Mens andre lider i varmen: Lokale butikker jubler

Gribskovs detailhandel har en travl sommer præget af glade kunder

Af
Jesper Berg

Den solrige danske sommer har bragt tusindvis af turister til Gribskov, hvilket har gjort årstiden til en god forretning for de lokale butikker.

"Det har været en god sommer, men det er alle somre faktisk," fortæller formanden for Gilleleje Handelsforening, Henrik Magelund, og forklarer videre:

"Der er generelt mange mennesker i Gilleleje i løbet af sommeren uanset vejret. Det giver en god omsætning i områdets butikker, men det varme vejr i år har ikke givet det store udsving i forhold til tidligere år. Måske er omsætningen steget omkring 10 procent sammenlignet med 2017, og det er nok meget spisestederne og cafeerne, som kan mærke den stigning. Folk har ikke lyst til i varmen at blive hjemme i sommerhuset for at lave mad, så de går i højere grad ud for at spise. Desuden kan udendørsserveringen naturligvis udnyttes i bedre grad, når gæsterne kan sidde i tørvejr," forklarer formanden for foreningen, som har 26 spisesteder som medlemmer. Steder, som ifølge Henrik Magelund i kraft af de gode sommerperioder er i stand til også at holde åbent om vinteren.

Varmen har gjort, at turisterne ikke har orket at lave mad i sommerhuset. Foto: Jesper Berg

Varmen har gjort, at turisterne ikke har orket at lave mad i sommerhuset. Foto: Jesper Berg

"Sommeren er en god og stor periode og dermed også vigtig for, at Gilleleje er en helårsby, som alle årets 12 måneder har et stort udvalg af butikker," siger han.

Handelsforeningens medlemmer, der har tøjbutikker, formår desuden i det gode vejr i højere grad at sælge ud af deres sommertøj. Modsat sidste år.

"I 2017 var det ikke til at opdrive et par gummistøvler, i år vil alle købe strandsandaler," siger Henrik Magelund, som noterer sig den vigtigste fordel ved Nordkysten i sommersol:

"Kunderne er glade og tilfredse i sommervarmen, og det er nu engang sjovere og hyggeligere at få glade mennesker ind i butikken," slår han fast.

Også hos Gadekærforeningen, som er Helsinges handelsstandsforening, er der tilfredshed at spore hos formanden, Conny Nielsen.

"Bunden er ved at være nået i de butikker, som sælger shorts, tynde T-shirts og lette sommerkjoler," fortæller formanden, hvis medlemmer sidste år brokkede sig over vejret og omsætningen, der egnede væk.

"Jeg har ikke hørt nogen sige noget som helst negativt i år," fortæller en tilfreds Conny Nielsen.

Publiceret 10 August 2018 08:00

SENESTE TV