”Jeg er jo lettet – men stadig synes jeg, at det er grotesk, at sagen bliver vendt på hovedet, når det jo var mig, der blev overfuset i bussen,

”Jeg er jo lettet – men stadig synes jeg, at det er grotesk, at sagen bliver vendt på hovedet, når det jo var mig, der blev overfuset i bussen," siger Gitte Christensen. Foto: Jesper Berg

Buspassager anmeldte chauffør for vold – men blev selv sigtet

Af
Claus Johansen

Gitte Christensen kan ånde lettet op: Hun er netop blevet frifundet for vold mod en buschauffør i Helsinge.

Men oven i lettelsen melder frustrationen sig:

”Jeg er jo lettet – men samtidig synes jeg, det er grotesk, at sagen bliver vendt på hovedet, når det jo var mig, der blev overfuset. Jeg er vred over, at buschaufføren kan slippe af sted med at opføre sig på den måde, som hun gjorde. Det skal jo være trygt at køre i bus,” siger Gitte Christensen.

Med til historien hører dog, at Gitte Christensens og buschaufføren er lodret uenige om, hvad der skete den 13. november, da Gitte Christensen som så mange gange før tog bus 320R til Frederiksværk fra Helsinge. Mens Gitte Christensen mener, at hun er offeret, mener buschaufføren, at Gitte Christensen har slået hende.

Gitte Christensen forklarer selv, at hun var på vej til et møde, men først skulle aflevere sin hund hos en veninde.

"Derfor havde jeg både min cykel og min hund med. Da jeg gik op til chaufføren for at betale for mig selv og cyklen, sagde hun, at jeg også skulle betale for hunden. Det nægtede jeg dog, for jeg ved, at så længe det er en lille hund, som kan være i en taske, koster det ikke noget, så jeg satte mig ned på min plads," fortæller Gitte Christensen.

Kort efter kom en flok børnehavebørn og deres pædagoger ind i bussen, og mens bussen holdt stille, stod chaufføren pludselig ved Gitte Christensens sæde og insisterede på, at hun betalte for hunden.

"Jeg fortalte hende, at reglerne siger, at jeg ikke skal betale. Det har jeg tidligere undersøgt hos Movia. Hun hidsede sig derefter voldsomt op. "Du er en so!", råbte hun til mig og anklagede mig for at være skyld i, at bussen blev forsinket," husker Gitte Christensen, som rystet over situationen ringede til Movia.

Både for at klage over chaufføren og for at få bekræftet reglerne for busbilletter til hunde, så hun kunne overbevise chaufføren om, at Gitte Christensen har ret.

"I forbindelse med at jeg indgav klagen, bad Movia om bussens nummer, så jeg rejste mig op og gik frem i bussen for at se nummeret. Mens jeg stod i midtergangen, bremsede chaufføren pludseligt uden grund voldsomt op, så jeg blev kastet hårdt frem mod forenden af bussen. Det virkede klart, som om det var i ond hensigt. Jeg blev banket op mod forruden og slog både ryggen, skulderen, lænden samt knæet, og det gjorde så ondt, at jeg troede, at jeg skulle besvime," fortæller en rystet Gitte Christensen.

Det første, hun tænkte på, var hendes hund, som var alene i sit net på sædet, men den var blevet kastet ned på gulvet og samlet op af to kvindelige medpassagerer, som sad med den.

"Jeg var fuldstændig rystet og chokeret og bad om at blive sat af. Det nægtede chaufføren, som sagde, at jeg skulle blive på bussen, til den kom frem til endestationen. Jeg ville bare af på grund af chok og smerter, men det kunne jeg altså ikke få lov til. Hun kortsluttede fuldstændig," fortæller Gitte Christensen, som dog havde det held, at to kvinder skulle på bussen ved et af de næste stoppesteder.

"I må hjælpe mig med at komme af," sagde jeg til kvinderne, og det endte da også med, at jeg kom af der. Ikke ved mit planlagte stoppested, men jeg skulle bare af," husker hun, som om aftenen var på skadestuen og hos egen læge næste morgen. Hun kontakter også politiet for at indgive en anmeldelse.

Da Gitte Christensen nogle dage senere kontakter Nordsjællands Politi for at sikre sig, at anmeldelsen af chaufføren var korrekt registreret, blev hun temmelig overrasket:

”Jeg fik nærmest et chok, da politidamen kunne fortælle mig, at chaufføren havde anmeldt mig for vold mod nogen i offentlig tjeneste," fortæller Gitte Christensen.

Tiltalen mod Gitte Christensen for vold mod chaufføren er netop afgjort ved retten i Hillerød. Det blev en pure frifindelse.

Den oprindelige sag — altså Gitte Christensens anmeldelse af chaufføren — er derimod afsluttet uden tiltale.

Anklager Kristian Meyer, Nordsjællands Politi, forklarer, at en sag mod buschaufføren som tiltalt efter anklagemyndighedens opfattelse ikke ville kunne føre til en domfældelse og derfor blev sluttet:

”Den sag har jo to sider, men vi har vurderet den her sag objektivt, som vi altid gør. Anklagemyndighedens opgave er jo at tage stilling til, om der kan rejses tiltale. På baggrund af de foreliggende oplysninger – først og fremmest videoovervågningen i bussen - har anklagemyndigheden så vurderet, at der ikke var belæg for at rejse tiltale mod buschaufføren, fordi omstændighederne ikke kunne bevises på en måde, der kunne føre til domfældelse.”

Gitte Christensen har nu kontaktet busoperatøren og bedt om erstatning for sin oplevelse i bussen.

Publiceret 20 March 2019 07:00