Måtte trække sig fra muslimsk bålfest: Naturstyrelsen modsiger politiets forklaring

Af
Jeppe Helkov

Det var Naturstyrelsen og skovfogeden, der havde givet lov, da 30 mennesker lørdag trods et afbrændingsforbud i Gribskov holdt bålfest i anledning af den muslimske eid. Sådan har forklaringen indtil videre lydt fra Nordsjællands Politi.

Men nu undsiger Naturstyrelsen den forklaring.

"Der forelå ikke nogen forhåndstilladelse fra Naturstyrelsen. Der forelå ikke nogen skriftlig tilladelse," siger specialkonsulent Jan Kidholm ifølge Ritzau.

Der har de seneste uger været et afbrændingsforbud i Gribskov Kommune på grund af tørken. Det betyder, at man hverken i privat have eller på offentlig grund må lave bål.

Men på Gammel Frederiksborgvej i Helsinge var der alligevel tændt et bål. Det fik flere bekymrede borgere til at ringe til politiet. Men da politet og brandvæsenet ankom, var der en meget fjendtlig stemning.

"Som jeg har fået det refereret, var flere temmelig ophidsede. Vi vurderede, at det var bedre at trække os, fordi vi ikke ønskede en konfrontation med de mennesker. Der var både kvinder og børn til stede," siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Dan Houtved, til Ekstra Bladet.

Bålet fik derfor lov til at brænde.

På baggrund af hele sagen kræver justitsminister Søren Pape Poulsen nu en redegørelse.

"Politiet skal selvfølgelig kunne komme alle steder - også hvis der er optræk til ballade. Der er mange forskellige oplysninger ude lige nu. Derfor har jeg bedt Nordsjællands Politi om at redegøre for sagen, så vi kan få det nødvendige overblik," skriver han på sin Facebook-side.

Publiceret 18 June 2018 00:00

SENESTE TV