"Når man kommer fra Helsinge, ved man virkelig, hvad social kontrol er," siger forfatteren Leonora Christina Skov. Foto: Sofie Matthiasen/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Vinder mest prestigefyldte bogpris: 'At dømme Helsinge er op til læseren'

Leonora Christina Skov vandt i sidste uge De Gyldne Laurbær. Det er dog ikke hendes fødeby Helsinges fortjeneste, mener hun. Og dog.

Af
Marie Varming

Det er ingen hemmelighed, at forfatteren Leonora Christina Skov kommer fra Helsinge. Faktisk fylder byen en del i 'Den, der lever stille', en bog som i sidste uge blev præmieret med De Gyldne Laurbær.

I 'Den, der lever stille', udstiller Leonora Christina Skov sin egen barndom som lesbisk i skabet, datter af en neurotisk mor, mobbeoffer i en by, der føles som en spændetrøje, mens hun drømmer om storbyen.

"Ja, det er vel nærmest en tredjedel af bogen, der handler om Helsinge. Og det er vist ikke altid lige positivt," siger 42-årige Leonora Christina Skov til Ugeposten.

"Helsinge var simpelthen et sted, jeg ikke følte mig hjemme. Jeg følte mig anderledes, og jeg havde svært ved at få venner. Jeg kunne ikke springe ud (som lesbisk, red.), og jeg følte mig i det hele taget meget forkert i Helsinge."

Social kontrol i Helsinge

I den der lever stille nævnes Helsinge ved navn for første gang i Leonora Christina Skovs forfatterskab. "Jeg har lige siddet og indlæst mine gamle bøger, og jeg var overrasket over hvor meget Helsinge fylder uden at være nævnt ved navn. Champagnepigen handlede i høj grad også om Helsinge, men det stod ikke direkte."

Men har Helsinge så gjort noget godt for forfatterskabet, selv om den tydeligvis ikke gjorde noget godt for hendes barndom?

"Når man kommer derfra, ved man virkelig, hvad social kontrol er. Uden at det er noget man taler om. Man taler om hinanden, og alle ved alt om hinandens affære – undtagen ægtefællen. Men alle nede i Synoptik ved det i hvert fald," siger Leonora Christina Skov og tænker sig lidt om.

"Altså det er jo dejligt for dem, der godt kan lide det. Men alle andre ses der skævt til."

Hun synes ikke, det har været et problem for hende at skrive så direkte om sin barndomsby.

"Jeg skriver jo ikke direkte, at folk er idioter i Helsinge, men jeg skriver, hvordan jeg oplevede det. At dømme Helsinge er op til læseren."

"Jeg har i øvrigt ikke ret mange venner tilbage i Helsinge," tilføjer hun.

Fortiden i boghandlen

Det er dog ikke helt rigtigt, for da forfatteren for nyligt var i sin fødeby for at signere bøger hos boghandlen, var der mange, der gerne ville møde hende.

"Det var sådan en dag med dårligt vejr, og der var nogen, der holdt schæferhundetræf lige foran jeres (Ugeposten Gribskovs, red.) redaktion. De stod og gøede ad mig, da jeg kom gående ned ad gågaden. Der var ikke et øje. Det viste sig, at de alle sammen stod inde hos boghandleren. Der var stuvende fuldt. Jeg mødte min dagplejemor, der stod iklædt guldlamé og råbte ”tutteluuut” til mig, og en fra Helsinge Brass Band, som jeg spillede trompet i engang. Det var hele min fortid, der stod i den boghandel."

”Det sjove var, at hver og en, der gik hen til mig og rakte mig bogen, så jeg kunne skrive i den, sagde: 'Jeg er tilflytter'.

Leonora Christina Skov griner igen.

"Der er ingen, der vil indrømme, at de er syvende generations Helsingeborgere."

De gyldne Laurbær overrækkes hvert år til en forfatter, som er populær blandt læserne. Der følger ingen penge med prisen, men derimod en stor hyldestfest.

Publiceret 05 February 2019 10:45