Sådan så det ud, da en kran fra Gilleleje Havn forsøgte at rejse den væltede lastbilkran. Foto: Ask Peter Futtrup

Sådan så det ud, da en kran fra Gilleleje Havn forsøgte at rejse den væltede lastbilkran. Foto: Ask Peter Futtrup

'Kunne være gået helt galt': Kran væltede i Gilleleje

Af
Jeppe Helkov

Man skal huske at se sig godt for. Også selvom alle omkring dig ser ud til at have styr på tingene. Nogenlunde sådan må moralen lyde for de tilstedeværende på Gilleleje Havn mandag omkring kl. 12.50.

Her stod Ask Peter Futtrup nede på sin båd og var ved at ordne den. Sammen med hans kammerat jokede de med, at de da lige kunne spørge en lastbilkran, der holdt ved siden af, om ikke den kunne løfte båden op, så de kunne ordne nogle småting. Men pludselig lød et gigantisk brag.

"Kranen væltede. Der lød et kæmpe brag," siger Ask Peter Futtrup til Ugeposten.

Han fortæller, at lastbilkranen var ved at laste 8-10 lange egetræsplanker, der var omkring 10 meter lange.

"Men kranføreren har åbenbart ikke sat nok støtteben på, så den kunne modstå vægten. Så den væltede," siger han.

Heldigvis skete der ikke umiddelbart nogle større skader ved uheldet. Men det kunne være gået helt galt, siger Askt Peter Futtrup.

"Min kammerat gik over til kranføreren. Han har helt hvid i hovedet og sagde ikke noget. De er jo ret tunge, sådan nogle egetræsplanker - og kranen i sig selv. Og da lastbilen og kranen væltede stod han over på den anden side. Så han kunne ikke se, om nogen havde fået det hele i hovedet. For så var man altså blevet mast flad. Det kunne være gået helt galt," siger han.

Efter uheldet kom Gilleleje Havns kran til stedet og hjalp med at rejse lastbilkranen op igen.

Publiceret 21 January 2019 00:00