Niels Askov brækkede ryggen for 12 uger siden. Nu er han bundet til en sygeseng. Og han her bestemt ikke tilfreds med den behandling, han har fået af Gribskov Kommune.

Niels Askov brækkede ryggen for 12 uger siden. Nu er han bundet til en sygeseng. Og han her bestemt ikke tilfreds med den behandling, han har fået af Gribskov Kommune.

Niels må besørge i stuen, mens familien er dér:

'Er det den pleje, vi vil have?'

Af
Jeppe Helkov

"Det er så uværdigt. Jeg fatter ikke, at kommunen vil være det bekendt. Er det virkelig den her pleje af syge mennesker, vi vil have her i Gribskov?"

Frustrationerne står malet i ansigtet på Niels Askov, mens han ligger i hospitalssengen i hjemmet i Annisse Nord. Han slår ud med hænderne.

"Jeg har altid været god til at være syg, hvis man kan sige det sådan. Men det her er mere, end jeg kan klare."

Når man hører om Niels Askovs situation, er det nemt at forstå frustrationerne. Men for at kunne følge med spoler vi lige historien helt tilbage. Niels Askov er i dag 57 år gammel. Han har en nyresygdom, der har resulteret i to nyretransplantationer. Derudover har han nervebetændelse i benene, der gør, at han har svært ved at stå op.

Brækkede ryggen

Som om det ikke var slemt nok, brækkede Niels Askov ryggen, da han for 12 uger siden faldt ned af en sin speciallavede stol under madlavning. Og her begynder problemerne og kampen med Gribskov Kommune for alvor.

"I starten gik det egentlig rigtig godt, men så får jeg en infektion og blodforgiftninger i en skøn kombination. Det sætter mig tilbage. Så jeg får aldrig rigtig genoptrænet ryggen."

Niels Askov bliver indlagt på Rigshospitalet, men er ikke klar til at komme hjem. Han bliver derfor overflyttet til genoptræningscenteret Toftebo i Esbønderup. Efter knap fire ugers ophold bliver han udskrevet, men familien er meget usikker på, hvilken hverdag der venter hjemme i Annisse Nord.

Hvad forventer I?

"Niels overkrop kan ikke bære sig selv. Og vi er nybegyndere i det her, så vi er meget usikre på, hvad Gribskov Kommune forventer af os som pårørende, når Niels kommer hjem," siger Niels Askovs hustru, Lynn Askov.

"Så jeg ringer til kommunen og spørger, om der er noget, vi skal være opmærksomme på. Om vi selv skal købe nogle ting eller gøre andet for at forberede os. Men svaret er, at der er styr på det hele. Vi skal slet ikke tænke på noget. Vi kan bare roligt af sted på en planlagt tur til Bornholm," fortsætter hun.

Men fem dage senere får familien de første tegn på, at der nok ikke er så meget styr på tingene som lovet.

"Det eneste, der er forberedt, er, at der står en toiletstol ude på badeværelset. Andet er der ikke lavet," siger Niels Askov, der efter kort tid må erfare, at de køretøjer, han transporterer sig rundt i, ikke kan komme gennem dørene ud af stuen og ud på badeværelset.

Måtte udøve vold på sig selv

"Jeg prøvede én gang at komme ud på toilettet, men måtte decideret udøve vold mod mig selv for bare at komme derud. Det gjorde så ondt. Det vil jeg ikke være med til igen."

"Derfor kommer kommunens håndværker herud, og han ser på væggene, og hvad det vil kræve at lave dørkarmene 10 centimeter bredere på de to døre fra stuen ud til toilettet."

"Jeg siger, at hvis bare han vil ordne væggen og karmene, skal jeg nok sørge for tapet, fliser og hele finishen. Håndværkeren siger, at han kan klare det på tre timer, og vi aftaler også en dag, han kan komme. Vi mangler bare, at nogen højere oppe i systemet siger ja."

Men trods en relativ beskeden arbejdsindsats på tre timer hører Niels Askov med egne ord intet fra kommunen. I stedet får han ad to omgange toiletstole med bækkenspande, der skal stå inde i stuen.

Besørger midt i stuen

"Jeg skal simpelthen besørge midt inde i stuen. Mens hele min familie er ved siden af. Det er deres løsning."

Efter nogle 'uværdige' episoder nægter Niels Askov dog at bruge stolen.

"Om det er potten, der er forkert, eller om stolen er utæt, ved jeg ikke. Men faktum er bare, at jeg har siddet og skidt direkte på stuegulvet. Lorten er løbet forbi bækkenspanden og direkte ud på gulvet. Det må min familie så tørre op."

Det er så ydmygende

"Og jeg har lavet en tisse-sø på en kvadratmeter på gulvet, fordi vognen ikke virker. Jeg kan konstatere, at kommunen mener, det er fint, at jeg skal sidde foran min familie og resten af de mennesker, der færdes i huset og gå på toilettet. Jeg synes, det er uværdigt. Det er så ydmygende. Der har været så mange uværdige situationer. Flere af dem kan jeg ikke engang få mig selv til at genfortælle."

"Jeg har heller ikke været i bad i fire uger, fordi jeg ikke kan komme ud på badeværelset. Så bliver jeg vasket lidt med klude hist og her. Det er så nedværdigende som menneske at være midt i det her uden at kunne gøre noget."

"Men det værste i det hele er næsten uvisheden. Jeg kan kun ligge her i min sygeseng. Jeg skriver til kommunen konstant, men der sker ikke noget."

"Sidste fredag havde en fra visitationen prøvet at ringe til mig. Men jeg talte i telefon, så hun kom ikke igennem. I stedet sendte hun en mail og sagde, at hun var væk de næste dage, men at hun ville prøve igen om torsdagen. Altså seks dage efter at hun forsøgte første gang. Sådan er det hele tiden."

Hører intet fra kommunen

"Jeg bliver lovet svar, men hører intet. Det er 14 dage siden, jeg kom hjem. Og kommunen har stadig ikke engang svaret på, om de vil ordne væggen og karmene. Dagene går bare, mens jeg sidder og tisser og skider på gulvet. Plejeniveauet i Gribskov har tilsyneladende ingen bund."

Lynn Askov supplerer:

"Ja, og vi prøvede jo at være forudseende og spørge kommunen, om vi skulle være gøre noget selv. Men der var styr på det hele. Alligevel opstår der konstant nye problemer. Så manglede Niels tisselagener. Men det skulle man først visiteres til. Sådan noget kunne man have fortalt os inden."

Samme oplevelse har Niels Askovs datter Louise.

Travlt ved håndvasken

"Det er os, der skal råbe op hele tiden. Det er os, der skal lave planer. Nå, nu kommer far hjem fra Toftebo. Han kan ikke bruge sin seng, fordi han har brækket ryggen. Alligevel er kommunens løsning, at der bare kommer et reb ved siden af sengen, som han så skal løfte sig op i. Men det kan han ikke."

"Så vi måtte selv komme frem til, at far skal have en sygeseng. Hele tiden er det os, der skal finde løsningerne. Hvis ikke vi gør det, sker der ingenting. I stedet peger medarbejderne bare pilen hen på de andre og siger, at det i hvert fald ikke er deres ansvar," siger hun.

"Hvad har kommunen forestillet sig, der skulle ske, når de siger god for, at far kommer hjem? Hvordan skal det kunne fungere, når intet er gjort klar? Er det en løsning, at far sidder og skider i stuen, mens vi ser en film ved siden af?"

Uvished æder én op

Hele situationen har allerede taget hårdt på familielivet.

"Det kræver afsindig mange ressourcer, det her. Alt sammen fordi kommunen ikke vil træffe en beslutning, om den væg skal ordnes eller ej. Træf beslutningen, så vi kan komme videre. Lige nu driver man vold på vores familieliv, fordi det hele bliver kaos. Sygdommen er alvorlig, men det praktiske kan løses. Det er umenneskeligt også at skulle kæmpe med det. Uvisheden æder én op."

Niels Askov frygter, at uvisheden og de ubehagelige situationer allerede nu har slået skår i familielivet, der ikke kan klinkes.

"Familien er ved at brække sammen. Jeg har tre piger. Min hustru og mine to børn. Jeg kan godt selv bære det her – for det er meget nemmere at være den, det går ud over, end dem der skal gå og se på det. Det her er ved at knække vores familie fuldstændig."

"Pigerne tuder morgen, middag og aften, fordi de ikke kan overskue noget. De kan ikke koncentrere sig om deres arbejde. For hvad mangler vi nu at bestille, når de kommer hjem? Når hjemmet bliver fyldt med så meget uoverskuelighed, er det svært at overskue noget som helst. Vi føler afmagt. Jeg frygter, det ender med en skilsmisse."

Publiceret 18 October 2018 07:00

SENESTE TV