Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Regeringen vil forlænge Hillerødmotorvejen

Af
Claus Johansen

Bilister og borgere i Gribskov og Hillerød kan glæde sig:

En forlængelse af Hillerødmotorvejen er på vej, hvis det står til regeringen. Det samme er tredje etape af Frederikssundsmotorvejen. De to vejprojekter er ”højt prioriteret” i regeringens hovedstadsudspil, som torsdag morgen blev præsenteret.

I hovedstadsudspillet står der:

”Regeringen vil prioritere, at kommende investeringer i infrastruktur omfatter Frederikssundmotorvejens 3. etape og Hillerødmotorvejens forlængelse fra Allerød til Hillerød.”

Det nordsjællandske folketingsmedlem Hans Andersen (V) er glad:

”Det er en fantastisk god nyhed. Jeg har jo kæmpet i årevis for de to projekter, så jeg er selvfølgelig meget glad. Det glæder mig på vegne af hele Nordsjælland og de mange mennesker, som bruger tid på at holde i kø. Og selvfølgelig også de mange virksomheder, som også lider under de dårlige vejforbindelser. Endelig giver det jo også rigtig gode udviklingsmuligheder for Gribskov Kommune,” siger Hans Andersen.

Om nogle uger kommer regeringen med et infrastrukturudspil. Men det ligger altså allerede nu fast, at regeringen prioriterer de to vejprojekter, som tilsammen koster omkring fem milliarder kroner.

Gribskovs borgmester, Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov), kalder også udspillet for en god nyhed. I en kommentar på facebook skriver han:

"Det er en god nyhed og godt kæmpet af flere folketingsmedlemmer. Men der er ingen tvivl om, at Hans Nicolai Andersen har en særlig fortjeneste i en eventuel endelig beslutning. Nu skal det jo lige vedtages, og vi venter fortsat på det samlede udspil fra regeringen, hvor vi håber, det bliver beskrevet, at forlængelsen skal gå til minimum Isterødvejen. Økonomisk støtte til en dobbeltrundkørsel i Helsinge er også en nødvendighed. Som borgmester i Gribskov mener jeg, det er positivt, at der nu er så stor opmærksomhed på vores trængselsudfordringer på Christiansborg."

Publiceret 24 January 2019 09:33