Politisk flertal vil ikke undersøge Attendo-skandalen

Et politisk flertal stemte nej til at undersøge, om der stadig er detaljer i Attendo-skandalen, der ikke er kommet frem

Af
Jeppe Helkov

attendo Er alle informationer i Attendo-skandalen lagt frem, eller bliver der stadig tilbageholdt viden? Det spørgsmål får vi nok aldrig svar.

På sidste mandags byrådsmøde havde De Konservative stillet et forslag om at lave en uvildig undersøgelse af hele Attendo-skandalen. Men et flertal bestående af Nyt Gribskov, Venstre og Dansk Folkeparti stemte imod - og dermed skal der ikke 'foretages yderligere undersøgelse af sagen', som der står i referatet fra byrådsmødet. Den beslutning ærgrer De Konservatives Trine Egetved.

"Den er desværre som forventet. Det her er en sag, vi ikke er enige om, hvordan skal løses," siger hun.

Samme udmelding kommer fra Socialdemokraternes Mikkel Andersen, der også har kæmpet for at få den uvildige undersøgelse.

"Det er rigtig ærgerligt. For mig handler det her om, at der skal være en læring i den her type sager. Det handler ikke om at pege fingre. Frem mod det næste udbud af hjemmeplejen er det vigtigt, at vi står på et så solidt grundlag som muligt. Det kunne en undersøgelse have hjulpet med," siger han.

Gribskov Kommune og Attendo indgik i 2014 en aftale om, at det svenske plejefirma skulle være hovedleverandør af hjemmepleje og hjemmesygepleje. Men forløbet har været alt andet end problemfrit. Falske regninger for millioner, det ene påbud efter det andet, dødsfald efter måneders fejlbehandlinger er blot nogle af de overskrifter, der kan sættes på Attendos engagement i Gribskov Kommune.

Men problemerne stopper ikke dér. Efter at Gribskov Kommune har valgt at hjemtage hjemmesygeplejen til kommunale hænder, har et uanmeldt tilsyn vist, at Pleje Gribskov har problemer med medicinhåndteringen og medicindoseringen (læs mere på side 8).

Det viser ifølge Trine Egetved endnu en gang, hvorfor der er brug for en uvildig undersøgelse af hele området.

"Problemerne fortsætter. Noget tyder på, at vi ikke har lært af tidligere tiders fejl. Det var netop derfor, jeg gerne ville have den undersøgelse. Så vi kunne få nogle input udefra og få nogle uvildige bud på, hvad vi har gjort forkert - og hvor vi kan sætte ind."

Publiceret 12 September 2018 07:00

SENESTE TV

Coach vil hjælpe folk til vægttab

Foredrag Vil du gerne af med nogle kilo, er dette foredrag måske noget for dig. Mandag 21. januar kl. 19 til 21 holder den lokale coach Hanne Skov Hansen foredrag hos Frivilligcentret i Helsinge.

Her har hun til hensigt at gøre sit publikum bevidst om, hvorfor de har behov for hjælp til at tabe sig, og hvad der er grunden til, at det ofte sker, at kiloene kommer på igen. Emnerne hun kommer ind på er blandt andet:

    Der kommer ikke fokus på, hvad der skal spises, eller hvad der ikke bør indtages. For det ved alle.

    Det er mere, hvorfor vi spiser forkert, selv om vi godt ved, det er forkert.

    Hvordan vi knækker koden ”gamle vaner”.

    Hvordan de gamle vaner er kommet.

    Hvordan vi undgår dem fremover.

Hanne er coachuddannet efter mange år i plejesektoren. Nu er hun indehaver af coach-virksomheden Selvindsigt4you.dk.

Alle er velkomne til det gratis arrangement. Det er nødvendigt med tilmelding til Frivilligcentret på telefon: 46790891 eller på mail info@frivilligcenter-helsinge.dk senest 17. januar.

Trancekanal er klar til Mester Niham

Det alternative Holistisk livsstils forening i Gilleleje indbyder til Star Seed.

"På denne første kanaliseringsaften i 2019 vil trancekanal Dennis Søndergaard kanalisere Mester Niham fra den 13. dimension med temaet: Hvor kommer vi fra? Mange har sikkert haft disse overvejelser om, hvorvidt vi oprindeligt stammer som Star Seed fra andre steder i universet?," skriver Holistisk livsstils forening i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Mester Niham vil derfor fortælle os, om der er liv udenfor planeten Gaia/Jorden, som vi lever på. Så på denne aften vil du blive taget med på en rejse til der, hvor du stammer fra, så du kommer til at få information og opleve andre verdener og deres virke."

Denne aften kan man opleve torsdag 17. januar kl. 19.00 til 21.30 i Det Gamle Posthus i Gilleleje. Entre betales ved indgangen.