Nye problemer: Tilsyn viser alvorlige fejl hos Pleje Gribskov

Et uanmeldt tilsyn hos Pleje Gribskov har vist fejl i medicinhåndteringen. Det var ikke det, vi havde brug for lige nu, siger udvalgsformand

Af
Jeppe Helkov

Problemer Den 1. maj kom hjemmesygeplejen tilbage på kommunale hænder. Nu skulle der ryddes op efter utallige problemer med Attendo. Men starten for Pleje Gribskov har bestemt ikke været problemfri. I august måtte der blandt andet måttet tilføres 12,5 mio. kr. ekstra til området. Og nu er den gal igen.

Et tilsyn fra revisionsfirmaet BDO har vist alvorlige fejl og mangler. Der er blandt andet fundet fejl i medicinhåndteringen og medicindoseringen. Og fejlene ærgrer formanden for ældre- social- og sundhedsudvalget, Pia Foght (S).

"Først blev jeg rigtig ærgerligt og tænkte, at det ikke var det, vi havde brug for lige nu. Men så sætter man sig ned og tænker sig om. Og jeg ved, hvor stort et arbejde der er blevet lavet for at få det her maskineri til at køre. Jeg tænker, at det er fire måneder siden, at de startede på helt bar bund. Pleje Gribskov fik afleveret 950 borgere, og der var overlevering af 40 medarbejdere - og 40 nye medarbejdere kom ind. Det er selvfølgelig ikke i orden, at der er sådan nogle fejl. Men med den baggrund ville det måske være underligt, hvis ikke der var noget," siger hun.

Den endelige tilsynsrapport fra BDO ligger først klar om tre uger, men ifølge velfærdsdirektør Mikkel Damgaards vil tilsynet højest sandsynligt give karakteren fire ud af fem, hvor fem er den laveste. Fire svarer til, at der er fundet en 'en del og/eller væsentlige mangler, med betydning for patientsikkerheden, som vil kræve en bevidst og målrettet indsats for at kunne afhjælpes."

Men Pia Foght mener ikke, at fejlene er så slemme endda.

"Nej, så er det heller ikke værre. I det ene tilfælde har en person fået ordineret 35 dages penicillin - og har fået en dag mere, end han skulle have haft. Den anden fejl er alene, at der ikke står åbningsdato på en pakke medicin. Jeg siger ikke, det er okay, men så er det heller ikke værre."

Når Attendo lavede den her type fejl, kom I efter dem. Det her viser vel også nogle usikre arbejdsgange hos Pleje Gribskov?

"Ja, det er det, vi skal finde ud af. Men det er ikke det samme som med Attendo. De sloges med, at de ikke havde de rette faglige medarbejdere til at løfte opgaven. De var for det første ikke nok, og der var heller ikke sygeplejersker nok. Vi har fået ansat nogle utrolig kompetente sygeplejersker, der kan løfte det her område. Jeg synes udelukkende, det kalder på, at man får strukturen helt på plads. Men jeg undskylder ikke fejlene, for det er ikke okay. Men jeg har fuldstændig tro og tillid til, at Pleje Gribskovs hold kan løfte opgaven."

Men en ting er tillid og tro. Noget andet er virkeligheden. Hvor langt skal vi ud, før dine alarmklokker begynder at ringe?

"Det er meget få tilsyn, hvor der ikke bliver fundet fejl. Men når et tilsyn giver karakteren fire eller fem, taler man om patientsikkerheden - og det gør de altid, når der er tale om medicin. Også selvom skaden ikke er så stor. Vi skal væk fra de her fejl, og det forventer jeg også, vi allerede er om tre måneder."

Hvad hvis ikke det sker?

"Jamen, det forventer jeg. Det kan jeg slet ikke tror ikke sker. De har kompetencerne til at ændre det. Så det kan de selvfølgelig klare."

Historisk set har hjemmesygeplejeområdet voldt store problemer i Gribskov. Hvorfor er det her område så svært at få skabt ro på?

"Jeg tror, det er svært at få ændret arbejdsgangene for 80 medarbejdere - og få dem alle til at tage ejerskab over området fra dag ét. Men der bliver arbejdet på det. Jeg er også leder til hverdag, så jeg ved godt, hvor svært det kan være at implementere ændringer i arbejdsgange. Det er ikke noget, der lige sker. Sådan ville det også være på Ugeposten."

Publiceret 13 September 2018 07:00

SENESTE TV