Boligerne er inspireret af gamle pakhuse. Der opføres 40 boliger - 10 rækkehuse i ét plan og 30 boliger i to plan.

Boligerne er inspireret af gamle pakhuse. Der opføres 40 boliger - 10 rækkehuse i ét plan og 30 boliger i to plan.

40 lejeboliger på vej i Gilleleje

Lokal entreprenør vil bygge på Bavne Ager Eng

Af
Claus Johansen

byudvikling Byrådet har netop godkendt salget af et stykke jord på Bavne Ager Eng i udkanten af Gilleleje. Køberen er den lokale entreprenør Lasse Nikolaj Nørgaard, som vil opføre i alt 40 lejeboliger.

Der er endnu ikke vedtaget en lokalplan for området, men entreprenøren håber, at lokalplanen vil være klar i løbet af et halvt års tid: ”Ja, indtil videre har jeg jo bare et tom stykke jord,” siger Lasse Nikolaj Nørgaard, som er indehaver af Strandhavehus ApS.

Hans plan er at bygge 40 boliger - 10 rækkehuse i ét plan og 30 boliger i to plan. De kommer til at ligge omkring et naturbeskyttet sø- og moseområde og i fire størrelser på mellem 65 og 105 kvadratmeter til både unge, familier og seniorer.

Ventes færdigt i 2021

Entreprenøren vil opføre boligerne i tre faser, og det samlede projekt forventes færdigbygget i 2021.

”Vi ønsker at skabe et boligområde, som først og fremmest tilpasses den øvrige bebyggelse i området og som derved er med til at skabe en helhed for hele området på Bavne Ager.”

De 40 boliger kommer til at ligge omkring et naturbeskyttet sø- og moseområde.

De 40 boliger kommer til at ligge omkring et naturbeskyttet sø- og moseområde.

”De huse, vi i de forgangne år har opført på Bavne Ager, tager deres arkitektoniske afsæt i det gamle Gilleleje og de karakteristiske fiskerhuse. Inspirationen til det nye projekt er hentet i det, de fleste kender som gamle pakhuse, som ligeledes findes rundt omkring i de gamle og autentiske havnemiljøer. På den måde skaber vi en helhed mellem den eksisterende og den kommende bebyggelse,” siger Lasse Nikolaj Nørgaard.

Lejeniveauet er endnu ikke fastlagt:

”Men det er for os meget vigtigt, at området bliver et alternativ, hvor alle kan være med økonomisk,” siger Lasse Nikolaj Nørgaard.

Politiker: Vigtigt skridt

Formanden for udvalget Udvikling, By og Land, Pernille Søndergaard (Nyt Gribskov), glæder sig over de kommende boliger:

”Vi er i fuld gang med at styrke Gribskov Kommune som et attraktivt sted at bo, og salget af Bavne Ager Eng er et vigtigt skridt i den rigtige retning, som supplerer vores andre projekter på Møllebakken i Helsinge, Troldebakkerne nord for byen og flere andre,” siger Pernille Søndergaard.

Publiceret 22 January 2019 10:10

Amanda og Piazzolla i Tisvilde Bio

Film Så er der nye film på plakaten i Tisvilde Bio. En af dem er filmen 'Amanda'.

Den syvårige Amanda mister sin mor ved et terrorangreb i Paris. Det ændrer på alle måder hendes liv. Hendes onkel, David er lidt af en dagdriver og er løsansat i parkvæsenet. Han har et nært forhold til sin niece men slentrer ellers gennem livet på bedste beskub. En aften skal han mødes med sin kæreste og Amandas mor for at fejre hendes nyerhvervede kørekort. Han er som sædvanligt for sent på den. Da han ankommer er det utænkelige sket. Terrorens har stukket sit afskyelige fjæs frem.

David skal nu ud over chokket og tabet også tage vare på sin lille niece, men hvordan kommer de videre i livet og bringer håbet tilbage. Der er rørende scener i filmen, som når David i et forsøg på at glemme smider søsterens tandbørste ud. Amanda opdager helt sønderknust, at morens tandbørste er væk. Det er her i dagligdagens praktiske detaljer, at traumet slår igennem. Den slags detaljer blænder kameraerne normalt ned for, men her eksponeres savnet, så det gør ondt. Filmen vises 21., 22., 24. og 25. august klokken 20 samt 23. august klokken 15.

Dokumentar

'Piazzolla – The years of the Shark' er en dokumentarfilm om argentineren Astor Piazzolla (1921-1992). Han var et musikalsk geni, der formåede at forny tango-genren.

Filmen går tæt på manden og myten, og sammen med sønnen Daniel dykkes der ned i private lyd- og videooptagelser. Han var en af de største bandoneón-spillere i verden. Det er et instrument, der har meget tilfælles med harmonikaen. Han genopfandt tangoen som finkultur, der førte tangoen ind i koncertsalene. Den slags gjorde man ikke ustraffet. Tangoen var ikke længere en folkelig tilbedt dansemusik og nationalkultur, og befolkningen i hjemlandet Argentina var rasende. Han var slet og ret forræder. Dokumentaren vises 25. august klokken 16 og 28. august klokken 20.