10.000 glade turister strømmer til Tisvilde under Musik i Lejet. Og de lægger millioner af kroner i kassen, lyder det i dette debatindlæg. Foto: Jan F. Stephan

10.000 glade turister strømmer til Tisvilde under Musik i Lejet. Og de lægger millioner af kroner i kassen, lyder det i dette debatindlæg. Foto: Jan F. Stephan

DEBAT: Musik i Lejet bidrager med millioner til lokalområdet

Af
Esben Marcher,

Sekretariatschef, Dansk Live (interesseorganisation for festivaler og spillesteder)

DEBAT I Dansk Live følger vi interesseret med når der er en livlig debat omkring nogle af vores medlemmer. Langt overvejende er debatten og omtalen af festivaler i Danmark meget positiv. Og med god grund.

For festivaler er blevet en af de oplevelser, som flest danskere deltager i - og gerne gør det igen, år efter år. I 2017 deltog 41% af danskerne således i en livekoncert eller festival.

Jeg har med interesse fulgt debatten omkring Musik i Lejet på Facebook og i Ugeposten og håber at kunne belyse et par andre vinkler med dette indlæg.

Det er vigtigt for mig at nævne, at jeg indtil for 2 år siden var først formand for og siden medlem af bestyrelsen i foreningen bag Musik i Lejet. Jeg udtrådte dog af bestyrelsen da jeg startede mit nuværende job som sekretariatschef i Dansk Live.

Jeg har tidligere været arrangør af SPOT-festival i Aarhus, og arbejdet i arrangørbranchen i mange år.

Nogle festivaler giver overskud og deler ud. Andre er enten kommercielle og tjener penge til sig selv, og andre igen laver slet ikke overskud. Det er en heldig position for en festival overhovedet at kunne uddele et overskud til velgørende formål.

I 2018 så vi flere festivaler kæmpe med billetsalg og endda gå konkurs. Markedet er hårdt spændt for, da mange af de danske festivaler konkurrerer indbyrdes. Det stiller store krav til en moderne festival at være veldrevet.

Det er slet ikke nok at der blot er en scene og kolde øl - der skal være et reelt kvalitetstilbud, der kan konkurrere med den højeste standard inden for en lang række parametre: mad, musik, kunst, events, pladsarkitektur, drikkevarer osv. Det giver slet ikke sig selv at en festival, bliver en succes.

Min oplevelse af Musik i Lejet er, at der er tale om en usædvanligt veldrevet festival, som fra starten har lagt meget stor vægt på en god dialog med naboer. Kritikere såvel som støtter.

Musik i Lejet har fra starten arbejdet seriøst med at skabe og udvikle en organisation og en kultur, som kan bære festivalen i mange år frem. Ligeledes er Musik I Lejet sat i verden for at give tilbage til lokalområdet. Hvilket tydeligst ses igennem den årlige uddeling af overskud.

En festivals overskud og uddeling er dog langt fra alt en by får ud af at rumme en festival. Der er en anden, helt kontant afregning:

Festivalgæster bruger penge. På festivalpladsen, men i høj grad også i den omkringliggende by. En rapport, som Dansk Live i 2011 fik udarbejdet af Rambøll, viste, at en gennemsnitlig festivalgæst bruger mere end 550 kr. om dagen (2011-tal - fremskrevet til 2018 svarer det til mere end 600), og hos de mindre festivaler viser undersøgelsen, at mere end en tredjedel bruges udenfor festivalpladsen.

Hvis de tal holder for Musik i Lejet, betyder det at der omsættes for omkring 6 millioner på tre dage i de lokale butikker og restauranter.

Det er ikke usædvanligt i festivalbyer, at butikker mv opnår mere end en tredjedel af deres årlige omsætning, alene under festivaldagene.

En helt frisk undersøgelse af de lokaløkonomiske effekter i Odense omkring Tinderboxfestivalen, viser det samme: Odense kommunen opnår i deres festivaldage en meromsætning på næsten 45 millioner kr. Omregner man disse tal til Gribskov ifm. Musik i Lejet, er tallet over 10 millioner kr. Og det er før man regner festivalens eget forbrug til håndværkere, materialer, og de mange andre lokale leverandører ind.

Dertil er der alle de afledte effekter:

- Branding af kommunen og byen som kulturby

- Markedsføring og medieomtale

- Bosætning - efter folk 'opdager' en by

- Identitet og sammenhold - stolthed

- Samarbejde med erhvervsliv og kommune

…og man kunne blive ved.

For langt hovedparten af de danske festivaler gælder det, at de er en central, samlende kraft i de lokalmiljøer de befinder sig i. De steder, hvor festivaler fungerer bedst, er der hvor der opstår et konstruktivt og gensidigt samarbejde mellem festivalen og for eksempel erhvervslivet, kulturlivet, foreninger i lokalområdet og kommunen.

Disse steder betragtes festivalen som en ufravigelig del af det lokale samfund med hvad dertil hører af opbakning og samarbejde. Det ansporer arrangørerne og de mange frivillige til at give en ekstra indsats, og det forstærker fællesskabet; at man arbejder sammen om en fantastisk begivenhed der både glæder og gavner.

Min ambition med dette indlæg er en stilfærdig appel til, at man tager hele billedet med i sin bedømmelse, og vurderer de eventuelt negative effekter sammen med alle de mange positive effekter.

Publiceret 01 February 2019 11:30

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk