Tidligere direktør lovede lokaler væk: Jeg havde bemyndigelsen

Af
Jeppe Helkov

Hvor meget vidste bestyrelsen, da daværende direktør i Helsinge Hallerne flere gange i løbet af 2017 lovede folkene bag Eventyrbanen, at de måtte være i kælderlokaler i hallerne? Ikke meget, hvis du spørger den nuværende direktør Bo Holtemann.

Han sendte selv i februar 2018 en hensigtserklæring, hvor han bekræftede, at 'Helsinge Hallerne stiller to lokaler til rådighed for Eventyrbanen'.

Men kort tid efter blev hensigtserklæringer trukket tilbage. Nu forklarer Bo Holtemann hvorfor.

"Da jeg skrev hensigtserklæringen, var jeg først lige kommet til. Jeg læste, hvad der tidligere var skrevet i sagen, og jeg troede, at det var besluttet, at de måtte være der," siger han og understreger, at han ikke lovede noget.

Formulering holdt ikke

"Når man kommer lidt ind i en sag fra sidelinjen, så kommer man nogle gange til at skrive noget, der ikke var hensigten. Det viste sig, da jeg fik arbejdet sagen dybere igennem. Jeg kom måske til at skrive en formulering, der ikke holdt. Men alligevel gjorde den jo, for det var kun en hensigtserklæring. De er ikke blevet lovet, at de kunne være der."

Det er derudover Bo Holtemanns fornemmelse, at den tidligere haldirektør Jan Dissing ikke har sat bestyrelsen ind i hele sagen.

"I bagklogskabens klare lys tror jeg ikke, at bestyrelsen har vidst alt det her. Det er min klare fornemmelse. Da jeg kom med sagen første gang, blev bestyrelsen overrasket. Jeg har set de samme mails, som du omtaler, men det er ikke mit indtryk, at der har været andet i det, end at den tidligere formand selv har lovet det."

Dybt ulykkelig sag

"Det har aldrig været det rigtige sted henne, hvor bestyrelsen har truffet en beslutning om, at Eventyrbanen måtte få lokalerne. Det var noget intern kommunikation, Eventyrbanen havde med Jan Dissing, men det gør ikke sagen mindre ulykkelig," siger han.

Det er Jan Dissing dog ikke enig i. Han mener, at han orienterede bestyrelsen fuldt ud - og han handlede desuden inden for sine beføjelser, da han lovede Eventyrbanen lokalerne.

"Jeg oplever, at jeg har informeret bestyrelsen om, at jeg har været i dialog med Eventyrbanen, og jeg har også orienteret om det. Især to af bestyrelsesmedlemmerne var rigtig interesserede. For der var brug for opbakning. Det var ikke alle, der synes, lokalerne skulle bruges til en modeltogbane. Specielt var der en repræsentant for en håndboldklub, der synes, det skulle være et vægttræningslokale. Så jeg kan ikke nikke genkendende til det, Bo siger," siger han.

Det er min oplevelse

"Jeg talte også med Eventyrbanen om, at vi ikke kunne renovere lokalerne for dem. Og den del af dialogen mente jeg ikke var nødvendig at give videre til bestyrelsen. Men at modelklubben var interesseret, og at jeg og andre var interesseret i at få dem ind, er bestyrelsen blevet orienteret om."

Havde du beføjelser til at bestemme, at Eventyrbanen kunne flytte ind – eller skulle det rundt om bestyrelsen først?

"Det er vanskeligt at sige, når jeg ikke er der længere. Men jeg havde en opfattelse af, at jeg havde bemyndigelsen. Det er min oplevelse."

Politisk korrekt synspunkt

Anna Recinella siger, at det reelt aldrig har været en mulighed, at Eventyrbanen fik lokaler, fordi man skal kunne flytte sine ting hvert år. Har hun en pointe i det?

"Ja, det er da et ganske politisk korrekt synspunkt. Men de lokaler i kælderen er ikke egnet til idræt. Der har været et fitnessrum dernede – og de kunne jo heller ikke umiddelbart flytte deres ting."

"Men der er tydeligvis kommet en holdningsændring i bestyrelsen, fordi nogle bestyrelsesmedlemmer er trådt ud, og nogle nye er kommet til. Da jeg var der, syntes flere medlemmer af bestyrelsen, at det var en kanongod idé at få en modeltogbane ned i kælderen. Det kunne gøre, at folk, der ellers ikke kom i hallen, nu også ville bruge den. Men det er selvfølgelig dybt uheldigt for Eventyrbanen, at der er kommet en ny bestyrelse nu, der vil noget andet," slutter han.

Publiceret 13 December 2018 00:00