Ny undersøgelse: Så elendigt er erhvervsklimaet i Gribskov

Gribskov ender som nummer sjok i en stor landsdækkende undersøgelse af det lokale erhvervsklima

Af
Claus Johansen

Erhvervspolitik Gribskov har det værste erhvervsklima af alle kommuner i Danmark. Det er den nedslående konklusion på en stor undersøgelse, som Dansk Industri har udarbejdet.

Det er blandt andet på områderne infrastruktur, uddannelse og sagsbehandling, at kommunen får dårlige karakterer.

Undersøgelsen ærgrer politikeren Mikkel Andersen (S), som er formand for udvalget for beskæftigelse, industri og ungeuddannelse. Han lover handling fra kommunen:

”Vi må bare konkludere, at vi har en udfordring, og det må vi gøre noget ved. Hvad vil vi med hele vores erhvervsstrategi? Den er vi ved at se på. Vores erhvervs- og beskæftigelsesstrategi skal jo hænge sammen,” siger Mikkel Andersen.

Han hæfter sig ved, at mange virksomheder vurderer jobcentret positivt:

”Når man dykker ned i tallene, viser det sig, at virksomhederne i Gribskov er glade for vores jobcenter, og det er jeg rigtig glad for. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan blive bedre. Derfor er vi også gået i gang med en diskussion i udvalget om en ny beskæftigelsesstrategi, som jeg håber, at alle kan bakke op om,” siger Mikkel Andersen.

DI: Besøg firmaerne

Dansk Industri har flere anbefalinger til Gribskov:

”Dykker man ned i undersøgelsen, er det faktisk tydeligt, at Gribskov har alletiders muligheder for at forbedre erhvervsvilkårene i kommunen. Sagsbehandlingen bliver til en start vurderet meget lavt. Det handler grundlæggende om, at kommunen i højere grad skal se sig som serviceorgan for virksomhederne. Det er i alles interesse at virksomhederne har det godt. Når de slipper for at bruge tid på langsom og rigid sagsbehandling, kan de fokusere på at vokse og generere vækst,” siger Poul Skadhede, formand for DI hovedstaden.

Et andet sted hvor Gribskov Kommune vurderes lavt, er i kategorien ”Information og dialog med kommunen”. Her kræver det ifølge Dansk Industri ganske simple tiltag at opnå en bedre vurdering:

”Virksomhedsbesøg! Ganske få kommunalpolitikere kender de lokale virksomheder. Tag ud og besøg dem, se hvad de laver og få en dialog omkring udfordringerne. Ofte er det de simple tiltag, som kan rykke en masse. Vi skal have tilliden tilbage mellem virksomhederne og kommunen,” opfordrer Poul Skadhede.

"Tal om det gode"

Henrik Magelund, formand for Gilleleje Handels- og Turistforening, har svært ved at genkende resultaterne:

”Som virksomhedsleder og borger i Gribskov er jeg naturligvis ærgerlig over at se Gribskov i bunden af opgørelsen. Nu skal man jo aldrig benægte fakta, men jeg oplever nu ikke vores erhvervsklima så dårligt endda. Som virksomhed har vi et fint samarbejde med Gribskov Kommune, og jeg føler, vi både bliver hørt og kommer forholdsvis hurtigt igennem, når det handler om sagsbehandling. Umiddelbart er jeg fint tilfreds,” siger Henrik Magelund.

Han anerkender dog, at Gribskov er udfordret på infrastrukturen:

”En del af undersøgelsen ser meget på vores infrastruktur, og her er vi bagud på point hvert år i forhold til denne undersøgelse. Indtil der kommer ordentlig motorvej til kommunen, vil vi blive ved med at være udfordret på den del,” siger Henrik Magelund.

Han opfordrer dog til at se fremad:

”Jeg tror, at det også handler meget om at få italesat de gode oplevelser, ellers bliver det dårlige hurtigt selvforstærkende. Og i Gribskov er der meget godt at byde ind med, også for erhvervsvirksomheder,” siger Henrik Magelund.

Bedste erhvervsklima

1 Ikast-Brande

2 Herning

3 Hedensted

4 Nordfyn

5 Ringkøbing-Skjern

6 Middelfart

Værste erhvervsklima

88 Halsnæs

89 Tårnby

90 København

91 Odsherred

92 Egedal

93 Gribskov

Der er 98 kommuner i Danmark, men de fem små ø-kommuner Læsø, Fanø, Samsø, Langeland og Ærø deltager ikke.

Gribskovs karakterer

93 Infrastruktur og transport

54 Arbejdskraft

92 Uddannelse

90 Kommunal sagsbehandling

63 Skatter, afgifter og gebyrer

91 Fysiske rammer

70 Brug af private leverandører

91 Kommunens image

85 Information og dialog med kommunen

93 Samlet karakter

I Gribskov har 61 virksomheder inden for blandt andet produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service deltaget. Svarene repræsenterer 3.066 arbejdspladser, svarende til 36 procent af de privat beskæftigede i kommunen.

Se flere data fra undersøgelsen på www.di.dk/le18

Publiceret 11 September 2018 07:00

SENESTE TV