Henrik fra Helsinge alene i vildmarken: Derfor gav jeg op

33 dage var Henrik Pilgaard Larsen alene i vildmarken i tv-programmet af samme navn, inden han frygtede for sit helbred og vendte hjem til Helsinge

Af
Marie Varming

Når man er typen, der godt kan lide at udfordre sig selv i det fri og måske endda træner sine overlevelsesstrategier derude i det vilde, er man jo næsten selvskrevet til tv-programmet 'Alene i Vildmarken', som netop har været vist på DR.

”Da programmet kørte på anden sæson, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at være med. Så begyndte min hustru og en af mine kolleger også at prikke til mig. Til sidst truede min hustru med, at hun ville tilmelde mig, men det kunne jeg altså ikke have. Så tilmeldte jeg mig selv,” griner den 52-årige Henrik Pilgaard Larsen.

Det betød, at han kunne pakke en taske og tage af sted i selskab med et videokamera, som han skulle filme sig selv med til tv.

”Det overraskede mig at være alene. Mere end jeg troede. De første fire-fem dage gik jeg rundt i en boble og kunne ikke dele mine oplevelser med nogen. Jeg klappede mig hele tiden på lommen for at mærke telefonen, men den var der ikke. Men efter de første dage kom jeg ud af boblen og fandt ud af, at jeg faktisk trives med at være alene i mit eget selskab.”

Umiddelbart lyder det jo som om, Henrik godt kunne blive vinderen blandt de otte, som blev sendt af sted til den norske vildmark, men der kom noget meget små ting i vejen.

”Mine gummistøvler var ikke gode nok. Jeg havde iskolde tæer fra morgen til aften. De blev aldrig gennemvarme. Nogle gange prøvede jeg at varme en sten ved bålet, og så sad jeg i mit shelter og varmede fødderne, men der gik kort tid, så var de kolde igen,” siger Henrik Pilgaard Larsen.

”Mine gummistøvler var ikke gode nok. Jeg havde iskolde tæer fra morgen til aften. De blev aldrig gennemvarme. Nogle gange prøvede jeg at varme en sten ved bålet, og så sad jeg i mit shelter og varmede fødderne, men der gik kort tid, så var de kolde igen,” siger Henrik Pilgaard Larsen. Foto: DR

”Mine gummistøvler var ikke gode nok. Jeg havde iskolde tæer fra morgen til aften. De blev aldrig gennemvarme. Nogle gange prøvede jeg at varme en sten ved bålet, og så sad jeg i mit shelter og varmede fødderne, men der gik kort tid, så var de kolde igen,” siger Henrik Pilgaard Larsen. Foto: DR

Da han kom hjem til Danmark igen, testede han gummistøvlerne i vand, og der var ganske rigtigt bittesmå huller, som gjorde, at der sivede koldt vand ind dagen lang, mens han var af sted, og det har faktisk givet ham varige men i form af en tilbagevendende følelsesløshed i tæerne.

”Det fyldte meget for mig, og det tog meget af glæden ved at være af sted.”

En fisk om dagen,

En anden udfordring var kosten. Mange af de andre deltagere var heldige, at deres lejr lå et sted med mange bær, men hvor Henrik boede, var der stort set ingen. Heldigvis var han god til at fange fisk, så han spiste en fisk om dagen, men intet andet. Det betød, at hans krop langsomt blev afkræftet.

”Til sidst havde jeg svært ved at gå de to-tre hundrede meter over til mit fiskested. Jeg måtte sidde ned undervejs, og mine ben var tynde som tændstikker, fordi kroppen tærede på muskelmassen,” husker Henrik, som tabte knap 500 gram kropsvægt om dagen i de 33 dage, han nåede at være af sted.

Så var det også slut.

”Jeg følte mig mæt af oplevelser. Jeg var ikke taget af sted med et mål om at vinde, så jeg syntes ikke, jeg kunne opnå mere ved at være af sted længere. Jeg havde demonstreret, at jeg kunne klare mig selv i vildmarken, også i voldsomt vejr,” siger Henrik, som undervejs også måtte fælde et træ i stormvejr for at det ikke skulle styrte ned over ham, mens han sov.

Kort efter sad han i et fly på vej til Danmark.

”Min hustru hentede mig i lufthavnen, og vi gik straks i gang med at tale om mad. Jeg ville gerne på sushirestaurant. Hun gloede godt nok noget på mig. ”Skal du nu have fisk igen?”, spurgte hun. Men ja, jeg trængte faktisk til fisk, der smager af noget,” griner Henrik Pilgaard Larsen.

Publiceret 21 March 2019 07:00