Med aftalen mellem regeringen og DF er der flertal for at forlænge Hillerødmotorvejen. Foto: Mette Dolmer Thygesen

Med aftalen mellem regeringen og DF er der flertal for at forlænge Hillerødmotorvejen. Foto: Mette Dolmer Thygesen

Er regeringens motorvejsplan valggas? 'Kritikerne kan kalde det, hvad de vil'

Regeringen og DF præsenterede i sidste uge en plan, som blandt andet indeholder en forlængelse af Hillerødmotorvejen

Af
Claus Johansen

Regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede i sidste uge en infrastrukturplan, som indebærer, at der kommer motorvej til Frederikssund og Hillerød.

Af aftaleteksten fremgår det dog, at forlængelsen af Hillerødmotorvejen først sættes i gang i 2023.

Aftalen kommer efter længere tids forhandling mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Den sikrer 3,4 milliarder kroner til en forlængelse af Frederikssundmotorvejen og yderligere en milliard kroner til en forlængelse af Hillerødmotorvejen.

Men er oplægget infrastrukturplanen bare et rent valgoplæg? Regeringen og Dansk Folkeparti kan ikke nå at få projektet gennemført inden valget - og hvis de mister flertallet, hvad sker der så?

Den kritik har Ugeposten forelagt det nordsjællandske medlem af Folketinget for Venstre Hans Andersen.

”Vi spilder alt for meget tid på at sidde i kø på vejen i stedet for at bruge tid med familien, og det skal være slut” siger Hans Andersen, der mener, at aftalen har stor betydning for virksomheder og kommuner i Nordsjælland.

Kritikere kalder det her udspil for et valgoplæg?

”Det er første gang, at der sort på hvidt er lavet en aftale om at finansiere motorvejen helt til Hillerød. Hvis der er et blåt flertal efter valget, så er det den aftale, der gælder.”

Men I kan jo ikke nå at få det vedtaget, inden der skal være valg?

”Jeg glæder mig over, at et flertal i Folketinget nu har sat sig sammen og lavet en aftale, der binder de partier på at lave en motorvej til Hillerød. Det er stærkere end at love det i en valgkamp. Kritikerne kan kalde det, hvad de vil. Jeg glæder mig over, at der har været vilje til at lave en aftale nu,” siger Hans Andersen.

Publiceret 19 March 2019 10:30