”Peter Frederiksen var i et øjeblik, da dommen blev afsagt, oprigtigt bekymret, som man kan se på billedet. Ellers var han helt afslappet og var overbevist om sin uskyld,” siger Helle Maj. Foto: Jørn Stjerneklar

”Peter Frederiksen var i et øjeblik, da dommen blev afsagt, oprigtigt bekymret, som man kan se på billedet. Ellers var han helt afslappet og var overbevist om sin uskyld,” siger Helle Maj. Foto: Jørn Stjerneklar

Drabsdømt skamferede kvinder på stribe: Købte medicinen i Gribskov

I dag udkommer bogen ’Tækkemanden, som handler om Peter Frederiksen, der i foråret blev idømt livsvarigt fængsel i Sydafrika. Peter Frederiksen var tækkemand i Tibirke, før han i 2006 flygtede til sydafrikanske Bloemfontein

Af
Jesper Berg

BØGER I september 2015 opsøger sydafrikansk politi en dengang 63-årig dansker i et rækkehus i byen Bloemfontain. Danskeren, Peter Frederiksen, er tækkemand og våbenhandler, og i hans kummefryser ligger 21 poser med afskårne kønsdele.

Det skal dog vise sig, at Peter Frederiksen også har mord og voldtægt af et barn på samvittigheden, og i foråret 2018 blev han ved en sydafrikansk ret dømt to gange livsvarigt fængsel. Plus yderligere 51 år og 5 måneder.

”Peter Frederiksen er stjernepsykopat og nok Danmarks mest alsidige forbryder, for det er ikke mange typer forbrydelser, han ikke har været omkring” fortæller journalisten Helle Maj, som i dag udkommer med bogen ’Tækkemanden’. Den fortæller historien om Peter Frederiksen, som blev født i Gl. Holte i 1952, og som fra 2000 levede på og drev sin tækkemandsvirksomhed fra Kædemosegaard i Tibirke.

“Herfra tækkede han for alle de rige i Nordsjælland, som Peter Frederiksen med de store armbevægelser nød at være sammen med,” fortæller Helle Maj.

Flere af Peter Frederiksens forbrydelser gennem tiden har krævet receptpligtig medicin, som han blandt andet købte på Helsinge Apotek. Bilag fra retssagen

Flere af Peter Frederiksens forbrydelser gennem tiden har krævet receptpligtig medicin, som han blandt andet købte på Helsinge Apotek. Bilag fra retssagen

På den måde gik han i familiens fodspor, da både Peter Frederiksens far og farfar også var tækkemænd.

»Jeg gav 3,1 million for Kædemosegaard. Jeg havde halvanden million med mig fra Sverige og fik så et kreditforeningslån, så det hele gik fint. Og der var masser af tækkearbejde,« siger Peter Frederiksen (…) Vivian og drengene flyttede ind på gården i Tisvildeleje i sommeren 2001. Hun fik heste og et job på en skole. Den 1. juni 2001 stiftede parret Tækkefirmaet Frederiksen v/Vivian Frederiksen.

I slipstrømmen efter Peter Frederiksen har Helle Maj i sin research fundet danske kilder, som kan tale om for eksempel mangeårige trusler, børneporno, pædofili og voldtægter. Selv mord for tækkemandens hånd bliver antydet.

En del af Peter Frederiksens forbrydelser involverer bedøvende og livsfarlig medicin, som for en stor dels vedkommende er blevet købt på Helsinge Apotek. Hvordan, han er kommet i besiddelse af recepter for at kunne købe de farlige medikamenter, står hen i det uvisse.

”Folk i Nordsjælland var pissebange for Peter Frederiksen,” konstaterer Helle Maj efter ifølge bogen at have været i kontakt med en lang række mennesker, som har været i kontakt med Peter Frederiksen gennem hans liv.

Peter Frederiksen viser en Winchester-pumpgun frem til bogens forfatter og Jørn Stjerneklar den 25. juni 2015. Hans våbenhandel i Bloemfontein havde på det tidspunkt omkring 2.800 skydevåben på lager.

Peter Frederiksen viser en Winchester-pumpgun frem til bogens forfatter og Jørn Stjerneklar den 25. juni 2015. Hans våbenhandel i Bloemfontein havde på det tidspunkt omkring 2.800 skydevåben på lager.

”Jeg fortæller i bogen om adskillige mennesker, som i tidens løb på den ene eller den anden måde er kommet på tværs af Peter Frederiksen. De er blevet udsat for et utal af repressalier, men har ikke turdet sætte sig op mod ham eller melde ham til politiet,” siger forfatteren.

»Tror du, hun vil tale med os?« spørger Jørn, mens vi går ned ad en sti mod Ingerlise Hansens rækkehus i en lille by i Nordsjælland. En spinkel, smuk kvinde åbner døren.

»Nej tak, jeg er ikke interesseret,« siger hun.

Hun må tro, vi er fra Jehovas Vidner.

Inden hun smækker døren i, får jeg sagt, at jeg er ved at skrive en bog om Peter Frederiksen. Hans navn får hende til at træde et skridt tilbage i entréen. Farven forsvinder fra hendes ansigt. Hun ligner pludselig et jaget dyr.

»Han sidder i fængsel i Sydafrika og står til livstid,« skynder jeg mig at sige i et forsøg på at berolige hende. Hun griber min hånd.

»Da du sagde hans navn, troede jeg, han havde sendt jer ud for at slå mig ihjel. Jeg tænkte på mine hunde. Hvem skulle passe dem, hvis jeg blev myrdet?«.

Hun slipper ikke min hånd.

»Han prøvede at slå mig ihjel. Han lagde sin arm over halsen på mig, og jeg tænkte: ‘Nu dør jeg.’ Han var så tynd og alligevel bomstærk.«

Det, at folk ikke meldte Peter Frederiksen til politiet, fik dog en ende, da en konflikt med en nabo tog overhånd. Peter Frederiksen stjal angiveligt et ur til 18.000 kroner, og da naboen insisterede på at få uret tilbage, blev tækkemanden så forurettet, at han blandt andet skød indover nabogrunden og puttede glasskår ind i naboens hestefold. Og i 2006 gik naboerne til politiet.

Klokken 8.30 den 6. april 2006 stod syv politifolk med to bombehunde og ringede på døren på Bækkebrovej 13. De havde parkeret deres patruljevogne på gårdspladsen bag huset for ikke at vække opsigt.

Peter Frederiksen var ikke hjemme, så Vivian blev tilkaldt fra sit arbejde.

»Og ja, de fandt så også et par pistoler inde i et gammelt ur nede i bunden,« siger Peter Frederiksen (…) En låsesmed blev kaldt til stedet, fordi nøglerne til våbenskabet ikke var til at finde. To politimænd kørte over til familiens sommerhus på Langs Diget. På loftet fandt de en maskinpistol og flere rifler (…) Politiet fandt ikke bare et par pistoler på gården og i sommerhuset. De fandt som på Rygaard et veritabelt arsenal af våben.

I soveværelset lå en pumpgun ladt med to haglpatroner, hvoraf en sad i kammeret. En revolver hang i et bælte i klædeskabet. Der stod også et injektionsgevær. I stuen fandt betjentene en gaspistol i et chatol og i bunden af bornholmeruret tre andre pistoler. På loftrummet stod et luftgevær og et injektionsgevær frit fremme. (…) De fandt også våben på et drengeværelse og våben i kælderen. »Det var en enorm mængde våben, og de var gemt alle steder,« husker kriminalbetjent Klaus Madsen fra Nordsjællands Politi.

Med en fængselsdom for ulovlig besiddelse af våben hængende over hovedet, valgte Peter Frederiksen i 2006 at flygte til Sydafrika, hvor han i 2008 fik permanent opholdstilladelse. Det holdt ham dog ikke fra at besøge Danmark.

Af de 609 genstande, som politiet tog med sig fra Kædemosegaard og sommerhuset på Langs Diget, står kosternummer 161a og skriger i øjnene:

»Pornografiske billeder visende omskæring af kvinde samt afskåret skamlæbe. Fundet i kælder og stue.«

Peter Frederiksen gemte sig hos sin mor i Gl. Holte den nat og tog dagen efter til København og gemte sig hos sin datter. Fire dage efter razziaen sad han på en flyver med kurs tilbage mod Sydafrika.

Tækkemanden var på flugt igen.

Efter sit forsvindingsnummer blev Peter Frederiksen efterlyst i Danmark, men ikke internationalt, for han havde stadig folkeregisteradresse i Tisvildeleje.

Når han savnede at se sin danske familie, kunne han derfor flyve til Sverige og krydse grænsen i bil til Danmark.

»Tiden gik. Jeg kom hjem hvert år, og jeg tækkede også i Sverige i Skånes dyrepark, hvor jeg havde nogle kæmpeopgaver. Jeg tjente rigtig godt med penge og kunne forsørge Vivian og samtidig tage penge med til Sydafrika,« fortæller Peter Frederiksen.

”Mange mener, at Peter Frederiksen tog til Sydafrika for at kunne komme til at skære i sorte kvinder, men jeg ved, at han flere gange også i Danmark har lemlæstet kvinder,” fortæller Helle Maj.

Peter Frederiksen blev på grund af fundet af de 21 poser med afskårne kønsdele i hans kummefryser anholdt af sydafrikansk politi i 2015. Han var blevet anmeldt af sin ekskone Tshidi.

Peter Frederiksen blev ved den efterfølgende retssag dog ikke kendt skyldig i skamfering af kvinder. Han stod anklaget for at have udført omskæringer og for at have opbevaret klitorisserne ulovligt. Samt for mord på Tshidi og voldtægt af hendes lille datter.

Cirka en måned efter anholdelsen af Peter Frederiksen i 2015 blev hans ekskone nemlig skudt og dræbt i nabolandet Lesotho.

Peter Frederiksen blev i marts idømt to gange livstid, hvilket i Sydafrika betyder, at han tidligst om 25 år vil kunne ansøge om prøveløsladelse fra sin underjordiske celle i Afrikas mest flugtsikre fængsel. Her befinder han sig i isolation og er i sin celle 23 timer i døgnet.

“Da den sydafrikanske dommer afsagde sin dom, sagde han, at han af hensyn til landets kvinder blev nødt til at fjerne Peter Frederiksen fra jordens overflade,” siger Helle Maj.

Publiceret 15 November 2018 07:00

SENESTE TV