Arkivfoto.

Nordsjællands Politi snuppede 770 fartsyndere på 24 timer. Arkivfoto.

Vanvidsbilist taget med 184 km/t: 'Det er aldeles uacceptabelt'

fartbøder Et stort antal danskere har tilsyneladende stadig pedalkløe. I hvert fald blev hele 770 fartsyndere taget på bare 24 timer, da Nordsjællands Politi for nylig lavede razzia. En enkelt bilist blev målt til at køre 184 km/t på Helsingørmotorvejen, hvor man kun må køre 110.

"Det er aldeles uacceptabelt, at så mange bilister kører for stærkt, når hastighed netop er en af de største årsager til færdselsuheld. Hastighedsbegrænsningerne er til af en grund, og det er dybt bekymrende, at bilisterne ikke overvejer, at de udsætter både dem selv og andre for unødig livsfare, hver gang de kører for hurtigt," siger politikommissær i Nordsjællands Politi, Nick Gall, i en pressemeddelelse.

På de 24 timer foretog politiet det, de kalder for et 'speedmaraton'. Det dækker over en hastighedskontrol, der varer et helt døgn. Fartkontrollen begyndte på Helsingørmotorvejen den 3. april klokken 00.00 og sluttede samme dag klokken til 23.59.

Hastighedskontrollen var et led i en koordineret hastighedsindsats på tværs af Europa. Og alene heroppe i Nordsjælland blev 770 bilister altså taget for at køre for stærkt. Af dem kan 153 af dem forvente et klip i kørekortet, da de kørte mere end 30 procent for stærkt.

Yderligere 13 står til betinget frakendelse af kørekortet, da deres hastighed blev målt til mere end 60 procent over hastighedsbegrænsningen eller over 150 km/t.

Ifølge Nick Gall kan det have uoverskuelige konsekvenser at køre så meget for stærkt.

"Når man kører så stærkt, bliver ens standselængde øget betragteligt, og der skal ikke meget til, før man ikke når at reagere, hvis der sker noget uhensigtsmæssigt i trafikken. Resultatet af denne ene dag viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi fortsat har fokus på hastighed, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at forbedre uheldsstatistikken," siger han.

Publiceret 19 April 2019 07:00