Oskar Snorre vil frem til sommeren 2020 trække Lyngbys grønne målmandstrøje over hovedet. Foto: Claus Fisker

Oskar Snorre vil frem til sommeren 2020 trække Lyngbys grønne målmandstrøje over hovedet. Foto: Claus Fisker Ritzau Scanpix Denmark

Blev rygtet til dansk storklub: Men Oskar fra Vejby bliver

Han var rygtet til dansk storklub. Men den tidligere Vejby-målmand Oskar Snorre fortsætter i Lyngby

Af
Jeppe Helkov

Han har fået sine første kampe på U21-landsholdet, han har fået debut i Superligaen — og nu har 19-årige Oskar Snorre fra Tisvilde også fået papir på fremtiden.

Den unge målmand har forlænget sin kontrakt med Lyngbo Boldklub. Dog kun med et enkelt år, så den nu løber frem til sommeren 2020.

I oktober lød beskeden fra Oskar Snorres agent Niclas Jensen ellers, at der ikke var meget, der tydede på, at stortalentet ville forlænge den kontrakt, der stod til at udløbe til sommer. AGF var på rygtebørsen blandt andet nævnt som en ny mulig klub for Oskar Snorre.

Men nu er det altså lykkedes parterne at nå til enighed.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at det har taget lidt tid at finde hinanden, men vi er glade for at vi til syvende og sidst nåede til enighed, og at Snorre skal fortsætte hos os. Snorre er en talentfuld målmand, der fortsat har mange niveauer han kan lægge på, og gør han det, så kan han selvfølgelig være hos os på lånt tid," siger sportsdirektør i Lyngby Birger Jørgensen i en pressemeddelelse.

"Vi er glade for at få muligheden for at arbejde videre med Snorres store potentiale og glæder os til at følge Snorres udvikling på holdet i et spændende forår," siger han.

Oskar Snorre kom til Lyngby som 13-årig. Inden da spillede han i Vejby-Tisvilde, ligesom det også blev til en kortere periode i Helsinge.

Sidste forår vandt han overraskende den interne målmandskamp i Lyngby og var hele foråret en fast mand i Superliga-målet hos de senere nedrykkere.

I efteråret har det knebet lidt mere med spilletiden. Det er kun blevet til fire kampe ud af 19 mulige.

For nylig fik konkurrenten om en plads i Lyngby-målet, Thomas Mikkelsen, vekslet sin lejeaftale til en permanent aftale med Lyngby. Men det betyder ikke, at han nødvendigvis også skal være førstevalg i foråret, fortæller cheftræner Christian Nielsen.

"Hvem der skal stå, det er helt åbent, og Snorre og Thomas har en sund konkurrence. Som træner vil man have den stærkest mulige trup, og Snorre og Thomas supplerer hinanden godt, og derfor er jeg rigtig glad for at, vi kan arbejde videre," siger han til Lyngbys hjemmeside.

Publiceret 17 January 2019 10:30

SENESTE TV