Kulturhavnen i Gilleleje koster på egenkapitalen i Gilleleje Brugsforening. Den store investering er en af grundene til, at brugsforeningen nu er nødt til at afskaffe dividenden. Foto: Jens Berg Thomsen

Kulturhavnen i Gilleleje koster på egenkapitalen i Gilleleje Brugsforening. Den store investering er en af grundene til, at brugsforeningen nu er nødt til at afskaffe dividenden. Foto: Jens Berg Thomsen

Dyrere at være kunde i Gilleleje Brugsforening

Dividenden afskaffes: Investeringen i Kulturhavnen og konkurrencen på daglig-varemarkedet presser brugsforeningen

Af
Claus Johansen

dagligvarer Gilleleje Brugsforening er under pres, og det rammer nu kunderne i de to dagligvarebutikker i Gilleleje og Hornbæk.

Omkring 1. maj får kunderne for sidste gang dividende for deres indkøb i løbet af 2018. I stedet indfører Gilleleje Brugsforening en lokal medlemsbonus – men den bliver 'noget' mindre end dividenden, som er på tre procent af det købte beløb.

Årsagen er blandt andet den store investering i Kulturhavn Gilleleje og konkurrencen mellem supermarkederne, som ifølge brugsforeningen presser priserne på dagligvarer i bund:

”Selvom vores butikker i Gilleleje og Hornbæk har en god omsætning, er der alligevel behov for at investere i fremtidens supermarked og dermed i nye digitale løsninger, hvis vi skal fremtidssikre foreningens omsætning. Vi er nødt til at sænke vores omkostninger, og det vil formentlig også få konsekvenser for størrelsen af medlemsbonussen. Samtidig har vores grossist, COOP Danmark, i de kommende år store it-investeringer, og dem kommer vi også til at være med til at bære vores del af”, siger bestyrelsesformand Lisbet Larsen, Gilleleje Brugsforening.

De mest loyale kunder bliver altså ramt hårdest af ændringen. Men direktør Lars Corfitzen håber dog, at den lokale medlemsbonus vil kompensere for det:

”Den nye bonus skal gerne på et tidspunkt blive lige så attraktiv som dividenden. Men vi er lige nødt til at se tiden an,” siger Lars Corfitzen.

Gilleleje Brugsforening har gennem de seneste 10 år foretaget store investeringer, blandt andet i Kulturhavn Gilleleje, der blev indviet i 2016. Ud over at være bygherre på projektet bidrager Brugsforeningen fortsat til driften. Dét har man en forventning om også vil være tilfældet i nogle år fremover:

”Kulturhavnen er blevet et vigtigt samlingssted for Gilleleje by og opland, ligesom vi i sin tid drømte om. De mange frivillige gør en stor indsats for at fylde huset med aktiviteter til glæde for de mange gæster. Men desværre tager det længere tid end forventet at få økonomien i en fornuftig balance. Det koster på egenkapitalen i disse år og øger vores behov for konsolidering”, understreger Lisbet Larsen.

Den nye ordning giver medlemmerne mulighed for at bruge deres lokalbonus løbende. Dermed behøver man ikke vente på at få pengene udbetalt én gang om året, sådan som tilfældet er med dividenden:

”Bonusordningen er derudover enklere og billigere at administrere og udfordrer ikke medarbejdernes sikkerhed ved at ligge inde med store kontantbeholdninger”, siger formand Lisbet Larsen.

Bestyrelsen har endnu ikke besluttet, hvor stor den lokale medlemsbonus bliver. Men meldingen er, at bonussen ”i de kommende år vil være på et noget lavere niveau end dividenden”, oplyser brugsforeningen.

Publiceret 09 January 2019 08:00

SENESTE TV

Kisser og Søren kommer og underholder

Show Det populære par Kisser og Søren besøger Helsinge Pensionistforening fredag 18. januar.

"Kisser og Søren er lig med ægte dansk folkelig underholdning og er et sikkert hit med deres brede repertoire. Det hele bliver serveret med et glimt i øjet og smil på læben i et behageligt lydniveau. Kisser og Søren har hurtigt opnået en status samt stor respekt som foregangs"mænd" for den ægte danske populær musik. Ingen har formået så hurtigt at slå sig fast i det danske publikum som Kisser og Søren med deres finurlige tekster og iørefaldende melodier. Det er dansk, det er pop og særdeles medrivende," skriver Helsinge Pensionistforening i en pressemeddelelse.

Man kan opleve Kisser og Søren i Café Appetit, Helsingegården 18. januar kl. 14.30. Der er gratis adgang for pensionistforeningens medlemmer, og tilmelding er ikke nødvendig.

Kapp