LEN European Aquatics Championships, , Glasgow, 2018, 07.08.2018, Tollcross International Swimming Centre, Photo: JoKleindl/DSV

Emily Gantriis vandt to medaljer til Danmarksmesterskaberne. Foto: JoKleindl/DSV JoKleindl

Stortalent på podiet igen: Gantriis vandt to gange DM-metal

En sølv- og en bronzemedalje. DM på kortbane blev igen en stor succes for Helsinge-svømmeren Emily Gantriis.

I bassinet i Vejle var alle de bedste danske svømmere i vandet. Fordi DM var på kortbane - og ikke på langbane som man dyster i til f.eks. OL - mødte mange af svømmerne op uden at være i den absolutte topform. Med det i baghovedet er Emily Gantriis ekstra tilfreds med sin præstation.

Faktisk klarede hun sig lige så godt som sidste år, hvor hun og landstrænerteamet havde forsøgt at få hendes form til at toppe op til DM på kortbane.

"Vi laver meget tung og hård træning lige i øjeblikket. Så jeg havde ikke rigtig nogen målsætning. Jeg ville bare yde mit bedste og se, hvad det rakte til. Men jeg forventede da at kunne svømme op til mine egne personlige rekorder, og det gjorde jeg også. Jeg svømmede de samme tider i år som sidste år, og dér var jeg nedtrappet. I år prioriterer vi langbane, så det her DM har ikke fyldt så meget i planlægningen," siger hun til Ugeposten.

I 50 meter fri blev det til en femteplads til Emily Gantriis. Julie Kepp Jensen blev dansk mester, mens en af landets største svømmestjerner, Jeanette Ottesen, blev nummer to.

På 200 meter fri satte Emily Gantriis ny personlig rekord. Her var hun 13 hundrededele hurtigere end sin hidtige rekord - og det rakte til en sølvmedalje efter den stærke Ballerup-svømmer Signe Bro.

På 100 meter fri blev det en bronzemedalje. Men selvom det ikke blev til en titel som dansk mester, er Emily Gantriis altså stadig godt tilfreds.

"Det er fint, når de eneste, der slår mig er OL-deltagere og Signe Bro. Det viser, at jeg er med i toppen, og DM var for mig bare et stævne på vejen mod Danish open i 2019," siger hun.

Emily Gantriis' næste mål er World Cup'en i Tokyo i weekenden. Men her er hun mest af alt bare med for at lære.

"Vi har som sagt i hård træning lige nu, og konkurrencen er meget hård. I sprintcrawl er alle de bedste svømmere fra hele verden med. Så jeg skal få noget erfaring, og så er målet ellers Danish Open i april, hvor jeg håber at kvalificere mig til VM på langbane."

Publiceret 08 November 2018 09:29

SENESTE TV