig del af EU’s udvikling fremover.

Hvad bliver din vigtigste opgave?

Min vigtigste opgave vil blive at holde fast i Danmarks interesser ved forhandlingsbordet i Europa. Der bliver masser at se til, men jeg vil have særligt fokus på at få løst udfordringen med en fælles energiunion så Danmark kan gå foran på det grønne energiområde. Jeg vil også gerne medvirke til at fjerne snyd og misbrug indenfor den finansielle sektor og på eksempelvis skatteområdet. Og så skal vi have stoppet føderalismen – ikke mere bureaukrati og unødige regler fra EU.

Jeg har en reel mulighed for at gøre en forskel, fordi jeg med min baggrund og erfaring som borgmester, økonom og erhvervsmand gennem 26 år kan sikre Danmark nogle fordele i forhandlingerne med de andre lande. Jeg vil glæde mig til at gå foran for Danmark.

Kim Valentin

Stilling: Direktør for

Finanshuset

Fredensborg

Alder: 56 år

Bopæl: Græsted

Politisk karriere: Medlem af Gribskov byråd siden 2006 – borgmester i perioden 2014-2017

Publiceret 22 May 2019 16:00