ASDFAF

ASDFAF

Politiet er rystet efter landsdækkende razzia: Pas nu på børnene!

Alt for mange har alt for travlt på vejene ved de nordsjællandske skoler. Sådan lyder det nu fra politiet

Af
Jeppe Helkov

Politiet kommer nu med en løftet pegefinger. Og en alvorlig én af slagsen. Årsagen er den nylige landsdækkende kontrol omkring skoler i hele landet. Her bonede billisterne i Nordsjælland negativt ud.

Politiet lavede razzia fra den 7-11. januar, og i Nordsjælland alene blev 356 bilister taget for færdselsforseelser. De tal overrasker politikommissær Nick Gall, der er leder af den operative færdselssektion i Nordsjællands Politi.

"Jeg er noget overrasket over, at så mange kører for stærkt ved skolerne, hvor det især er bløde trafikanter, der færdes," siger han.

I Gribskov stod politiet på fire skoler.

Her tjekkede de blandt andet, om børn og forældre huskede at bruge seler. Og det var langt fra alle, der gjorde det. I løbet af de fem dage registrerede politiet disse sager:

Gilbjergskolen:

    To børn, der kørte uden sele eller på anden måde ikke havde korrekte udstyr i forhold til alder

    Én cyklist uden lys på

Gribskolen:

    To børn uden sele eller korrekt udstyr

    Én personer der kørte uden kørekort

Ramløse Skole:

    Nul forseeelser, men flere børn under 15 år der ikke havde monteret eller tændt lygter

Bjørnehøj:

    To børn der ikke brugte sele eller ikke havde det korrekte udstyr i forhold til alder

Derudover lavede politiet også hastighedsmålinger på Parkvej ved Gilbjergskolen i Gilleleje. I løbet af den korte tid blev 15 bilister taget i at køre for hurtigt. I to af sagerne var fartoverskriddelsen så stor, at det gav et klip i kortet.

Det er især over for disse 15 bilister, at Nick Gall langer en løftet pegerfinger afsted. Specielt fordi politiet på forhånd havde meldt ud, at man ville lave fartkontrollerne.

"Det bekymrer os, at så mange er kørt forbi med høj hastighed omkring skolerne. Her færdes børn, der er helt nye i trafikken. Dem skal vi passe ekstra godt på."

"Det bliver endnu mere bekymrende, når man ser, at vi i vores politikreds har et højere antal dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister og fodgængere end gennemsnittet i resten af landet. Når man sammenholder det med, at en tredjedel af alle færdselsuheld, hvor der er dødelige udgang, er hastigheden årsagen. Det gør den her kombination med fartsyndere omkring skolerne endnu mere alvorlig," siger han.

"De bilister, der tilsyneladende har så travlt, må prøve at se, om ikke de kan komme lidt før hjemmefra. Så de har tiden til at få afleveret deres børn."

Nick Gall har derfor en klar opfordring til alle bilister.

"Når vi som forældre kører bil, passer vi selvfølgelig på vores egne børn. Men det er også vigtigt, at vi passer på andres børn. Vi vil jo også gerne have, at de andre trafikanter passer på vores børn. Det er et fælles ansvar. Det skal man huske på"

Mange uden cykellygter

"Vi har også oplevet rigtig mange tilfælde, hvor børnene ikke havde lys på deres cykler. Og manglende lys kombineret med mørket og en for høj fart hos bilisterne er bare farligt."

"Jeg håber, at de forældre, der især har børn i teenagealderen, vil være ekstra opmærksom på, om deres børn medbringer lygter, når de kører hjemmefra. Når man sender junior afsted, kan man lige sikre sig, lygterne er med."

Men selvom den landsdækkende razzia er slut, er der stadig større risiko for at få en bøde i den nærmeste fremtid.

"Vi nåede at være på 64 ud af 182 skoler her i Nordsjælland. Men vi håber, vi kan nå endnu flere i den kommende tid. Samtidig har vi også en kampagne, hvor vi tjekker cykler i uge fire. Så der vil vi også være ekstra synlige," slutter Nick Gall.

Publiceret 22 January 2019 00:00