Emily vinder EM-bronze: 'Nu kan jeg svømme på ren glæde'

Emily Gantriis vandt endnu en international medalje ved EM i svømning. Men ambitionerne stopper ikke dér

Af
Jeppe Helkov

Den ene personlige rekord efter den anden. DM- og EM-medaljer - og en udtagelse til EM på langbane. Det seneste år har budt på den ene optur efter den anden for 19-årige Emily Gantriis fra Helsinge Svømmeklub. Og det igangværende EM i Glasgow var ingen undtagelse.

Her blev det til en ny EM-medalje, da stafetten på 4x100 svømmede sig til en tredjeplads. Emily Gantriis var med på holdet i semifinalen, hvor hun med en tid på 55.96 sekund satte ny personlig rekord. I finalen havde Danmarks helt store stjerne Pernille Blume overtaget Helsinge-svømmerens plads på holdet. Men fra tilskuerrækkerne kunne Emily Gantriis glæde sig over endnu en medalje til samlingen.

Tid under PR

"Mit tid er under min PR. Så jeg kan ikke være utilfreds, men jeg lavede bare en masse dumme fejl. Jeg ved, jeg kunne have svømmet hurtigere. Så jeg er ærgerlig over, at jeg ikke fik vist det. Men jeg fik en bronze-medalje, fordi pigerne blev nummer tre i finalen, og det er jeg selvfølgelig glad for," siger hun.

I finalen blev Emily Gantriis siet fra, fordi hun var den af pigerne, der havde den langsomste tid i semifinalen. Det samme skete ved EM på kortbane i Danmark sidste år. Men det er kun med til at motivere.

"På papiret er jeg bare ikke hurtigst. Det er der ikke meget at sige til. Den her gang havde jeg det egentlig fint nok med det. Det var værre efter EM i København, hvor jeg synes, jeg fortjente en plads i finalen."

"Så jeg er rigtig glad for medaljen. Der er slet ikke noget dér. At blive valgt fra motiverer mig bare til at skulle stå med pigerne i finalen næste gang. Det er fedt, at vi har så stærkt et hold, og det er anden gang, vi vinder en medalje. Det viser bare, hvor højt niveauet er. Det motiverer til at svømme hurtigere," siger hun.

Som noget nyt stillede Emily Gantriis også op på 200 meter fri. Men også her blev der lavet nogle irriterende fejl.

Taktisk svært at svømme

"200 meter er meget svært at svømme. Man skal ikke give gas fra starten. Det er meget taktisk. Og så lavede jeg en fejl i vendingen efter 100 meter."

"Samtidig er det mentalt hårdt at lave en fejl i et løb. Man kommer lynhurtig til at tænke 'pis, nu har jeg lavet en fejl'. Der kan det være svært at komme videre og bare koncentrere sig om at svømme. Det er noget af det, jeg arbejder meget på."

Efter redaktionens deadline mandag skal Emily Gantriis mindst to gange yderligere i vandet. På 100 meter fri og i holdkappen på 4x200 meter. Og stortalent med de store ambitioner har allerede lært meget af årets EM.

"På 4x100 meter gav jeg lidt for meget gas i starten. Der var ret mange forventninger til mig i holdkappen, og jeg ville gerne gøre det godt. Så lagde jeg lidt for hurtig ude, og det kostede til sidst."

"Jeg er altid hurtig ude. Jeg kan godt lide at være med fra starten, men det er en balancegang. Du skal heller ikke for langsomt ud. Men nu glæder jeg mig bare til, at der ikke er så mange forventninger til mig. Nu kan jeg bare svømme på ren glæde."

Publiceret 07 August 2018 00:00

SENESTE TV