Arkivfoto: Finn Due

Hylder møsterborger:

Fandt efterlyst kvinde og betalte hendes taxa hjem

Af
Jeppe Helkov

Kan vi klone denne mønsterborger? Sådan spørger Nordsjællands Politi på sin Facebook-side. Og med god grund.

For politiet har delt noget af en helte-historie, der viser, at næstekærligheden i den grad stadig eksisterer.

Politiet skriver:

"I forrige weekend var en mand og en kvinde omkring de 70 år ude på en køretur nær Græsted, da de besluttede sig for at holde ind og spadsere en tur i skoven.

Under deres gåtur i det grønne blev de to dog væk fra hinanden, og efter den mandlige halvdel af parret forgæves havde ledt efter den kvindelige halvdel, valgte han omkring klokken 16.15 at kontakte os og fortælle om situationen.

Vi sendte straks et par betjente på motorcykel til stedet, som i hast kunne patruljere på skovstierne, ligesom flere politihunde også blev sendt en tur i skoven for at lede efter den forsvundne kvinde. Vi ville nemlig meget gerne finde hende, inden kulden og mørket satte ind, da de to faktorer ville gøre eftersøgningen sværere.

Der blev også klargjort en helikopter, ligesom den lokale togbane blev kontaktet og bedt om at holde særligt øje. Derudover blev et par lokale spejderledere underrettet, og sidst, men ikke mindst, sendte vi en sms ud til de borgere i området, som var tilmeldt vores sms-system Tryk Politi. Vi havde altså mange jern i ilden, og heldigvis bar indsatsen frugt.

En borger ringede nemlig til os og fortalte, at han netop havde modtaget vores sms, og at vi formentlig godt kunne afblæse eftersøgningen. Han havde nemlig mødt en kvinde nær Nødebo, der lignede en, som havde brug for hjælp til at finde hjem, og han havde derfor kørt hende til Hillerød Station.

Det var dog ikke for at sætte kvinden på toget, at han havde kørt hende til togstationen. Næh, kvinden havde derimod fortalt ham sin adresse, og han fik derfor placeret hende i en hyrevogn med kurs mod hendes hjemstavn i København, så han var sikker på, at hun kom hel og helt hjem. Som om han ikke allerede havde gjort mere end rigeligt, havde han også sørget for at betale for taxaen, og vi fik hurtigt afklaret, at det var en efterlyste kvinde, der var blevet sendt sikkert hjem.

Sikke en borger, som vi synes, fortjener stor anerkendelse for sin gode gerning!"

Publiceret 18 October 2018 00:00

SENESTE TV

Coach vil hjælpe folk til vægttab

Foredrag Vil du gerne af med nogle kilo, er dette foredrag måske noget for dig. Mandag 21. januar kl. 19 til 21 holder den lokale coach Hanne Skov Hansen foredrag hos Frivilligcentret i Helsinge.

Her har hun til hensigt at gøre sit publikum bevidst om, hvorfor de har behov for hjælp til at tabe sig, og hvad der er grunden til, at det ofte sker, at kiloene kommer på igen. Emnerne hun kommer ind på er blandt andet:

    Der kommer ikke fokus på, hvad der skal spises, eller hvad der ikke bør indtages. For det ved alle.

    Det er mere, hvorfor vi spiser forkert, selv om vi godt ved, det er forkert.

    Hvordan vi knækker koden ”gamle vaner”.

    Hvordan de gamle vaner er kommet.

    Hvordan vi undgår dem fremover.

Hanne er coachuddannet efter mange år i plejesektoren. Nu er hun indehaver af coach-virksomheden Selvindsigt4you.dk.

Alle er velkomne til det gratis arrangement. Det er nødvendigt med tilmelding til Frivilligcentret på telefon: 46790891 eller på mail info@frivilligcenter-helsinge.dk senest 17. januar.

Trancekanal er klar til Mester Niham

Det alternative Holistisk livsstils forening i Gilleleje indbyder til Star Seed.

"På denne første kanaliseringsaften i 2019 vil trancekanal Dennis Søndergaard kanalisere Mester Niham fra den 13. dimension med temaet: Hvor kommer vi fra? Mange har sikkert haft disse overvejelser om, hvorvidt vi oprindeligt stammer som Star Seed fra andre steder i universet?," skriver Holistisk livsstils forening i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Mester Niham vil derfor fortælle os, om der er liv udenfor planeten Gaia/Jorden, som vi lever på. Så på denne aften vil du blive taget med på en rejse til der, hvor du stammer fra, så du kommer til at få information og opleve andre verdener og deres virke."

Denne aften kan man opleve torsdag 17. januar kl. 19.00 til 21.30 i Det Gamle Posthus i Gilleleje. Entre betales ved indgangen.