Det var en konflikt over Preben Byskovs grund i Helsinge, der førte til, at han mandag skød og dræbte Poul Erik Schwærter. Her ses Preben Byskov. Arkivfoto: Jan F. Stephan

Det var en konflikt over Preben Byskovs grund i Helsinge, der førte til, at han mandag skød og dræbte Poul Erik Schwærter. Her ses Preben Byskov. Arkivfoto: Jan F. Stephan

Tilstår drab på tidligere Venstre-politiker: Skød ham i sengen

Af
Jeppe Helkov

Det var den tidligere Venstre-politiker 74-årige Poul Erik Schwærter, der sidste mandag blev skudt og dræbt i Nellerød ved Helsinge. Det kom frem under et grundlovsforhør dagen efter drabet. Her blev 73-årige Preben Byskov fremstillet og sigtet for at have begået drabet.

Og han erkendte, at han havde skudt Poul Erik Schwærter, mens han var på vej ud af sin seng. Han nægtede sig dog skyldig i drab, men erkendte vold med døden til følge.

"Han har gjort mig ondt," forklarede Preben Byskov selv i et grundlovsforhøret i Retten i Helsingør. Her fortalte han også, at han mente, at Poul Erik Schwærter havde 'ødelagt hans liv'.

Preben Byskov og Poul Erik Schwærter var ellers gode bekendte. Den nu drabssigtede forklarede selv i retten, at de tidligere havde været bedste venner. Men noget var gået galt.

7600 tons lort

For at forstå det er vi nødt til at skrue tiden tilbage. Sagens udgangspunkt findes hjemme hos Preben Byskov. På Idrætsvej 19 i Helsinge.

I maj 2017 var Ugeposten på besøg. For at tale om den sag, der helt tydeligt plagede og havde plaget Preben Byskov i flere år.

På sin grund har Preben Byskov en sø. Op ad den sø ligger et kommunalt overløbsbassin. En servitut fra 1957 gør, at det er mulig for kommunen at lede regnvand ud i søen, når der er overløb på kloaksystemet.

Men Preben Byskov mente ikke, at det kun var regnvand, der var blevet ledt ind på hans grund. Faktisk mente den drabssigtede, at hans baghave var 'fyldt med 7600 tons lort'. Derudover mener han, at kommunen ikke har passet kloakrørene. Det mente han betød, at vandet ikke blev ledt væk igen.

Preben Byskov fremviste Ugeposten billeder, der viste, at søen flere gange var løbet over sine bredder, så vand, afføring, præservativer og hygiejne-bind dækkede store dele af hans 8.580 kvadratmeter store grund.

Og det mente Preben Byskov havde forurenet hans sø og grund så meget, at alt liv i søen var forsvundet — og at han nu reelt var stavnsbundet til sit hus, fordi det på grund af forureningen ikke kunne sælges.

"Min sø er jo reelt død. Før var der fiskehejrer, fisk og guldsmede i den — og hundene drak af vandet. Der var så meget liv i. Det er fuldstændig væk nu," sagde Preben Byskov i maj 2017 til Ugeposten.

'Er ikke paranoid'

“Det sværeste har været at overbevise mine børn om, at jeg ikke er paranoid. De kan slet ikke forstå, at der kan være så mange problemer. 'Jeg kan godt høre, hvad du siger far, men det kan ikke passe', siger min datter. Det har været utrolig svært. Der er modstand fra alle sider. Det kræver alle kræfter. Det har været sindssygt hårdt,” fortalte han videre.

Men kommunen mente ikke, at den var skyld i forureningen. I stedet mente de, at forureningen skyldtes et gartneri, der tidligere havde ligget på grunden. Derudover fortalte de også, at Preben Byskov havde nægtet folk adgang, når der skulle laves prøver fra søen. Derfor strandede sagen dér.

Ugeposten har siden talt utallige gange med Preben Byskov om hans grund. Men fordi der ikke skete noget nyt i hans sag, beskyldte han Ugeposten for 'at være i lommen på kommunen' og undertegnede i at 'være en kujon af højeste karat', fordi vi ikke kunne løse hans sag. De mange beskyldninger blev til sidst så grove, at Ugeposten måtte bede Preben Byskov om at forlade avisens kontor.

På samme måde beskyldte Preben Byskov Poul Erik Schwærter for at være gået bag om ryggen på ham. Poul Erik Schwærter var i årsvis medlem af byrådet for Venstre i den daværende Helsinge Kommune, og Preben Byskov beskyldte i retten Poul Erik Schwærter for at 'bruge sine politiske forbindelser til at gå bag om ryggen på ham' i sagen om den forurenede grund.

Tog antidepressiver

"Han var min allerbedste ven, men han gik til kommunen omkring mine grunde. Jeg kan ikke sælge, og er tæt på en konkurs. Jeg har sovet dårligt i månedsvis og de sidste tre-fire dage slet ikke. Jeg har en masse spekulationer og ville tage ned for at snakke med ham," forklarede Preben Byskov, der også fortalte, at han tog antidepressiv medicin.

Den sigtede fortalte, at han var taget ud til Poul Erik Schwærter for at konfrontere ham med det hele. Preben Byskov var gået op i Poul Erik Schwærters soveværelse.

"Jeg ville spørge ham, om han kunne være det bekendt, som han havde gjort imod mig. Jeg vækkede ham, og han grinede bare hånligt," lød forklaringen.

Da Poul Erik Schwærter satte sig op i sengen, ladede Preben Byskov sit jagtgevær med den ene patron, men fumlede og tabte den anden.

"Jeg trykker af cirka halvanden meter fra ham. Jeg ved ikke, hvor jeg rammer ham. Jeg skyder den ene gang, så går jeg min vej," forklarede Preben Byskov.

'Jeg har skudt din mand'

Preben Byskov gik efterfølgende ind til Poul Erik Schwærters hustru, der sad i værelset ved siden af.

"Jeg har skudt efter din mand. Jeg ringer til politiet. Der var ingen grund til at løbe fra det," sagde Preben Byskov.

Poul Erik Schwærters hustru ringede også selv til alarmcentralen, hvor hun fortalte, at hendes mand var blevet skudt i ryggen — og at hun havde hørt gerningsmanden råbe: 'Du har ødelagt mit liv', lige inden han skød.

Men Preben Byskov nægter sig altså skyld i drab. Forsvarer Jan Aarup spurgte i retten sin klient, hvorfor han havde taget sit jagtgevær med, da han kørte hen for at tale med Poul Erik Schwærter.

"Måske for at skade ham. Det kunne aldrig falde mig ind, at slå ham ihjel. Slet ikke," svarede Preben Byskov, der bebrejder Poul Erik Schwærter, at han ikke havde løst problemet med hans grund.

"Han har ødelagt mit liv. Han kunne rette op på det med et pennestrøg," sagde han.

Preben Byskov blev af retten varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for drab. Han kærede ikke sin varetægtsfængsling.

Publiceret 12 March 2019 10:22