Lars Løkke om redning af jøder: Danskernes mod rører mig stadig

Modige borgere i Gilleleje satte for 75 år siden livet på spil for at redde danske jøder

Af
Jeppe Helkov

jubilæum Spørger du den almindelige dansker, hvad han forbinder Gilleleje med, vil nogle nok svare, at det er en lille, hyggelig havneby. Men svaret hos langt de fleste vil nok være de kaotiske dage i oktober 1943. Her blev hundredvis af jøder sejlet over til Sverige, efter at Hitler havde befalet, at de danske jøder skulle interneres. I alt blev 7.000 danske jøder i løbet af nogle hektiske dage på store dele af Sjælland sejlet over Øresund.

I år er det 75 år siden, og redningsaktionerne bliver også i den kommende tid markeret i Gilleleje. Den 11. oktober lægger statsminister Lars Løkke Rasmussen, den israelske præsident, Reuven Rivlin, og repræsentanter fra Det Jødiske Samfund i Danmark vejen forbi Gilleleje Kirke til en mindehøjtidelighed.

"Vi må aldrig glemme de uhyrligheder, der fandt sted under Anden Verdenskrig. Redningen af de danske jøder er en central del af vores fælles historie. Det er vigtigt, at vi mindes og lærer af fortiden. Derfor ser jeg frem til at kunne mindes de danske jøder, der mistede livet under flugten eller døde i Theresienstadt," siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

"Samtidig skal vi hylde den medmenneskelighed, som redningen af over 7.000 danske jøder markerer. Det mod, som danske borgere udviste for 75 år siden, kan stadig røre mig den dag i dag. Vi skal bruge 75-året til at se hinanden i øjnene og huske på de centrale værdier, der er grundlaget for vores fælles civilisation," fortsætter den danske statsminister.

Gilleleje Kirke har i eftertiden været et symbol på redningen af jøderne. Her blev omkring 80 jøder pågrebet, mens de ventede på at kunne blive sejlet over til Sverige.

Her er nogle af arrangementerne i anledning af 75-året for redningen af jøderne:

13. oktober kl. 14: Byvandring med Tove Udsholt, der som tre-årig måtte flygte fra jødeforfølgelsen. Med i byvandringen er også museumsinspektør Søren Frandsen. Her vil der blive talt om flugten set fra et barns perspektiv. Mødestedet er Gilleleje Stationsplads. Det er gratis at deltage.

14. oktober kl. 14-15.30: Byvandring for familier i efterårsferien ved Lene Bakmand fra Museum Nordsjælland. Anbefales ikke for børn under ti år. Mødested er Gilleleje Stationsplads. Pris 50 kr. Børn under 18 er gratis.

15. oktober kl. 16-18: Foredrag ved Bo Lütken om Danmark og holocaust. Sted: Gilleleje Bibliotek.

18. oktober kl. 14-15: Foredrag 'Haabert - om de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943' ved museumsinspektør Søren Frandsen. Sted: Gilleleje Kirke. Pris: 50 kr.

19. oktober kl. 14-15.30: Byvandring med Lene Bakmand fra Museum Nordsjælland med fokus på oktoberdagene i 1943. Pris: 50 kr. pr. person.

20. oktober kl. 14-15.30: Samme byvandring som ovenstående.

Derudover har Museum Gilleleje på Østergade 20 i øjeblikket en udstilling om oktoberdagene i 1943. Der er gratis adgang i Skibshallerne.

Ugeposten vil i den næste tid sætte fokus på perioden under og efter anden verdenskrig i Gribskov. Så har du — eller kender du nogen, der har — nogle gode historier fra dengang, må du meget gerne skrive til journalist Jeppe Helkov på jeppe@ugeposten.dk eller ringe på 30672856.

Publiceret 09 October 2018 13:31

SENESTE TV