Sebastian kommer til Gribskov Kultursal. Her spiller han både nye og gamle sange. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Sebastian kommer til Gribskov Kultursal. Her spiller han både nye og gamle sange. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Kendt sanger kommer til Gribskov: Jeg har tit taget fejl

Det er ikke mange personer, stort set hele den danske befolkning er på fornavn med. Nu kommer en af de få til Gribskov

Af
Jeppe Helkov

Kender du Peter? Det kan de fleste nikke ja til. Men det er nok ikke den samme Peter, der er tale om. Men bliver man spurgt, om man kender Sebastian, vil en stor del af den danske befolkning højst sandsynligt tænke på den samme. Ja, den Sebastian. En af Danmarks mest folkekære musikere.

Troubaduren der gennem en menneskealder har henrykket og inspireret danskere på tvært af alle generationer. Han kommer nu til Gribskov Kultursal. Det sker lørdag den 18. maj. Og har man bare et lille blødt punkt for Sebastian, er der god grund til at dukke op.

"Jeg vil ikke afsløre for meget om koncerten. Overraskelsesmomentet er også en del af koncertens forløb. Folk behøver ikke at vide alt, der kommer til at ske. Men jeg kan da godt love, at der kommer nogle af de sange, som folk kender rigtig godt fra gamle dage - men også nogen af dem, de måske ikke kender," siger Sebastian, der i virkeligheden hedder Knud Torben Grabow Christensen.

Han fik for alvor sit gennembrud i 1972 med sange som 'Når lyset bryder frem' og 'hvis du tror du er noget'. Men selvom Sebastian har turneret de danske spillesteder de seneste 47 år - og efterhånden har nået en alder på 69 somre - er der stadig masser af damp på kedlen.

"Jeg holder øjne og ører åbne i forhold til at få nye ideer til sange. Nogle sange tager lang tid, og andre er mere indlysende og tager kortere tid. Jeg kan bruge alt fra et halvt år til 20 minutter på at skrive en sang. Den nye plade (Hun nåede at klappe hunden, red.) og titelsangen handler om, at der er meget i vores tid, der er fragmentarisk. Meget man får i dag er små bidder af virkeligheder og fortællinger," siger han og fortæller, at han trods sine 56 udgivede cd'er og ep'er stadig kan have svært ved at vurdere, om en sang har hitpotentiale.

Noget man ellers umiddelbart skulle tro var en formssag, når man som Sebastian har lavet den ene sang efter den anden, der har samlet folk på tværs af generationer.

"Jeg har tit taget fejl og troet, at noget ville blive et hit. Men jeg har også flere gange været sikker på, at jeg havde ramt noget rigtigt. Også selvom en sang ikke har været særlig populær, da den udkom. Alligevel har jeg følt mig overbevist om, at den nok skulle blive til et hit."

"Udfordringen er, hvis radioen ikke spiller din sang. Så kan det tage mange år, før folk ad andre veje får hørt den så mange gange, at de faktisk kan høre sangens kvaliteter. En sang som Hodja fra Pjort var slet ikke noget i de første år, den var ude. Det var den ikke. Men jeg overbevist om, at den kunne blive folkeeje. Men det tog lang tid. Men jeg har været så heldig at have lavet en del sange, der kan række ud over generationerne. Det er langt fra alle af mine sange, men nogen kan," siger han.

Og netop fordi sange har levet så længe, fortæller Sebastian også, at sangene har fået sit eget liv. Og sin egen betydning fra person til person.

"Jeg bruger meget billedet med, at det, jeg laver i mine sange, er et oplæg til folks egen fantasi. Det er drejebogen til den film, der skal køre i folks egne hoveder. Jeg lægger nogle ting op, men jeg kan aldrig bestemme, hvad folk får ud af en sang, og det er heller ikke meningen. Jeg laver sangen, som jeg vil have den, og så er det bare at håbe på, at folk får noget ud af det, som de kan bruge," siger han.

Publiceret 15 May 2019 10:24