Pas på, når du bader i Esrum Sø: Fladorme kan give kløe og udslæt

Naturstyrelsen advarer om, at man kan få udslæt af 'ikter', hvis man bader i Esrum Sø. Ikterne har været der i mange år

Af
Mette Dolmer Thygesen

natur Flere badende har fået rød "svømmekløe" og udslæt, når de har badet i Esrum Sø her i juli.

Det oplyser Naturstyrelsen Nordsjælland i et Facebook-opslag, hvor de forklarer, at det er såkaldte "ikter", der forårsager det kløende udslæt.

Ikter er ifølge Naturstyrelsen små, parasitiske fladorme, som er i vandet, og som giver kløen, når man kommer i kontakt med dem.

"Ikteangreb er ufarlige, men kan være højst generende for især børn, særligt følsomme mennesker og allergikere. Er man stærkt generet af kløe efter badning anbefales det at kontakte en læge," forklarer styrelsen på deres hjemmeside.

Har været der længe

Det er dog ikke noget nyt, at ikterne er i søen. For siden 2002 har der været tilfælde af udslæt efter badning i Esrum Sø - udslæt som med stor sandsynlighed er forårsaget af ikter.

Naturstyrelsen – Nordsjælland hører med mellemrum om badekløen, og de har her i starten af juli fået en række henvendelser om ikter fra børn og voksne, der har badet i Esrum Sø. Der er også rapporteret om tilfælde i Furesø og Silkeborgsøerne.

Ved Furesøbadet understreger bademester gennem 25 år, Michael Bay Olsen, at der ingen grund er til panik:

"Det er lidt ligesom myg. Nogen bliver bidt andre ikke", siger han til Furesø Avis og understreger, at han ikke har oplevet eller hørt om badegæster ved Furesøbad, der denne sommer er blevet bidt af ikter.

"Her er rigtig mange gæster hver dag med den fantastiske sommer", lyder det fra Michael Bay Olsen, der også konstaterer, at vandet ved Furesøbad på trods af varmen stadig er algefrit.

"Jeg har lige testet det her til morgen, og der er ingenting, så man kan roligt bade her", siger han.

Følg nogle råd

Naturstyrelsen opfordrer til, at man følger et par simple råd:

- Undgå for lange ophold på helt lavt vand og i rørskoven.

- Tør kroppen godt efter badning.

- Træk ikke ænder til badestedet ved at fodre dem, da de er værter for ikterne.

Naturstyrelsen hører gerne fra badende, der mener at være angrebet af ikter i Esrum Sø.

Send en mail til joa@nst.dk med oplysning om hvor du har badet, hvor længe du har været i vandet, og lidt om angrebets omfang. Hvis du har et billede af angrebet, har det også interesse hos Naturstyrelsen.

Esrum sø er Danmarks næststørste sø. Den har et overfladeareal på 17,3 km², oplyser Naturstyrelsen. Hvor den er dybest, er den 22,3 meter.

Publiceret 12 July 2018 10:54

SENESTE TV