Redaktørskifte på Ugeposten: En Gisli går - en Johansen kommer til

"Jeg kommer til at kigge lige så kærligt, kritisk og kontant på Gribskov," siger ny redaktør

Af
Jens Berg Thomsen

Der har været skiftedag i redaktørstolen på Ugeposten. Efter tre år på avisen stopper Jesper Gisli på avisen og skal ud på nye eventyr. Hans afløser Claus Johansen har allerede haft sin første arbejdsdag på avisen, og de første par uger skal gå med at lære det hele at kende, inden Jesper Gisli fratræder endeligt fredag den 13. juli.

"Man skal stoppe mens legen er god, så det gør jeg nu. Jeg har fyret al min energi af, og kan ikke udvikle og give mere til Ugeposten indenfor de nuværende rammer. Så, jeg stopper på toppen og mens det er sjovt. Og det har det været. Sjovt," siger Jesper Gisli.

Claus Johansen har et journalistisk CV, der tæller arbejdspladser som Jyllands-Posten, Politiken, 24timer og senest Søndagsavisen, hvor han var i fire år.

"Jeg elsker lokaljournalistik, for her er det dejligt konkret - det handler om folks hverdag," siger Claus Johansen.

"Der kommer til at være forskel på min måde og Jesper Gislis måde at være redaktør, men jeg kan ikke sige hvordan endnu. Men jeg kan love, at jeg kommer til at kigge lige så kærligt, kritisk og kontant på alle der bor i kommunen, som Ugeposten har gjort indtil nu," siger den nye redaktør, der med fire arbejdsdage i Gribskov har dannet sig indtryk af den avis, han nu skal lede.

"Ugeposten er fantastisk veloplagt, og jeg glæder mig til at føre den linje videre."

Jesper Gisli skal nu finde nye græsgange, men hvad det bliver, ligger ikke fast endnu.

"Det allerfedeste har været igen og igen at blive bekræftet i, at når læsere og avis lykkes med at skabe aktiviteter og fællesskaber der betyder noget - så har vi været meget mere end en avis. Jeg tænker tilbage på nogle af tiltagene som Gribskovkanon i anledning af kommunens 10 års fødselsdag, Flaske Finns Mindebænk for en særlig sjæl i Helsinge, en valgkamp der aktiverede en masse mennesker på nettet og i det virkelige liv, forårsoprydning i Helsinge og alt sådan noget. Når vi har ført den slags ting ud i livet sammen med læsere og borgere, har jeg været en glad og tilfreds redaktør. Det er lykkedes på et helt andet niveau, end når man "bare" sidder og skriver i en avis. Det har været meget mere end en monolog. Det har haft betydning. Vi har skabt noget sammen, og det har Gribskov været god til at byde ind på," siger Jesper Gisli.

"Hvad jeg skal lave nu, ved jeg ikke, men hvis nogen har ideer, er de velkomne til at ringe. Jeg er åben for alle gode idéer," siger den afgående redaktør.

"Her på mine første dagen har jeg lært, at Ugeposten er en virkelig integreret del af Gribskov, og at folk virkelig føler et ejerskab for denne avis. Avisen fylder meget i folks liv," siger Claus Johansen.

Der bliver en goddag/farvelfredagsbar på Ugeposten i Østergade i Helsinge fredag den 17. august klokken 14-17.

Publiceret 07 July 2018 10:00

SENESTE TV