Holmene ventes færdigt i 2040 – kan bygges i etaper. 3,1 millioner kvadratmeter. 380 virksomheder og 12.000 arbejdspladser. Finansieringen er ikke på plads.

Holmene ventes færdigt i 2040 – kan bygges i etaper. 3,1 millioner kvadratmeter. 380 virksomheder og 12.000 arbejdspladser. Finansieringen er ikke på plads.

Anders Gerner raser over regeringen: Drop nu de fantasiprojekter

Lad os løse trængselsproblemerne omkring hoved-staden, før vi begynder at opføre kæmpemæssige kunstige øer i København, siger Anders Gerner Frost

Af
Claus Johansen

vækst Forslagene om at opføre store kunstige øer ved København er fantasiprojekter. Drop dem og lad os løse trængselsproblemerne i hele hovedstadsområdet først. Det mener Gribskovs borgmester, Anders Gerner Frost (NG):

”Jeg anerkender, at København skal være en vækstmaskine, og at positiv vækst her også smitter af på hele hovedstadsregionen – og hele Danmark. Og en hovedstad skal have en særlig status. Men man bliver ved med at have en dagsorden, hvor man ønsker en massiv fortætning af København. Jeg forstår ikke, at det er et mål i sig selv,” siger Anders Gerner Frost.

Blandet modtagelse

For et par måneder siden fremlagde regeringen og København forslaget om Lynetteholmen – en gigantisk ø med plads til 35.000 indbyggere og et tilsvarende antal arbejdspladser. Og i sidste uge kom så lanceringen af planen om ni kunstige øer ved Avedøre, hvor der efter planen skal være op til 380 industrivirksomheder og 12.000 arbejdspladser.

Begge projekter har fået en blandet modtagelse. Gribskovs borgmester er også kritisk:

”Jeg savner, at vi får nogle realistiske beregninger. Det er ikke i orden, når man ikke laver hele regnestykket. Hvordan har man tænkt sig at løse infrastrukturen imellem øerne og finansiere det? De regnestykker ligger der jo ikke. Det er på grænsen til at være provokerende,” siger Anders Gerner Frost.

Borgmesteren påpeger, at det ville give meget mere mening at styrke forbindelsen til Nordsjælland, hvor der er masser af plads til både borgere og virksomheder:

”Vi har plads til masser af borgere og virksomheder. Men vi har nogle massive trængselsproblemer omkring hovedstaden. Lad os løse dem i stedet for at finde på fantasiprojekter,” siger han.

Lynetteholmen ventes færdig omkring 2070.Omkring to millioner kvadratmeter.35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser.Finansieringen er ikke på plads.

Lynetteholmen ventes færdig omkring 2070.Omkring to millioner kvadratmeter.35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser.Finansieringen er ikke på plads.

Nu må det være Nordsjællands tur til at få forbedret infrastrukturen, efter at der er blevet brugt mange milliarder på at forbedre infrastrukturen i København, mener borgmesteren:

”København har fået metro, og der er en letbane på vej omkring byen. Det er helt fair. Men der ligger altså en region lige uden for København, som er blevet forbigået i prioriteringen af infrastrukturen. Hvis vi løser trængselsproblemerne, får vi en langt bedre mobilitet og giver folk mulighed for at bosætte sig, hvor de vil, uden at de skal bruge halvanden time i en bilkø hver dag,” siger Anders Gerner Frost.

Trafikønsker

Blandt de nordsjællandske trafikønsker er en motorvej til Frederikssund, en forlængelse af Hillerødmotorvejen mellem Allerød og Hillerød samt bedre togforbindelser til Nordsjælland.

Forlængelsen af Hillerødmotorvejen vil ifølge Vejdirektoratet koste omkring 830 millioner kroner og have en forrentning på 12 procent, hvilket gør projektet til et af de bedst forrentede infrastrukturprojekter i Danmark.

Publiceret 15 January 2019 00:00