Emmelie de Forest spiller i Gribskov Kultursal den 22. februar. Pressefoto.

Emmelie de Forest spiller i Gribskov Kultursal den 22. februar. Pressefoto.

Dansk MGP-vinder taler ud: 'Jeg kunne ikke genkende mig selv'

Vejen mod stjernerne var banet, da Emilie de Forest som 20-årig vandt Eurovision. Men hun måtte hurtigt erfare, at hendes mening var underordnet for pladeselskabet. Nu skulle der nemlig tjenes penge

Af
Jeppe Helkov

I 2013 var hun på toppen. Som bare 20-årig havde Emmelie de Forest gjort det, kun to danskere havde præsteret før: At vinde det internationale Melodi Grand Prix. I finalen havde hun tilmed fået det højeste antal point nogensinde for en dansk sang. Men højt at flyve, dybt at falde, som en af klicheerne lyder.

Få måneder efter måtte Emmelie de Forest aflyse en koncertturné. Den officielle forklaring var, at hun 'ville fokusere på sangskrivningen'. Men hendes manager fortalte, at der heller ikke var solgt nok billetter.

"Det er ikke gået helt som ventet," sagde han dengang.

Men Emmelie de Forest er ikke lige til at slå ud. Siden har hun arbejdet hårdt med sin musik. Har kappet båndene til sit tidligere pladeselskab og står nu på egne ben. Derfor var det også en noget atypisk mail, der i januar tikkede ind i Ugepostens mail-indbakke.

Skulle ske mere

"Jeg skal spille koncert i Gribskov Kultursal d. 22. februar. Ville du være interesseret i at mødes til en snak? Vh Emmelie," lød det i mailen fra Emmelie de Forest. Og det er uhørt. I en tid hvor medier nærmest skal sætte hele dage af og skal igennem et hav af pressefolk, hvis et interview med 'en af stjernerne' skal opnås, går Emmelie de Forest andre veje.

Bookingbureauet er droppet. Nu styrer hun det hele.

"Jeg gik fra mit bookingbureau, fordi jeg gerne ville have, der skulle ske lidt mere. Jeg har haft en oplevelse af, at hvis man selv er mere hands-on med tingene, så er man sikker på, at der sker noget. Selvom det selvfølgelig giver meget ekstra arbejde," siger hun.

Karriereplanen for Emmelie de Forest var ellers lagt, da hun i 2013 vandt Eurovision. Der var masser af hype, efter hun på scenen i Malmø havde lagt hele Europa for sine bare fødder. Og der var penge og masser af mennesker, der nok skulle sørge for, at hun kunne ride videre på den succes.

Rejste Europa rundt

Men Emmelie de Forest kunne hurtigt konstatere, at pladeselskabet og folkene omkring hende i virkeligheden ikke gik så meget op i, hvad hun mente og tænkte.

"Det var helt vildt at vinde. Og i en så ung alder. Efter jeg havde vundet, var der virkelig travlt. Man skal ud, mens der er en hype omkring én. Så jeg var rundt i hele Europa og var med i forskellige tv-shows for at promovere mit album. Det var en spændende tid. Men efter et par år følte jeg, at jeg ikke kunne genkende mig selv i det," husker hun tilbage.

"Der var fart på, og jeg skulle bare have noget musik ud. Der skulle laves et album på ingen tid. Jeg synes faktisk, det blev et rigtig godt album, når man tænker på, hvor kort tid jeg havde. Men jeg nåede ikke igennem processen omkring, hvilken artister jeg overhovedet havde lyst til at være. Hvordan skal lyden være? Hvordan skal mit første album være? Det var der ikke rigtig tid til, fordi der var mange mennesker og mange penge involveret. Hvad artisten mente og tænkte fyldte ikke så meget."

Tog kontrollen selv

Tankerne begyndte derfor at spire hos Emmelie de Forest. Skulle hun forlade sit pladeselskab? Et pladeselskab de fleste musikere ville give deres højre arm for at lave en aftale med.

"Det var frustrerende at være i det. Men det krævede mod og tid, før jeg brød med dem. Det er skræmmende at stå på egne ben, når man er ung. Mange musikeres største drøm er at blive signet og have alle de folk omkring én. Men det er nok kun, indtil man prøver det. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg havde brug for at tage kontrollen selv."

Men friheden har en pris. Emmelie de Forest er bevidst om, at hun nu risikerer at spille for en halvtom kultursal i Helsinge, fordi hun ikke har et selskab til at promovere hende. Men den tanke skræmmer hende ikke.

"Det er the name of the game. Det gode er, at jeg også var ude at spille inden Eurovision. Der har jeg spillet for mange halvtomme sale, eller hvor der bare kom 20 mennesker. Det giver én noget hår på brystet og gør, at man ikke bliver slået ud af det. Og man kan faktisk godt lave nogle gode koncerter, selvom der kun er 20 eller 30 mennesker. For mig handler det om stemningen i salen – og ikke om antallet af mennesker."

Derfor er hun også klar til at give den fuld gas, når turen den 22. går til Gribskov.

"Jeg spiller både de gamle sange og de nye. Så kommer der nok også nogle cover-numre. Samtidig er der nogle ligheder fra min først tour. Der er stadig det organiske med rigtige trommer og akustiske guitarer. Men der er også elguitarer og en omnichord. Det bliver en blanding af det organiske og mere elektroniske," siger hun.

Publiceret 13 February 2019 10:00

SENESTE TV

Spil bingo og hjælp SOS Børnebyerne

Hjælp SOS Børnebyerne arrangerer bingospil torsdag 21. Marts.

Denne dag kan du spille og støtte en god sag . Det sker i "Det Gamle Posthus" på Stationsvej i Gilleleje. SOS Børnebyerne er klar med masser af spilleplader og gevinster. Overskuddet fra dagen går ubeskåret til SOS Børnebyerne.

Det er SOS Børnebyernes Lokalgruppe, der står for arrangementet, og de håber, at både garvede bankospillere og nybegyndere har lyst til at være med og støtte den gode sag.

”Vi har været rundt i byens butikker for at få sponsoreret gaver til arrangementet. Det har været en meget positiv oplevelse. Vi mærker stor velvilje og god opbakning til den indsats SOS Børnebyerne gør rundt om i verden for at hjælpe forældreløse og udsatte børn,” siger Anni Sejrsbøl fra lokalgruppen.

Kapp