I udkanten af Gilleleje driver Tina og Christian Bahr chokoladeværkstedet Jota.

I udkanten af Gilleleje driver Tina og Christian Bahr chokoladeværkstedet Jota.

Håndruller 70.000 kr. påskeæg: Her laver de chokolade som i gamle dage

I et industrikvarter i Gilleleje ligger en lille chokoladefabrik. Her styrer Christian Bahr produktionen, mens hans søster styrer kontoret. Resultatet er chokolade af den gamle skole

Af
Marie Varming

Tina og Christian Bahr var kun henholdsvis 23 og 21 år, da de hørte om chokoladeværkstedet Jota. Dengang lå det i Københavns nordvestkvarter og var allerede dengang i 1984 et gammelt foretagende.

”Christian er uddannet bager og konditor, men han var træt af at arbejde om natten. Jeg var lige blevet uddannet inden for kontor og handel, og så foreslog Christian, at jeg gik med ind i virksomheden. Jeg fik en regnemaskine og en prisliste, og så kunne jeg gå i gang med det,” husker Tina Bahr Bendz med et smil.

To medarbejdere sætter mandler på toppen af de små marcipanstykker, når de har fået chokoladeovertræk.

To medarbejdere sætter mandler på toppen af de små marcipanstykker, når de har fået chokoladeovertræk.

Derfor endte søskendeparret med deres helt eget chokoladeværksted.

”I starten lå vi vandret og anede ikke, hvad vi gik ind til. Der var intet skrevet ned som opskrifter, men vi blev bare kastet ud i det, for den gamle ejer, som skulle have hjulpet os i gang det første år, døde pludselig,” siger Tina.

I 2008 flyttede de to søskende virksomheden til Gilleleje, hvor de selv bor. Bygningen, Jota hidtil havde holdt til i, skulle rives ned.

”Vi mærkede ikke finanskrisen det år. Vi havde så travlt med at flytte, og vi havde faktisk et fint julesalg. Men året efter kunne vi mærke det. Virksomhederne sparede gaverne væk, og det betød selvfølgelig noget for chokoladesalget,” husker hun.

For at holde skindet på næsen sagde Jota farvel til et par medarbejdere, og søskendeparret lagde bare endnu mere energi i produktion og salg.

Jota har valgt at beholde meget af det gamle sortiment, som eksisterede allerede i midten af 1900-tallet. Men der er også et stort marked for den mere moderne flødebolle.

Jota har valgt at beholde meget af det gamle sortiment, som eksisterede allerede i midten af 1900-tallet. Men der er også et stort marked for den mere moderne flødebolle.

”I starten var jeg også med i produktionen, men det har jeg slet ikke tid til mere,” siger Tina fra sit skrivebord i Jotas kontor.

Her sidder hun til hverdag bag en computerskærm, men et væld af kulørte post-it-lapper, som vidner om, at Tina står for alt fra markedsføring til regnskaber og ordrer i den lille virksomhed.

Ude i produktionslokalet står Christian og fodrer en chokoladeovertræksmaskine med små marcipanstykker, mens to unge medarbejdere sætter mandler på toppen af de små stykker, når de kommer ud af maskinens modsatte ende.

Lige nu er der travlt, for selv om månederne november og december er der, hvor Tina registrerer allermest overarbejde, så går julen direkte over i påsken i chokoladebranchen.

”Sidste år håndrullede vi 70.000 påskeæg. Alt er jo håndlavet her,” siger hun.

Kunderne, som før i tiden var byens fine chokoladeforretninger, er i dag snarere restauranter, firmaer, delikatesseforretninger og grossister.

Jota har valgt at beholde meget af det sortiment, som eksisterede allerede i midten af 1900-tallet som for eksempel de domino-formede julesnitter og fyldte chokolader i guldæsker, som stadig sælger rigtig godt. Men der er også et stort marked for den mere moderne flødebolle, som isbutikkerne aftager.

I dag er Jota oppe på niveau igen efter den hårde krise, og medarbejderstaben er på otte personer, når de er fuldtallige i højsæsonen.

”Vi har mærket kriserne. Vi er jo dem, der mærker det mest, for det er i det søde, folk skærer, når krisen kradser,” siger Tina.

Hun kan ikke forestille sig at have et andet job, efter hun nu i 35 år har været ansat af sin egen bror.

”Der er mange, der har sagt, at det ville vi ikke kunne, men det har vi gjort. Vi kan snakke sammen om det meste,” siger hun.

Jota

Etableret: Omkring 1947, men ingen ved det med sikkerhed

Omsætning: Det er en forretningshemmelighed

Ansatte: Otte for tiden, men det svinger med sæsonerne

Produktion: Cirka 35 tons om året

Hjemmelavet

Det er populært at spise lokalt, og i Gribskov har du gode muligheder for at få fingre i delikatesserne. Ugeposten sætter spot på lokale fødevareproducenter.

Publiceret 07 March 2019 07:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk