Der kommer et nyt motorløb med på dette års udgave af Græsted Veterantræf. Foto: Finn Kristensen

Der kommer et nyt motorløb med på dette års udgave af Græsted Veterantræf. Foto: Finn Kristensen

Veterantræffet klar med stor nyhed

Motorløb kommer med til årets Græsted Veterantræf. "Fantastisk for os, der kan lide biler og mekanik," siger koordinator

Af
Jens Berg Thomsen

Motorløbet "HillClimb" bliver en del af årets udgave af Græsted Veterantræf, og det er en stor nyhed, hvis man spørger folkene bag træffet.

"For os, der kan lide biler og mekanik, er det helt fantastisk," siger frivillig projektkoordinator ved træffet Pernille Sørensen.

"HillClimb har henvendt sig til os, fordi de gerne ville op og køre løb heroppe," siger Pernille Sørensen.

I dag har HillClimb løb i Munkerup og i Silkeborg, fortæller hun.

"Vi har ligget vandrette i luften, for vi har skullet søge nogle tilladelser til at lukke nogle veje, men nu er alt på plads," fortæller hun og siger, at der er ti biler, der kører ad gangen i løbet.

"Derudover kører vi også en konkurrence på Facebook, hvor man kan vinde en tur i en af bilerne, og så kommer de biler, der ikke er ude at køre, selvfølgelig til at stå fremme, så man kan komme hen og se dem," siger hun.

"Græsted Veterantræf kommer til at bruge noget mere plads på den her måde, og jeg tænker også, at det har interesse for folk, der sidder hjemme i haverne, at de kan komme til at se motorløb på den her måde," siger hun.

Hun fortæller, at de veje, der bliver spærret af, er: Dragstrupvejen og Søgårdvej lørdag og Holtvej over i Bygaden søndag - men at løbet stopper ved byzoneskiltet ved Søborg.

Det er Historisk Motorsport Danmark, der arrangerer HillClimb. På deres hjemmeside står der, at HillClimb er en diciplin med historiske biler, hvor man kører "om hurtigste tid over en fastlagt, helst snoet strækning op ad bakke." Læs evt. mere på www.hms.dk

Publiceret 21 May 2019 14:00