Så har vi papir på det: Ugeposten kåret som landets bedste lokalavis!

Fra vores egen verden: Ugeposten blev hyldet, da der blev uddelt priser til årets bedste ugeaviser

attendo-sagen Danmarks bedste ugeavis — og den bedste nyhedshistorie i samtlige danske ugeaviser.

I jantelovens hjemland skal man passe på med at være for stolt af egne præstationer. Men da Ugeavisernes årspriser i onsdags blev uddelt, var der regulær prisregn over Ugeposten.

Ugepostens journalister Jeppe Helkov, Jens Berg Thomsen og Jesper Gisli vandt først prisen for årets bedste nyhedshistorie for deres dækning af Attendo-skandalen.

"I det her tilfælde taler vi ikke om god ugeavis-journalistik. Her taler vi om hamrende god journalistik. Hold kæft, det her kunne også være en Cavling (journalist-branchens største pris, red.). Det er mesterklasse. Det er i en klasse for sig," siger juryformand og redaktør på Herlev Bladet Mette Lyhne, da Ugeposten fik overrakt prisen ved prisceremonien i Kolding onsdag.

Det bedste i mange år

"I år har Ugeposten leveret et bevis på, hvorfor knivskarp kritisk journalistik drevet af modige journalister ikke er et tilvalg. Det er en absolut nødvendighed. Tillykke til Ugeposten for at have leveret det bedste stykke lokaljournalistik, vi har set i mange år," fortsatte hun.

Ugeposten har igennem et år afdækket, hvordan problemerne omkring plejeleverandøren Attendo tårnede sig op. Falske regninger for et stort millionbeløb, det ene påbud efter det andet og kritisabel behandling af borgerne er blot nogle af de ting, Ugeposten gennem 75 artikler har beskrevet.

Ugeposten er årets avis

Den dækning blev igen rost, da prisen for årets ugeavis skulle uddeles. Her lagde Mette Lyhne vægt på, at Ugeposten ikke har været bange for at gå kritisk til Gribskov Kommune.

"Ugeposten er gået kritisk, nøgternt og fremragende til en sag. De har lavet et stykke undersøgende journalistik, der har krævet tid og kræfter. Tid, som de selv beskriver, de ikke altid har haft. Som de skriver: 'I en tid, hvor de journalistiske kræfter bliver færre og færre, kræver det mod at turde prioritere de historier, der kræver mere end et enkelt opkald'. Ja, det kræver det. Og derfor er det måske også vigtigt for alle i salen i aften med muligheden for at op- eller nedjustere de journalistiske kræfter at huske på, at mange af de historier, vi hylder i aften, bliver lavet på trods af de journalistiske rammer — og ikke på grund af," sagde juryformand Mette Lyhne.

Red.

Publiceret 10 October 2018 14:00

SENESTE TV