Den nye Søren Kierkegaard-rute begynder ved Stejlepladsen i Gilleleje Havn, forklarer Jakob Aagaard, der sammen med en anden Allerød-borger står bag den nye interaktive vandrerute. Pressefoto.

Den nye Søren Kierkegaard-rute begynder ved Stejlepladsen i Gilleleje Havn, forklarer Jakob Aagaard. Herefter går den til Café Kystgården, hvorfra man slår en sløjfe og går tilbage forbi stenen, videre ad Gilbjergstien og tilbage til Stejlepladsen. Pressefoto.

'Af alle latterlige ting er det mest latterlige, at vi har så travlt'

'Dette sted har bestandigt været et af mine yndlingssteder'. Sådan skrev Søren Kierkegaard om Gilleleje. Nu kan du også opleve, hvad Kierkegaard oplevede

Af
Jeppe Helkov

"Det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe"

I 1835 stod Søren Kierkegaard på Gilbjergstien i Gilleleje. Og stirrede ud over Kattegat. Reflekterede over livet — og om blot at være et lille menneske i den store, store verden. Her faldt ovenstående ord. Nu bliver Søren Kierkegaards eviggyldige ord igen aktuelle for Gilleleje.

De sidste fem år har Jakob Aagaard arrangeret gåture rundt i store dele af verden for erhvervsledere, der trængte til at trække stikket: At stoppe op og give tankerne frit spil i en hektisk hverdag. Et lignende koncept bliver nu også rullet ud i Gilleleje. Her begiver man sig bare ud på gåturene alene eller sammen med andre ligesindede, der trænger til noget mentalt frirum.

"At være i naturen skaber en ydmyghed. Vi kommer ud fra kontorlokalerne og finder ud af, at der er højt til loftet. Og som Søren Kierkegaard jo også selv erfarede, da han stod ved Gilbjergstien, hvor der er en fantastisk sammensmeltning af hav, natur, frisk luft og stilhed. Det var meditativt for ham. Det håber jeg også, det kan være for andre," siger han.

Jakob Aagaard har derfor udviklet en app, man kan hente på sin telefon. På app'en er et kort med en vandringsrute på 12 kilometer rundt i det naturskønne Gilleleje. Ud forbi Nakkehoved Fyr og tilbage mod Gilbjergstien. Undervejs på gåturen møder man 12 poster. Hver post indeholder et citat fra Søren Kierkegaard og to-tre spørgsmål, der kan få en til at reflektere.

App'en er lavet så smart, at citatet automatisk kommer op på din telefon, når du nærmer dig posterne. Og vil du ikke gå alle 12 kilometer, kan du bare starte et sted og så gå, til du ikke orker mere. Så husker app'en, hvilke poster du har været ved.

Jakob Aagaard har gennem sine år som vandreturs-leder ved selvsyn set, hvad gåture i andres selskab kan.

"De forløsende ved at vandre i stedet for at sidde stille og kigge hinanden i øjnene er, at der stadig er en intim relation, fordi man går skulder ved skulder. Men man har ikke øjenkontakt. Det er en stor befrielse for mange. Forskningen viser også, at når man er i bevægelse og bruger sin krop, øges evnen til at tænke kreativt med 65 pct. Der sker noget, når kroppen bliver aktiveret. Det gør, at man måske kommer ud af nogle tankespor, man ellers ikke ville være endt," siger han og fortæller, at især én ting ved Søren Kierkegaard har tiltalt ham.

"Kierkegaard tager fat i det mest essentielle i livet: Det at forholde sig til sig selv. Jeg ved godt, at Kierkegaard levede i en tid, hvor kirken fyldte meget. Det gør den ikke i samme grad i dag. Men jeg synes alligevel, at han er mere aktuel end nogensinde. Mange af os har svært ved at finde fodfæste, fordi det går så stærkt."

"Allerede i midten af 1800-tallet gjorde Kierkegaard jo nærmest grin med den fortravlethed der allerde var dengang. Han holder ved Knippelsbro, der er gået op. Og folk tripper og tripper. Så siger han, at af alle latterlige ting er det mest latterlige, at vi har så travlt. Så hans refleksioner er i den grad stadig aktuelle i dag. Alle vil kunne få noget ud af det."

Og så er vi tilbage ved det indledende citat. Om at finde meningen med livet for én selv. Her tror Jakob Aagaard, at en vandretur i naturen i Gilleleje med Søren Kierkegaards refleksioner ved hånden kan være livsændrende.

"Der er så mange, der har travlt og føler sig stressede — og måske også føler, at de er kommet på afveje i forhold til, hvor de drømte om at være i livet. Der kan sådan en tur her få dem til at tænke over, om man er, hvor man reelt gerne vil være. Få en til at stoppe op i livets hamsterhjul," siger Jakob Aagaard.

"Søren Kierkegaard var i store dele af sit liv jo i tvivl om, hvad han skulle med sit liv. Skulle han blive teolog, filosof eller skuespiller. Hvad skulle han egentlig med sit liv. Den søgen efter at finde et reelt svar på, hvad man vil med sit liv, er der også mange der har i dag. Jeg tror, at når man finder den, falder der også en ro. Så er man ikke længere i tvivl."

Jakob Aagaards app hedder 'Kierkegaard by nature' og kan hentes fra den 5. maj.

Publiceret 16 March 2019 07:00