En stor sorg er et tegn på, at vi har modtaget meget kærlighed fra den, vi sørger over. Og det er da en gave, skriver Inge Madsen. Foto: Mostphotos

En stor sorg er et tegn på, at vi har modtaget meget kærlighed fra den, vi sørger over. Og det er da en gave, skriver Inge Madsen. Foto: Mostphotos

Valget er dit: Hvad skal med ind i det nye år?

Giv dig selv en gave: Beslut, hvad du håber for 2019

Af
Inge Madsen

KLUMME Nytår kan være et nyt år, hvor vi på forhånd har lagt nogle temaer fast for, hvad der skal ske i løbet af året. Men det kan også være det år, hvor vi fortsætter med at gøre de samme ting og tænke de samme tanker, som vi gjorde sidste år. Valget er dit. Dét handler denne klumme om.

Det handler om at få sagt farvel til det gamle år, og de hændelser der har været. For selvom vi er blevet præget af det, der er sket, er det også vigtigt at tage en dyb indånding og mærke efter, om man er klar til at give helt slip – eller mærke efter, hvad det er, der skal til, for man kan gøre det. Også selvom det måske er meget store temaer, der er på spil.

Sorg og sygdom

For nylig blev langvarig sorg optaget på den internationale liste over diagnoser. Det gode ved det er, at en dyb sorg, som er svær at komme sig over, bliver anerkendt som noget, hvor man ikke bare ”skal tage sig sammen” og give slip på. Den dårlige er, at det nu opfattes som en sygdom. I min optik er sorg en naturlig ting, men også en tilstand vi skal videre fra, når vi er klar til det.

Når vi mister personer, som har betydet meget for os, er det jo ikke alene det, at de ikke er der mere – selvom det kan være svært nok at acceptere, næ, det handler også om den nye virkelighed, vi vil opleve, når vores kære ikke er der længere. At vi ikke længere kan få en snak eller et knus. At vi måske endda også er flyttet op ”på forreste række” og nu er de ældste i familien, gør det bestemt heller ikke lettere. At miste er også at se egen dødelighed i øjnene. Det kan være en rigtig hård og langvarig proces.

Det vigtige i dette er, at det er ”en proces”, altså at der er udvikling i vores sorg. At vi arbejder for at fortsætte med at få det bedste ud af livet, selvom vi er hårdt ramt. At vi stille og roligt får vendt vores fokus på det, vi stadig har – og er taknemmelige for det. At vi kommer til at reflektere over, at den store sorg også er et tegn på, at vi har modtaget meget kærlighed fra den, vi sørger over. Og det er da en gave.

Hvis vi derimod lader sorgen overtage vores liv og mentalt parkerer vores liv på en parkeringsplads og derfor ikke arbejder med at acceptere det, der er sket og åbner øjnene for det, som stadig er, går alting i stå. Der er ingen medicin, der kan bringe vores kære tilbage, og jeg tror heller ikke på, at der findes medicin, som kan hjælpe os til et liv fyldt med glæde. Der findes kun os, hver især, og vores vilje til at vende sorg til taknemmelighed over, at vi fik lov til at opleve så kærligt et menneske.

Jeg har selv været helt ude på yderkanten af livet med en svær depression og med meget medicin, men det var ikke medicinen, der gav mig livsglæden tilbage. Dén måtte jeg selv arbejde for at opnå. Og sådan tror jeg også det er med sorg.

Vi skal have lov til at sørge, men også huske på, at dem der er væk ville blive ulykkelige, hvis de vidste, at deres død medførte, at vi glemte at leve. Jeg tror, at alle der dør ønsker at blive husket med kærlighed, og at de efterladte finder en måde at leve videre på i taknemmelighed over at have haft dem i deres liv og måske endda med en stigende bevidsthed om at ville være det samme for andre. Og dermed give gaven videre.

Giv gaven videre

At bruge en god tur i naturen eller en afslappet stund i lænestolen til at tænke over, hvad 2018 egentlig bragte af godt og mindre godt, og derefter beslutte, hvad og hvilke erfaringer man vil tage med ind i 2019, kan være noget af den bedst brugte tid, du giver dig selv. Du lærer af det, der gik mindre godt, og så er det lettere at give slip på. Og du lærer af det der gik godt, så du måske kan gøre mere af det. For når du beslutter, hvad du vil lade blive tilbage i 2018, og hvad du vil tage med, sorterer du i din mentale skraldespand, så du kun tager det med ind i 2019, du kan bruge til noget.

Det betyder, at du får overskud og mere klarhed over, hvor du står, og hvad dine muligheder er. Du kan også med fordel tænke over, hvad du godt kunne tænke dig at opprioritere eller nedprioritere i 2019, og når du gør det, skaber du dine egne rammer for, hvad du håber, 2019 vil bringe.

Når du tænker på det, du håber, og måske allerede begynder at lege med tanken om, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre, vil din hjerne hjælpe dig. Med mindre du med det samme tænker/beslutter, at det aldrig kommer til at ske!

Hvis du derimod accepterer, at du ganske vist ikke ved, hvordan det skal ske, men at du håber, det vil ske, vil din hjerne fortsat hjælpe dig. Det betyder nemlig, at når der opstår en mulighed for, at et håb kan blive opfyldt, får du øje på mulighederne og kan agere i forhold til det.

Hvis du derimod ikke har overvejet, hvad du ønsker af 2019, er det jo rigtig svært for din hjerne at hjælpe dig til at se de muligheder, der måtte opstå. Den ved jo ikke, hvad du vil!

Derfor er min opfordring til dig, at du giver dig selv en gave ved at beslutte dig for, hvad du håber, 2019 vil indeholde for dig. Det kan være en rigtig god idé at skrive sine håbefulde ønsker ned og kigge på dem en gang imellem, for der er nok af forstyrrelser i dagligdagen, der stjæler fokus fra det, vi håber på hver især.

Når du har dine håb og drømme på skrift, er det som at få en ekstra hånd til at realisere dine håb og drømme, så det er bare om at komme i gang med papir og blyant, smartphone eller pc.

Rigtig godt nytår!

Inge Madsen er stresscoach samt kursus- og foredragsholder.

Se mere på ingemadsen.dk

Publiceret 08 January 2019 10:37

SENESTE TV

Spil bingo og hjælp SOS Børnebyerne

Hjælp SOS Børnebyerne arrangerer bingospil torsdag 21. Marts.

Denne dag kan du spille og støtte en god sag . Det sker i "Det Gamle Posthus" på Stationsvej i Gilleleje. SOS Børnebyerne er klar med masser af spilleplader og gevinster. Overskuddet fra dagen går ubeskåret til SOS Børnebyerne.

Det er SOS Børnebyernes Lokalgruppe, der står for arrangementet, og de håber, at både garvede bankospillere og nybegyndere har lyst til at være med og støtte den gode sag.

”Vi har været rundt i byens butikker for at få sponsoreret gaver til arrangementet. Det har været en meget positiv oplevelse. Vi mærker stor velvilje og god opbakning til den indsats SOS Børnebyerne gør rundt om i verden for at hjælpe forældreløse og udsatte børn,” siger Anni Sejrsbøl fra lokalgruppen.

Kapp