Jesper Christensen spiller bonden Jens. Foto: Nordisk Film

Jesper Christensen spiller bonden Jens. Foto: Nordisk Film

Jesper Christensen sulter i karrierens måske bedste rolle

Den danske skuespiller er aktuel i ’Før Frosten’

Af
Daniel Hartvig Nielsen

Kino.dk

film Fra Nanas far til James Bond. Den danske skuespiller Jesper Christensen har virkelig vist sit værd både i store og små film, i ind- og udland og på de skrå brædder. Han har markeret sig som en af dansk films allerstørste skuespillere, og nu er den 70-årige legende så aktuel igen – i karrierens måske bedste rolle i periodedramaet ’Før frosten’.

I hvert fald hvis man skal tro den internationale ros, som Christensen har høstet. Tilbage i oktober blev han nemlig belønnet med prisen for Bedste Mandlige hovedrolle ved den ældste nordamerikanske filmfestival, Chicago International Filmfestival. Det samme var tilfældet ved Tokyo Filmfestival, hvor filmen tilmed fik en særlig jurypris.

Personlig deroute venter

Jesper Christensen spiller bonden Jens, der i 1850’ernes Danmark kæmper for sin families overlevelse under en særlig hård vinter. Den livsnødvendige høst slår fejl, og i takt med, at frosten nærmer sig, må Jens udtænke en plan, så de ikke dør af kulde og sult.

Sammen med Jesper Christensen ses også Ghita Nørby på rollelisten. Foto: Nordisk Film

Sammen med Jesper Christensen ses også Ghita Nørby på rollelisten. Foto: Nordisk Film

Jens vælger at gifte sin modvillige datter væk til egnens rige, svenske storbonde, der både kan sikre familiens fremtid og en ny status i lokalsamfundet. Men den udspekulerede plan får store konsekvenser, og Jens’ personlige deroute begynder.

Jesper Christensens karriere blev skudt i gang for hele 43 år siden med en mini-rolle i krimi-filmen ’Strømer’ fra 1976, men blot to år efter fulgte karrierens første Bodil af i alt fire med hovedrollen i Henning Carlsens ’Hør, var der ikke en som lo?’, hvor han spiller en drømmende, ung arbejdsløs i 1930’erne fanget i hverdagens barske banaliteter.

Det folkelige gennembrud kom som faren Bent i tv-serien ’Nana’ fra 1988, men det var især hans præstation som alkoholikeren Kaj i ’Bænken’ fra 2000, der satte Christensen på det filmmæssige landkort, og rollen står som en af skuespillerens største meritter. Det blev ligeledes startskuddet på et samarbejde med instruktør Per Fly, som igen gav pote i 2005 med dramaet ’Drabet’.

Samtidig fik udlandet også for alvor øjnene op for den danske skuespiller, der i 2006 fik en rolle som den mystiske bagmand Mr. White i den kolossale James Bond-film ’Casino Royal’, som han senere fulgte op i både ’Quantum of Solace’ og i den seneste 007-film ’Spectre’.

Meget privat

Uden for kameraet lever Christensen et mere privat liv - i et interview med B.T. har skuespilleren bl.a. fortalt: ”Jeg bryder mig ikke om den opmærksomhed. Jeg synes heller ikke, at det rager folk, hvem jeg er gift med, og hvad mine børn laver”. Derfor er det også sjældent, at Christensen gør sig bemærket i den offentlige debat eller deltager i underholdningsprogrammer på TV. Christensen er ganske enkelt en skuespiller, der er dedikeret til sit håndværk.

Han kunne dog fornylig opleves på TV i serien ’Arvingerne’, hvor han som den gamle flipper Thomas endnu engang beviste sit omfangsrige talent, der både indebærer det seriøse og humoristiske, og som ligeledes indbragte Christensen en Robert til kaminhylden.

Karrieren kører derud af for Christensen, der sidste år fyldte 70, og danskeren har både været at finde på tysk TV og i en stort anlagt norsk krigsfilm indenfor de sidste par år. Men nu er han altså igen aktuel i dansk film med ’Før frosten’.

Denne gang samarbejder han med instruktør Michael Noer, der har stået bag gangsterfilmen ’Nordvest’ og plejehjemsdramaet ’Nøgle hus spejl’, hvor den danske legende Ghita Nørby havde en af hovedrollerne. Hun er også at finde på rollelisten i ’Før frosten’, der bl.a. også tæller Clara Rosager, Elliot Crosset Hove og Magnus Krepper.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.

Før frosten

Genre: Drama

Instruktør: Michael Noer

Skuespillere: Jesper Christensen, Clara Rosager, Elliot Crosset Hove, Magnus Krepper, Ghita Nørby, Rasmus Hammerich, Gustav Dyekjær Giese

Spilletid: 104 min.

Land: USA

Publiceret 11 January 2019 14:00

SENESTE TV

Gå med 30 km ad Klosterruten

motion På lørdag 29. juni er det på med vandreskoene, hvis man vil med på en ca. 30 km lang vandretur på en del af Klosterruten. I spidsen går turlederne i Dansk Vandrelaug Hans Henrik Kleinert og Ingelise Kvorning.

"Vi starter i Esrum og går langs Esrum Sø gennem Gribskov, passerer Stjernen, der er centrum for de snorlige jagtveje, som Kong Christian den 5. anlagde, og fortsætter langs Store Grib Sø. Vi passerer Mor Grib's hule, kommer også forbi Æbelholt Kloster og slutter i Hillerød," fortæller de i en pressemeddelelse fra Dansk Vandrelaug.

Øvelser og små lege

Ud over at man får motion, vil der være forskellige indslag på turene som for eksempel 'Walk and Talk', særlige øvelser og små lege, hvor man bruger alle dele af kroppen, også hjerne og hjerte, og der vil være information om seværdigheder på turen.

Der bliver pauser undervejs til at nyde medbragt mad og drikke, inden turen slutter ved Hillerød station ca. kl. 16.30.

Turen starter kl. 9 ved Esrum skole, når bussen fra Saltum ankommer.

Det koster 30 kr. at deltage, hvis man ikke er medlem af Dansk Vandrelaug.

jesl