Transportkæmpe om Gribskovs sidsteplads: Det overrasker os ikke

Kommunen skal være hurtigere, mener den store Gilleleje-virksomhed SCT

Af
Claus Johansen

Sjok At Gribskov klarer sig dårligt i erhvervsklimaundersøgelsen kommer ikke fuldstændig bag på transportvirksomheden SCT, som har hovedkontor i Gilleleje og er en af kommunens største virksomheder:

”Det forbløffer mig dog, at kommunen er bundskraber. Men det overrasker mig ikke, at Gribskov ligger lavt. Jeg synes ikke, at kommunen er speciel forretningsminded,” siger administrerende direktør Hanne Bødker-Petersen, SCT.

Selskabet er Danmarks største transportvirksomhed inden for entreprenørbranchen.

Det er blandt andet infrastrukturen, som anbringer kommunen som bundprop. Og infrastrukturen er helt klart et af kommunens helt store problemer, mener SCT-direktøren:

”Vejen her op til Gilleleje er jo noget af det, som både vi og mange pendlere har skreget mest på i de seneste år. Vi har jo ikke kunnet have vores lastbiler til at køre på de små veje,” siger Hanne Bødker-Petersen.

Kommunen skal være langt hurtigere, mener SCT-direktør Hanne Bødker-Petersen:

Kommunen skal være langt hurtigere, mener SCT-direktør Hanne Bødker-Petersen: "Det opleves, som om man kun er i vejen, når man kommer med en forespørgsel."

Hun tilføjer, at den dårlige infrastruktur også gør det umuligt at rekruttere specialiserede medarbejdere til Gilleleje.

For flere år siden flyttede SCT derfor de fleste lastbiler samt 20 administrative medarbejdere til Hillerød. I løbet af det næste halvandet år forlader virksomheden Gribskov og flytter til Allerød:

”Vores type virksomhed clasher måske lidt med kommunens image som turistkommune. Men derfor kunne jeg da godt ønske mig, at kommunen i tide havde spurgt: Hvad kan vi gøre, for at I fortsat bliver her? Ligesom vi gør med vores kunder. Det er jo meget enkelt,” siger Hanne Bødker-Petersen.

Imponeret over Allerød

Hun er til gengæld imponeret over Allerød Kommune:

”En kommune som Allerød har jo et helt, helt andet fokus på sine virksomheder, byder os velkommen og har allokeret medarbejdere til at hjælpe os til rette i en ny kommune,” siger SCT-direktøren.

Hun oplever, at Gribskov reagerer meget langsomt på henvendelser:

”Heroppe opleves det, som om man kun er i vejen, når man kommer med en forespørgsel. Man bør være hurtigere, når man får henvendelser fra store virksomheder. Vi har for eksempel anmodet om tilladelse til at købe mere jord – og har kun modtaget meget forblommede svar,” siger Hanne Bødker-Petersen.

Hun kunne også godt ønske sig mere opsøgende aktivitet fra kommunens jobcenter:

”Vi har aldrig nogensinde hørt fra jobcentret. Det er jeg rimeligt forarget over. Vi har mange typer opgaver og jobs i koncernen, som kan løses af mange typer medarbejdere, men vi har aldrig hørt en lyd,” siger SCT-direktøren.

Publiceret 11 September 2018 10:30

SENESTE TV