Fristad og månedanser i Tisvilde

9. juli åbner nyt pop-up koncept i Tisvilde

Af
Jesper Gisli

'Månedanserens Baghave' er et pop-up koncept midt i Tisvilde, som har åbent fra uge 28 til og med uge 31, hver dag kl.12.00-24.00.

"Konceptet er enkelt, vi laver vores egen lille ”fristad”/have midt i byen, med den bedste beliggenhed lige bag Birkepladsen, hvor vi etablerer 4 gadekøkkener/foodtrucks af høj kvalitet, som hver repræsenterer forskellige nationaliteter", fortæller Anders Buhl, der nu "vender hjem" til Tisvilde sammen med makkeren Martin Dønning. Sammen står de bag idéen og konceptet 'Månedanserens Baghave'.

"Hver dag laver vi after-beach fra kl. 16.00 til kl. 18.00, hvor der vil være optræden fra store artistnavne, samt mindre lokale artister og de bedste DJ’s. I dagtimerne vil der uden foran hækken ved Strandbakkevej være etableret et ”fransk mad-marked”, hvorfra vi sælger lokal frugt og grønt, samt diverse specialiteter", fortæller de to initiativtagere.

"Månedanserens Baghave skal være en ”fristad” på den positive måde – her er der plads til unge som gamle – der har lyst til en uformel mad -og kulturoplevelse. De mange gode restauranter i Tisvilde suppleres med et uformelt samlingssted inspireret af de mange foodmarkets som er etableret i de senere år. Fristadstanken kommer mest til udtryk i de mange genbrugsmaterialer som haven er indrettet med, for eksempel den 20 meter lange pallesofa som indbyder til socialt samvær."

Tisvilde mangler et mangfoldighedssted

Da Anders en sen nattetime gik en tur ned ad Hovedgaden, slog det ham pludselig at Tisvilde manglede et mangfoldighedssted!

En hurtig opringning til Martin klokken 03.42 bekræftede ham i at han havde set rigtigt…

Det tog det ikke lang tid for de to herrer at sætte ord bag handling, hvorfor der nu er skabt en plads i hjertet af Tisvilde, hvor alle er velkomne til at smage den lækre og billige mad som de bedste Foodtrucks kan levere.

"Børnene vil helt sikkert elske den lækre frisklavede burger – eller måske bare en lun crêpes. De voksne kan smage alt fra spanske tapas til original italiensk street food. Kombineret med den gamle have midt i Tisvilde, kølig rosévin og glad musik, ja så er alle ingredienserne sat til en havefest af høj kvalitet", fortæller de to kammerater og initiativtagere.

Martin og Anders har begge arbejdet sammen før, dog i en helt anden konstellation. Faktisk var det Martin der som restaurantchef på det legendariske Restaurant Konrad i indre by, helt tilbage i slut 90’erne, ansatte Anders i hans første job som tjener. Efter mange års tilløb er det nu lykkedes ”Kronprinsen” og ”Lærlingen” at finde sammen i et frugtbart samarbejde, som kommer alle i Tisvilde til gavn.

Følg Månedanserens Baghave på Facebook: @maanedanseren eller på Instagram: maanedanseren

Anders og Martin om Månedanseren og månefesten

I Asien er Månefesten en fejring af høsten og en forberedelse til vinteren.

Men i Tisvilde er historien bag Månedanseren en helt anden:

”Amors kusine – Månedanseren, som med sin insisterende og æggende tiltrækningskraft får alle til at søge beruselsen i vinen og kærligheden..

Når vinen nydes i fuldmånens skær og mændene lader skægget stå, så ved man at sommeren er kommet i al dens pragt. Når kvinderne i deres fnuglette sommerkjoler danser som natsværmere i natten og alting dufter af kærlighed, så er det Månedanseren der er på spil.

Heroppe er der intet baggrundslys fra storbyen – gengivelsen af himmellegemerne bliver ekstra tydelig her i Tisvilde. Her har Månedanseren frit spil til at vække alle til live”.

Publiceret 20 June 2018 11:13

SENESTE TV